|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 23, 2009 18:39:10 GMT 3
Utroligt som hun kunne klappe i som en østers det ene øjeblik og pludre løs det næste. Ramoan nikkede forstående. "Aldrig andre steder end byerne? Som skovene eller bjergene?" Hvis det var tilfældet, så var det i hvert fald en skam. Han hadede byerne så inderligt, at han nærmest måtte tvinge sig selv afsted, hvis han skulle have solgt noget. Og selve turen.. Den kunne tage evigheder for ham! Enhver der ikke havde oplevet naturen rigtigt var gået glip af noget stort.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 23, 2009 18:46:10 GMT 3
"Landsbyer kan ikke lide mig," sagde hun. "Og skove er tætte. Mida var rarer. Ingen dumme planter at falde over." Hun så ned i jorden. Vejen til Mida var hende ukendt, og for hende var afstikkere farlige. Hun var bange for at fare vild og komme for sent til den næste by i rækken, selv om det ikke ville betyde meget for hendes planer. Hun havde jo ingen planer.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 23, 2009 18:55:52 GMT 3
Ramoan lo. "Planter er nu ellers ganske fredelige. Det er nok værre med de, der ikke bryder sig om dig. Men der findes også venlige væsner." Bess luntede lidt hen mod hende, og da den var nået helt hen, puffede den lidt til hende igen. Ramoan trådte også et skridt frem, og lod våbene bag sig. Han kunne altid fremstille en ny bue, men han stolede stadig på, at Bess ville vogte over den alligevel. "Hvad var det du hed?"
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 23, 2009 18:59:58 GMT 3
Hun lavede en meget kompliceret, knurrende lyd, der nok kom fra midanernes sprog. Hun forstod dog på ham, at han ikke forstod, og ændrede det. "Manden kaldte mig Tophaf-Licarna. Han lod mig beholde mit sidste navn. Rûssh." Hun vædede sine usynlige læber. "Vi er midanerne, ikke?" Hun pegede mod sit bryst med en langneglet, kort tommelfinger. "Jeg er ikke sikker..."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 23, 2009 19:12:31 GMT 3
"Jeg har aldrig mødt en midaner, men jeg er ret sikker på, at du er en." Nikkede han. "Sandsynligvis en klog midaner. Det lader det til. Ikke for at fornærme nogen, men jeg havde troet, at de var lidt grimmere." Igen et skuldertræk, som om det kunne redde det hele.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 23, 2009 19:19:20 GMT 3
Hun så uforstående på ham, og det var tydeligt, at hun ikke selv var den skarpeste kniv i skuffen. "Jeg forstår ikke," meddelte hun mumlende. "De kalder mig vidst midaner. Der har været en anden artsfælle her kort tid siden." Et pludseligt emneskift. Et pludseligt, lettere overraskende emneskift. "Kort, kort tid siden. Ikke en jeg kendte. Men en fra Mida."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 24, 2009 16:03:16 GMT 3
Hurtigt emneskift. Endda et hurtigt og spændende emneskift. Han lod det andet emne falde, og greb fat i det nye. Smilet var forsvundet, men det betød ikke at han var i dårligere humør af den grund. "Vandrede den også rundt ligesom dig?" spurgte han hende.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 24, 2009 16:10:26 GMT 3
Hun rystede på hovedet. "Tror jeg ikke. Ingen går frivilligt ud af Mida." Hun så ned i jorden og skrabede i den med en af de bare, dyreagtige fødder og rakte en langneglet, langfingret hånd mod hunden. "Men den lugter stærkt. Det er en mand. Og han svedte." Hun fortsatte lidt lavere, men lyste pludselig op i et smil og så op på ham med sine smukke øjne igen. "Men han er væk. Pist væk. Væk, væk, væk. Jeg kommer ikke til at møde ham."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 24, 2009 18:32:18 GMT 3
Ramoan undrede sig. "Var det ikke rart at møde en af din egen race?" Ville han vide. Bess gav et vruf fra sig, og logrede lidt med halen. Den puffede lidt til hånden og rejste sig op. Den så rundt efter noget, gik lidt rundt, og kom tilbage med en pind. Neeij, havde de også pinde i byerne? Hvilken luksus! Ramoan fnyste indvendigt.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 24, 2009 18:35:46 GMT 3
"Mødte ham ikke," sagde hun og rystede på hovedet. "Jeg lugter ham. Han kan være farlig. Folk siger, midanere er farlige. Så han kan være farlig. Men folk kalder mig midaner. Det forstår jeg ikke. Men vi er samme race. Men nogen siger, jeg ikke er som midanere." Hun trak uforstående på skulderne og tog fat i pinden, hunden kom med, og stod derefter uden at ane, hvad hun skulle med den.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 24, 2009 19:14:52 GMT 3
"Måske er du bare lidt klogere? Lugte, sagde du? Så må du have en skarp lugtesans.." Ramoan rystede på hovedet af Bess. "Du skal kaste pinden," forklarede han hjælpsomt, med et skævt smil. Bess gav et nyt vruf fra sig, og så forventningsfuldt op på midaneren. "Så du har altså været i alle de fire lande.." Begyndte han så, for ligesom at byde ind med et eller andet. "Har du aldrig set andet end byerne? Det må da være forfærdeligt ikke at gå rundt i naturen, men bare vandre fra by til by!"
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 24, 2009 19:23:07 GMT 3
"Jamen... Jamen, naturen er jo fuld af planter!" sagde hun med store øjne og stod endnu med pinden løst i hånden. "Det er lettere i byen! Bedre mad og ingen planter, man kan vælte over eller som gør, at man ikke kan se noget." Hun så pludselig uforstående på ham, da hun så ud til at finde ud af noget. "Du elsker naturen," konstaterede hun. "Du skyder dyr. Og du elsker naturen. Du dobbeel... dobbelt... dobbeltmoralsk? Hedder noget dobbeltmoralsk?"
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 24, 2009 19:33:19 GMT 3
"Det skulle jeg mene," nikkede Ramoan. "Hvis jeg ikke var jæger, blev jeg nødt til at tjene penge på noget andet, og der findes ikke mange andre jobs, hvor man bare kan vandre rundt i naturen alt det man vil. Allerhelst ville jeg slet ikke have noget arbejde, men det er der vidst ikke mange, som kan overleve på, vel?" Han trak på skulderen. Igen. En vane? "Har du egentlig et arbejde?" Bess var ved at blive utålmodig og bjæffede kort, for at gøre opmærksom på sig selv.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 24, 2009 19:42:51 GMT 3
Tophaf kastede endelig pinden, og den fløj næsten lige op i luften, ramte en tagrende og faldt ud på gaden og ramte en kvinde på skulderen, som forvirret så sig om efter det, der havde ramt hende. Midanerpigen trak bare på skulderne. "Jeg finder ting og sælger dem for mad. Eller runde metalplader. Jeg vil helst have mad. Selvom pladerne giver mig sjove ting." Hun åbnede tørklædet, så han kunne se hendes værdiløse skatte. "Dem gemmer jeg. De er flotte."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 24, 2009 19:49:18 GMT 3
Ramoan smilede af hendes valg. Tydeligt bras uden megen værdi, men hvis det glædede hende at købe småting, så for hans skyld gerne. Bess fór efter pinden, og kom luntende tilbage med den i munden. Den lagde den for hendes fødder, og så op på hende igen med logrende hale. "Det kan jo også være en slags arbejde på en måde.. I hvert fald en måde at skaffe føde på. Og der må ligge mange ting på dine ture at flyde.."
|
|
