Cat is easy scared

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf var tæt på igen at blive midtpunktet da trafikken gik i fisk og folk, som var bare en lille smule fine på den eller civiliserede, måtte finde noget og lave mens de mindre kloge puffede. Og så så de mindre kloge hende også. Hun koncentrerede sig dog bare om at få en fjer, der normalt bruges til pile, til halv pris. En mand af den mindre fine og mindre kloge stand gik hen og lagde en hånd på hendes skulder og smilede meget venligt, selvom alle med selv den mindste forstand vidste, at han håbede at få en ung kone eller noget legetøj, eller måske ligefrem en slave. Så var det bare, at også alle med selv den mindste forstand vidste, at midanere ville være for dumme til at vide det. Så alle troede, at hvis hun flygtede, var det kun fordi hun var sky eller bange for mennesker. Og hun stak af, fræs afsted ind i en gyde og forsvandt af syne, til mandens store skuffelse.

[Ramoan Ankad]

Bess snerrede af manden, der havde grebet fat i midaneren, og satte pludselig i løb ud og ind mellem alt og alle. Ramoan bandede indædt, og skubbede folk til siden med de brede skuldre. Det havde gået lettere i skoven, tænkte han bittert, da han fik kæmpet sig vej gennem mylder og kaos. "Bess!" Kaldte han strengt, et tonefald han sjældent brugte, men enten var hans hund kåd og forårskuldret eller også havde den glemt ordet opdragelse. Bess styrede i retning af midaneren, men satte så farten ned, da den hørte Ramoan kalde. Den stoppede op, og vendte hovedet mod Ramoan med alle tegn på uskyld. Hovedet blev lagt lidt på skrå, og han kunne have svoret, at hunden også grinede lydløst til ham, som om den ville sige 'ej det må du undskylde, det var bare for sjov.'

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf havde gemt sig bag nogle kasser og kunne både se og høre de to mens hun knugede sten, fjer, mad, ring og andet ragelse ind til sig og lukkede øjnene, som om det kunne beskytte hende mod alle farer at skjule dem for blikket. Hun opdagede dog ikke sine hale, som viftede lige så stille frem og tilbage uden for kassernes beskyttelse, og at noget af hendes hoved var synligt over kanten af den øverste kasse.

[Ramoan Ankad]

Bess løb videre, da den fik øje på midaneren omme bag kassen. Hurtigt var den nået derhen, og stirrede forventningsfuldt op på hende, med en logrende hale og livlige øjne. Den puffede lidt til hendes ben. Ramoan kom lidt efter, bandende højlydt, og greb fat i Bess halsbånd igen. Han så undskyldende på hende. "Jeg ved ikke hvad der går af hende, hun plejer ellers ikke at gå hen til fremmede på den måde.." Så bemærkede han for alvor hendes forskræmte ansigt. "Blev du forskrækket?"

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf havde rakt sin hånd frem da hunden kom, i den tror at den var alene, men velopdragen nok til ikke at tage maden. Nu viste Ramoan sig, og hun spærrede øjnene op da jægeren kom frem. Rædselslagen rejste hun sig, eller rettere sprang op, og løb alt hvad hun kunne mod gydens ende. Den endte blindt, og vejen op på taget var overtaget af den fremmede med huden. Hun hamrede ind mod muren, og hun hamrede en knyttet hånd mod den før hun igen vendte sig og så på Ramoan med de fortryllende øjne. Hun strakte hånden ud, så de lange fingre og lange negle kunne virke som våben.

[Ramoan Ankad]

Ramoan rørte sig ikke en centimeter, da hun flygtede op mod muren. Bess satte sig roligt ved siden af ham, og enhver kunne se, at den ikke havde tænkt sig at angribe. Faktisk var han i tvivl om, om den ville lyde, hvis han bad den om at angribe hende. "Hey, jeg gør dig ingenting," lovede han, og lagde sin bue fra sig for at understrege sine ord. Vel vidende at hvis nogen tog den, ville Bess være hurtigere.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf så skiftevis fra buen til ham. Hun havde ikke set våbnet før han havde lagt det, og hun var bange for at tage blikket fra ham for at beundre værket. Hun havde ikke forstand på penge, men hun havde god erfaring med våben, og hvis hun fandt dette på en sovende landevejsrøver eller en død mand, der var kastet ned i vejgrøften, ville hun få meget mad eller mange de der sjove metalplader hos en af de der skumle mænd. Dem handlede hun kun med, hvis hun fandt ting, og foruden at være smukke og fortryllende var de også meget opmærksomme. Så hun fandt mange ting.

[Ramoan Ankad]

Ramoan havde altid forstillet sig en midaner som et grimt, uintelligent væsen, der ikke vågede sig ud for Mida. Men den der stod foran ham var jo lige frem køn. Og han havde en fornemmelse af, at hun også var klog på et vidst plan. Måske ikke med jordens største hjerne, men alligevel... Man kunne ikke andet end at synke ned i hendes øjne, men det gjorde ham ikke fuldstændig stum. Han smilede ikke, men et glimt af venlighed var i hans øjne, og han forsøgte sig med et spørgsmål. "Jeg troede midanere holdt til i Mida?"

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf rystede bare på hovedet og fortsatte med at lade sine øjne distrahere af den irriterende buen. Midanerne var overalt, som slaver. De var bare ikke synlige. Men overalt, i alle lande, selv i Neramore, det land, som hævdede ingen slaver at have, havde hun fanget færten af en artsfælle. Midanere holdt til i Mida, indtil menneskerne kom og angreb dem, fordi de var stærke og næsten for dumme til at gøre modstand i et overraskelsesangreb.

[Ramoan Ankad]

Ramoan bemærkede hendes blik på buen, og skubbede den lidt til siden med foden, så den til sidst endte omme bag ham. "Findes der et spørgsmål, som du vil svare på?" Nu var et svagt smil ved at ane sig i mundvigen, men han smilede stadig ikke. "Måske hvad dit navn er?" Han havde massere af tid. Kunne blive her hele dagen hvis det var. Men sådan endte det sjældent. Grunden til at han endnu ikke var gået, var kun, at Bess havde været så interesseret i midaneren.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Tophaf lod sig nu glide ned langs muren, med den trykket mod sin ryg, men hun lod sig ikke røre jorden, så hun kunne springe væk hvis det var hvad hun ønskede. Hun rystede igen på hovedet og holdt skarpt øje med ham, så han ikke kunne få held med at angribe hende hvis det var hvad han ville. Hun stolede endnu ikke på ham, og ingen kunne vide om han smed buen for at have en dolk i bæltet.

[Ramoan Ankad]

Ramoan sukkede dybt. Så sky og mistroisk hun dog var! Men faktisk havde han en dolk i bæltet. Kunne man forvente andet fra en jæger? Han lagde også den fra sig, ved siden af buen. "Tilfreds? Vil du tale med mig nu?" Han hævede det ene øjenbryn, en anelse afventende. "Eller har jeg også knive gemt bag ørerne?" Det sidste var sarkastisk, men nu smilede han. Venligt.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Hun grinede, og med det forsvandt al hendes mistro og usikkerhed. Hun nikkede, og et drillende glimt i øjnene sagde at hun lavede sjov. Hvem havde dog knive bag ørerne? Hun grinede bredere og så ned af ham for at bedømme ham. "Jæger," mumlede hun, hæst og hviskende. Et tegn på, at hun ikke havde brugt stemmen længe.

[Ramoan Ankad]

Ramoan var lettet over, at hun endelig ville snakke med ham. Der var ikke noget værre end at skulle snakke med sig selv. "Ikke drømmejobbet, men det får mig væk fra byerne." Han trak på skulderen, stadig med et smil, der nok snart ville falme igen. "Vandrer du bare rundt i Jeanore så?" Forsøgte han sig igen. Sådan set det han havde brugt hele sin barndom på. At vandre. Og vandre. Og vandre lidt mere. Og gud hvor havde han nydt det.

[Tophaf-Licarna Rûssh]

Hun rystede på hovedet. "Jeg ved ikke hvad her hedder," fortalte hun med en bevægelse mod jorden og rejste sig, og rettede lidt på den forbrændte og flængede nederdel. "Jeg går. Og går. Hajhra, Aregos, Jabull, Seamore, Hajhra, Aregos, Jabull, Seamore." Hun viste dem på fingrene. En, to, tre, fire, en, to, tre, fire. "Vinter, forår, sommer, efterår." Hun talte igen på fingrene, som for at forklare, at hun tilbragte tiden i Jeanore i sommeren, hvor der dér var varmest, og tiden i Solitopia om vinteren, hvor der dér var koldest. Eller, at hun levede i hvert lands hovedstad i de tider. Noget tydede på, at selve landenes navne var uden for hendes ordforråd.