|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 24, 2009 19:57:22 GMT 3
Hun rystede på hovedet. "Der er ingenting," sagde hun forklarende. "Men jeg finder mad. Folk smider gode ting ud. Specielt oppe der, hvor gadebørnene ikke tør gå. Der, hvor folk går i fine kjoler og bukser og giver købmænd guldplader for smykker. Ved de kroer og restaurenter er der god affald. Og folk kan ikke fange mig. Jeg er god til at løbe."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 25, 2009 13:41:35 GMT 3
"Det tror jeg på," smilede Ramoan, ved tanken om midaneren der pilede henover hustagene. "Jeg skal i hvert fald ikke have noget med de adelige at gøre. Jeg smutter væk fra byen i aften. Håber jeg. Har du tænkt at blive her længe, eller hvornår skal du videre?" Bess vruffede igen og puffede til Tophaf.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 26, 2009 10:54:56 GMT 3
Hun bukkede sig ned og tog pinden og lod den flyve i en blød bue over Ramoan, så den landede to meter bag ham. Hun så i på himlen. "Jeg burde ikke være stoppet her. Men sulten. Jeg vil ikke være i små byer. Landsbyer er dumme. De hader mig. De er så få. De sladre. Og pludselig er 50 folk efter mig. Det ikke sjovt." Hun så igen ned på ham. "Hvorfor du være i skoven?" spurgte hun og trak vejret dybt, så hendes næsebor blafrede.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 26, 2009 14:33:36 GMT 3
Bess kastede sig efter pinden, sprang udenom Ramoan, og videre, hvorefter den samlede pinden op og fór tilbage igen. Den stoppede lige foran Tophaf og lagde pinden ned foran fødderne ved midaneren igen. Den kunne blive ved. Og ved. Og ved. Engang havde Ramoan forsøgt at køre hunden træt, men det endte med, at han havde så ondt i armene af at kaste pinden i over tre timer, at han måtte indse at hunden havde massere af energi, og hvis ikke, så havde den altid lidt mere at drøne videre på. "Ikke kun skoven. Bjergene også.. Overalt. Jeg elsker at være udenfor. Det giver mig energi. Jeg trækker på naturens energi. Jeg har det som om, jeg ikke kan trække vejret i byerne." Han smilede kort, men det forsvandt hurtigt igen. "Hvor skal du hen næste gang? En ny landsby eller et nyt land?"
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 26, 2009 16:26:58 GMT 3
"Jeg på vej til Jabull. Jeg rejste tidligt fra Seamore. Der skulle være fest. Jeg kan ikke lide fest. Fest er farlig og larmende og fulde folk går rundt. Og slår på de lasede børn. Medmindre børnene kommer væk. Det ikke sjovt at være et laset barn." Hun satte sig på hug og tog pinden op igen, og kastede den så langt hun kunne. Hvilket viste sig at være meget langt. Den endte i gyden på den anden side af den myldrende gade, og hun smilede lykkeligt da den landede oven på en dynge skrald.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 26, 2009 17:32:56 GMT 3
"Det lader til, at du har har det hårdt," sagde Ramoan medfølende. "Vi har ikke valgt den bedste tid af blive født på. Med al den krig og usikkerhed og sådan noget.. Så vil du vel benytte landevejene til Jabull, ikke sandt?" Han lagde hovedet let på skrå. Bess var stukket af efter pinden og kom igen tilbage, fuldstændig lalleglad, og lagde pinden foran Tophafs fødder igen. "Giv hende nu en pause, Bess. Du kan ikke underholdes hele tiden," fortalte han hunden med et stille smil.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 26, 2009 18:04:43 GMT 3
Tophaf tog alligevel pinden op og kastede den, og den faldt ned midt mellem folk, uden at det var til at se hvor. Hun rystede på hovedet af hans ord. "Jeg har det godt. Jeg har god mad. Det er godt. Og jeg går på landevejene. Det lettest. Ingen planter. Og flere ting at bytte ting for. Og jeg har godt tøj." Hun pegede på sin flængede, lappede og lasede tynde bluse og den tykkere, men forbrændte og lige så flængede nederdel med et stolt smil. "Der er mange, jeg kender, der er jaloux."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 26, 2009 18:23:26 GMT 3
Ramoan kom til at tænke på de udmagrede børn man kunne møde på gaderne. Så måske var hun heldig alligevel. "Har du noget imod at Bess og mig følger med dig et stykke af vejen? Det er godt på vej mod skoven nemlig." Spurgte han. Bess kom rendende igen med pinden, efter at have søgt lidt efter den. Utrættelig.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 26, 2009 18:28:39 GMT 3
"Jeg er ikke vandt til at have selskab," sagde Tophaf, pludselig genert, og skrabede med foden i jorden foran sig igen. Hun så pinden for sine fødder og tog den op igen, denne gang med en underligt fleksibel flok tæer. Hun tog den i hånden og kastede den igen, og denne gang lå dan længe og balancerede på kanten af et hus, før den faldt ned på blomsterbedet butiksejeren åbenbart havde smykket med.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 26, 2009 18:39:14 GMT 3
Butiksejeren brølede vredt og så rundt efter den skyldige. I det samme kom en stor, grå hund tonsende og sprang op efter pinden, hvorefter den forsvandt ud af syne i folkemængden. Den sørgede for, at butiksejeren ikke så, hvor den drejede hen, og luntede så triumferende tilbage til Ramoan og Tophaf med pinden. "En gang skal jo være den første, ikke?" Sagde Ramoan med et venligt smil. "Det bliver ikke særlig langt. Du skal nok nå at få massere tid for dig selv på vejen."
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 26, 2009 18:43:35 GMT 3
Tophaf nikkede og tog pinden igen, og kastede den så ud til folkene på gaden igen, og et brøl fortalte at en mand var meget utilfreds med den bule, han netop havde anskaffet sig. Tophaf så ikke efter pinden, men på Ramoan, og hun vred sig lidt før hun nikkede. "Vi kan jo prøve," sagde hun. "Men jeg er ikke god til folk. De bliver trætte af mig."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 26, 2009 18:54:25 GMT 3
"Jeg er heller ikke god til folk. Jeg er ikke så god til at snakke med dem Men så er der så meget andet at være god til.. Som.. Som at finde ting for eksempel." Ikke overraskende kom Bess susende tilbage med pinden, men uden en sur mand i hælene. Ramoan smilede bredere. Det var det gode ved Bess. Lige meget hvor stor den var, så kunne den smutte fra alle, når den gad. "Hvis du ikke gider at kaste længere, behøver du altså ikke," mumlede han.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 26, 2009 18:58:19 GMT 3
"Måske... måske er det rigtigt," sagde Tophaf og slog smigret og forlegent øjnene ned, da hun igen tog pinden. Hun kastede den over det nærmeste hushjørne, så man ikke kunne se hvor pinden endte, og i dette kast bestemte hun sig. "Hvis du siger, hvem du er og hvordan du er her, så vil jeg gerne have dig med mig."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Apr 28, 2009 16:18:02 GMT 3
Ramoan trak på skulderen. Det var ikke for meget at forlange, han ville heller ikke selv tage en vildt fremmede med på vandretur. "Godt så. Jeg hedder Ramoan. Ramoan Ankad, hvis det er vigtigt med efternavne. Og min hund hedder Bess, men.. men jeg har vidst kaldt på den så mange gange, at du efterhånden har fundet ud af det. Jeg er her for at tjene lidt penge, og selv om det lyder skørt, at en der elsker naturen så højt som jer, er jeg jæger, så er det altså sandt.." Han gik lidt i stå, men tog så tråden op igen. "Og det er jeg fordi at det er en simpel måde, at kunne være ude i naturen på hele tiden, og.. og til mit forsvar vil jeg sige, at jeg kun skyder det nødvendige, og kun udenfor parringstiden, og holder lige så meget af dyr som stort set alle andre.. Jeg er i den her by for at sælge kødet, og så vil jeg videre. Måske op i bjergene.. Så man kan vel godt sige, at jeg er i landsbyen for pengenes skyld." Han trak på skulderen, og kløede Bess bag øret, da den kom luntende med pinden.
|
|
|
|
Post by Tophaf-Licarna Rûssh on Apr 28, 2009 16:32:07 GMT 3
Tophaf nikkede og tog ud efter pinden igen, mens hun så op på Ramoan. "Ankad? Ankad var en jeg kendte. Kender du Ankad? Hun var... tror jeg." Tophaf blev så tænksom at hun stod med pinden løst i hånden i adskillige minutter, før hun igen kom tilbage til verdenen og lod pinden rasere gaden endnu en gang.
|
|
