|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 17:48:31 GMT 3
"Og du ved alt om mig, gør du ikke?" Han forsøgte at forstå, men han var ingen menneskekender, og hans forståelse for dem var endnu ringere. Så han fortsatte med et spørgsmål han regnede med at kende svaret på. Hun havde mødt hans far, og hun havde et netværk at folk. Som han nu, faktisk, forstod, hvordan hun ejede.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 18:07:05 GMT 3
"Din far fortalte mig det meste... Om din fortid. Jeg havde svært ved at tro på det." Hun smilede svagt og mindes den gamle. "Jeg kunne pludselig... forstå hvorfor du gjorde noget... som var så dumt..." Hun kiggede på ham og trak vejret dybt. "Og så blev jeg forelsket... i dig, alligevel."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 18:14:47 GMT 3
"Hvad gjorde jeg, som var dumt?" Han søgte mere efter noget specifikt. Han havde gjort meget dumt, mishandlet mange kvinder, dræbt mange mænd. Og dette gjorde han stadig, for han manglede en bremse, der kunne stoppe ham. Han så over på hende igen, og et svagt smil viste sig. Hans mor havde fundet sin bremse. Måske havde han også fundet sin.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 18:19:49 GMT 3
"Så meget. Du slog alt ihjel, nærmest. Du... var så vild, og komplet ustyrlig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre..." Hun rystede på hovedet, og smilede stadig. "Jeg synes det var fasinerende i starten. Din vildskab. Men så... rystede det mig. Jeg turde ikke sige hvad jeg egentlig ønskede at sige. Jeg var alt, alt for bange." Det første gang hun havde sagt det til andre end til Ryos far.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 18:41:19 GMT 3
"Du var bange for mig?" Dette skræmte selv ham. Han havde set hende som irriterende og frygtløs, og i stand til at bringe ukendte ting frem i ham. Den gang ukendte. Og hun havde været mere end bare irriterende. "Det var den gang jeg viste dig enhjørningen." Han kunne ikke have været så skræmmende endda. Kunne han?
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 18:48:53 GMT 3
"Jeg har aldrig mødt eller oplevet noget så lyst... så varmt..." Hun smilede til ham og nikkede så. "Jeg har aldrig forstået hvorfor du viste mig den." Hun skuttede sig lidt og lukkede øjnene for at tænke. "Jeg var skrækslagen for dig. Hvis jeg lod mit forsvar falde, bare et sekund, så ville du vinde, og jeg frygtede at det ville ske. Jeg frygtede din vildskab, din vrede, din sorg... Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Og mest af alt, så turde jeg ikke sige hvad jeg rigtig mente. Jeg prikkede bare til dig med små kommentarer og irriterende ting. Måske ville du så blive træt af mig og vi kunne forsvinde hver for sig..." Sådan havde hun haft det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 19:03:39 GMT 3
Ryonell sad længe tavs og forsøgte at tænke tilbage. Hans ansigt var alvorligt og, ikke mindst, forvirret. "Enhjørningen..." Den havde han svaret på. "Jeg havde ikke set en i mange år, og jeg nægtede at lade chancen gå fra mig, selvom det betød at jeg var nødt til at tage dig med." Enhjørninger var så fascinerende. Hans tanker koncentreredes igen om hendes andre ord. "Men jeg ser ingen vildskab på det tidspunkt."
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 19:15:43 GMT 3
"Din vildskab var der hele tiden, men den blev først helt tydelig senere," mumlede hun og rullede med øjnene. "Enhjørningen var smuk... Jeg er glad for, at jeg har fået den oplevelse." Hun smilede svagt og sukkede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 19:43:53 GMT 3
Det virkede som en del af livet han ikke længere huskede, selvom han mente at kunne huske alle sine bevægelser. Men han huskede intet vildt. "Jeg levede blot for at dø." Netop. Manden, der intet havde, havde intet at miste, og den mand var den farligste. Den mand, som havde noget kært, ville betænke sig mere, for ikke at skade det.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 19:59:35 GMT 3
"Alle lever for at dø. Vi ved alle, at en dag, så trækker vi vejret en sidste gang og dør. Jeg har tænkt mig at udnytte tiden indtil da," mumlede hun og det var først nu at hun fandt ud af det. Det ville hun. Ikke spilde sit liv mere. Ikke fortryde mere.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 22:06:59 GMT 3
Ryonell så længe op på hende, inden han så væk. Hun havde lige sagt hans livsfilosofi hun sagde, hun havde bare lavet en lille ændring. I modsætningen til ham blev det ikke den opgivende til sit, men blev til håb. "Hvorfor skulle du, når vi alle ender? Selvom jeg ikke tror på at du kommer i helved."
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 22:18:33 GMT 3
"Jeg ender i helvede, lige ved siden af dig." Hun trak på skulderne og rullede med øjnene. "Sådan er det bare. Og jeg har ikke lyst til bare at rende og lave ingenting. Mine børn og min familie skal nyde deres tid, også." Hun smilede svagt og kiggede væk fra ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 23:02:38 GMT 3
"Du har for gode intensioner til at kunne fortjene det," sagde han. "Der må være retfærdighed i døden. I det mindste ønsker du noget godt, men jeg er så egoistisk som mine forfædre og ender ved deres side. Bortset fra min far." Han smilede. Han var sikker. Hun kunne dræbe så mange hun lystede, men så længe hun kæmpede for sit folk var hun sikker på en plads i det gode.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 4, 2010 19:20:12 GMT 3
"Når du ikke er sammen med mig... Så er det et helved alligevel..." hviskede hun bare og kiggede på hans smil. "Jeg ville ikke... kunne være rigtig glad uden dig." Et svagt smil på hendes læber og hun sukkede. "Jeg gentager mig selv..." Hendes stemme var stadig lav, men varmen havde for længst fået overtaget.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 4, 2010 19:44:08 GMT 3
"Du kunne i det mindste fortælle min far undskyld fra mig." Det kunne godt være at Szuraim døde lykkelig med sine søn i armene, men han havde stadig ikke fået andet end skade ud af sin yngste søn. Og den ældste var det formentligt godt at han havde været overbevist om var død. Men det var jo Ryonell det handlede om.
|
|
[/URL]
