|
|
Post by Shinee on Jan 4, 2010 21:31:17 GMT 3
Shins blik blev let overrasket og hun løftede et øjenbryn. "Selvfølgelig..." mumlede hun og vidste at hun aldrig ville møde den gamle igen. Hun hørte ikke til i himlen. Hendes hjerne arbejdede på at prøve at huske hvad der havde bragt samtalen derhen. Hun vandrede over til ham og satte sig på hug lige foran ham. "Stoler du på mig, Ryo?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 4, 2010 22:19:44 GMT 3
Han tøvede, og tøvede længe. "Jeg... Ved det ikke." Det gjorde ondt at sige. Hvorfor kunne han ikke bare stole på hende? Han så væk fra hende og bandede højlydt. Han kunne ikke selv se grunden til det. Hvorfor var hun så besværlig? Eller var det ham? Men han nåede frem til et svar. Nej. Han stolede ikke på hende. Han kunne bare ikke sige det højt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 4, 2010 22:57:59 GMT 3
"Se..." Hun lagde en hånd på hans kind og tvang ham til at møde sit blik. "Når du stoler på mig... Så kom og sig det. Jeg venter på dig." Hun rettede sig op og gik væk fra ham. Det var jo hvad hun havde forventet, men det gjorde ondt. Det ville altid gøre ondt. "Du ved hvor du kan finde mig, hvis du stoler på mig og husker mig. Jeg er der, hvor du ikke vil være."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 4, 2010 23:03:16 GMT 3
"Jeg går stadig hend til Eremi," sagde Ryonell. Han havde ikke lyst til at forlade hende igen, men hun gav ham, jo ikke noget valg. Han var bange for aldrig at skulle se hende igen, og det gjorde mere ondt end at skulle fortælle hende sandheden. Han rejste sig op og svajede let på grund af skaderne.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 6, 2010 18:41:31 GMT 3
Hun kiggede på ham. "Lad mig hente ham til dig. Eller find en anden mulighed at komme derhen. Du må ikke fortsætte som hid til. " Det eneste der rørte hende ved det var at hun ville være endnu længere tid væk fra børnene. Hun savnede dem allerede, og de omkring en dagsrejse væk.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 6, 2010 20:10:30 GMT 3
"Jeg ændre ikke min fremfærd og ser ikke andre måder end at komme derhen. Hvis du virkelig vil spilde din tid på at hente ham, er du velkommen. Hvis du lover det. Jeg tror på dit ord." Stol på hendes ord, hvis andet ikke var muligt for ham. Han glædede sig til at se sin bror, og frygtede ikke hans reaktion omkring vampyrisme. Den mand lod ikke til at kunne blive væltet af noget.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 6, 2010 20:17:03 GMT 3
"Mit ord?" Hun smilede skævt og rystede på hovedet over ham. "Ligemeget. Enten så henter jeg ham eller du følger med derhen. Jeg er ligeglad. Men du kommer ikke nær hans familie." Hun frygtede Ryo's reaktion. Med faste skridt gik hun i den anden retning, mod Eremi. (den rigtige retning xD)
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 6, 2010 20:48:52 GMT 3
"Er din retningssans blevet bedre?" spurgte han, og opdagede, at det måske var den første gang i årevis han havde drillet andre end sin stive storebror. Hans drillerier var normalt det, der tøede ham op, da andre var for respektfulde eller bange for hans mangelfulde reaktion til at sige noget derhen af. "Jeg følger med, så."
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 6, 2010 22:00:49 GMT 3
Hun smilede svagt. "Jeg kan faktisk godt finde rundt i det her område. Om ikke så ved jeg at jeg skal den vej, som vi kommer fra." Hun fulgte mest lugten som havde ført dem til hvor de var nu. Hendes sår stak ubehageligt, beklagede sig og gjorde ondt, men hun ville ignorere det. Indtil hun var hjemme ved børnene, ville hun ikke slappe af.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 6, 2010 22:14:34 GMT 3
"Det er da godt," sagde Ryonell halvsarkastisk og glemte selv sine egne sår da han begyndte at gå. Han snuste ind og opfangede hendes lugt mere end noget andet. Alle hans kommende ofres lugte forsvandt mod hendes smukke, og et svagt smil strejfede hans ansigt. Hvor var det dog befriende at rejse med hende... Selvom han vidste, da snart skulle skilles igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 6, 2010 22:56:01 GMT 3
"Meget godt. Bedre end at gå i vildskab, en eller anden retning," sukkede hun og gik videre. Hun kom til at kigge ned af sig selv og løftede et øjenbryn. Hendes skjorte var ødelagt... Hendes shorts havde det godt, hvilket var heldigt nok. Og forbindingen forhindrede unødig himmel syn for mænd. Hun rullede med øjnene og undrede sig over, hvor hendes kappe var forsvundet hen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 6, 2010 23:22:01 GMT 3
"Har noget imod at vi flyver?" spurgte han afslappet og betragtede hende med sit enlige, gule øjne under et halvt lukket øjenlåg. "Det går hurtigere, og jeg er... Utålmodig." Han ville meget gerne se sin bror igen. Af en eller anden grund begyndte han at mærke et ubehag. Hvor det kom fra, havde han ingen anelse om.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 7, 2010 18:52:01 GMT 3
Hun kiggede tilbage på ham og trak på skulderne. "Det kan vi... godt. Tror jeg." Hvilket betød at hun skulle helt tæt på ham. På sin vis kunne hun lide tanken, men alligevel ikke. Hun trådte hen til ham og vidste ikke helt hvad hun gøre mere.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 7, 2010 18:56:56 GMT 3
Ryonell tog fat om livet på hende og forhindrede sig i at stivne, da hun kom en smule for tæt på. Han holdt en pause for at vide, at han havde kontrollen, hvor han lod som om han gjorde parat til at lette. Så fløj de, pludselig var jorden væk under deres fødder. Ryonell brugte sit indre kompas til at styre den rigtige vej, mod hans brors hus.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 7, 2010 20:05:36 GMT 3
Hun lagde armene om hans hals og foldede benene om hans talje, kunne ikke lade være. "Undskyld..." mumlede hun og kunne ikke lade være med at nyde at flyve igen. Det var lang tid siden hun havde prøvet det. Hun kiggede rundt, mærkede vinden glide sig over sin krop og mærkede savnet af ham.
|
|
[/URL]