|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 7, 2010 20:26:44 GMT 3
Også Ryonell kunne ikke lade være med at smile svagt. Han brød sig ikke om at hun var tæt på, og så alligevel. Men han forholdte sig tavst og fløj, hurtigt og let. Det var ikke langt væk, eller, det var hans følelse. Senere på eftermiddagen, et par timer, måske. Et par timer. Det føltes i hvert fald ikke som længe før han begyndte at dale igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 7, 2010 21:26:11 GMT 3
Hun forholdte sig tavs og nød bare at flyve og være tæt på ham, mens hun endnu kunne. Da de begyndte at tage, kunne hun fornemme at huset ikke var langt væk. "Du skal ikke tæt på, der kan jo ske ulykker," mumlede hun og lænede sig lidt tilbage for at se på ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 7, 2010 21:41:33 GMT 3
Ryonell så irriteret ud, utilfreds med ordene, men kunne godt se grunden til at hun sagde det. Han nikkede. "Jeg lander her, så kan du hente ham." Hvor han dog hadede dette idiotiske instinktværk! Han kunne ikke engang gå ind i sin egen brors hus længere! Selvom han aldrig ville dræbe sin bror, om der så var hundred instinkter der bad ham om det.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 7, 2010 22:07:06 GMT 3
Hun kiggede alvorligt på ham og gav ham et kort knus. "Jaja, jeg henter ham," sagde hun så og så snart de landede sprang hun ned, løb i retning af huset. Så snart det kom tættere på vidste hun at der var noget galt, men hun kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. "..Jiane..?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 7, 2010 22:40:24 GMT 3
Det lille hus var meget oplyst i forhold til hvad det plejede. Og der var tavst. Selvom der ikke var normalt at der var meget larm i huset, så var der meget stille. Som om der ikke var den mindste vejrtrækning. Så kom Jiane ud af huset. "Eremi?" Hun missede med øjnene gennem mørket, men fik så frembragt et smil. "Shinee! Kom ind, kom ind!"
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 13, 2010 22:17:58 GMT 3
Shinee stivnede og stoppede inden hun nåede lyset fra huset. Hun vidste med det samme at Eremi ikke var der. "Jiane?.. Jeg er nødt til at advare dig. Jeg har forandret mig... Men du skal ikke frygte mig." Langsomt -for hende selv, men hurtigt for mennesker- trådte hun frem i lyset. "Hvor er Eremi?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 13, 2010 22:26:36 GMT 3
"Han... Rejste. Jeg ved ikke hvor han tog hen." Det var sandheden. Han havde nævnt Jeanore, men han havde et ubeslutsomt sind. Han kunne lige så godt have forvildet sig ind i Mida for at kontakte midanerne, selvom han vidste, at de var bange for ham. "Han tog Szumain med sig." Hun havde Shinees halvlillebror på armen, og han stirrede mod sin søster med morens isnende blå øjne. "Men jeg... Har en masse andet at tage mig til."
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 13, 2010 23:24:58 GMT 3
Shinee smilede varmt til broren, selvom hun ikke brød sig om hans øjne. "Hej ven..." Hun gik op til dem og søgte Jianes blik. "Det er vigtigt. Jeg er nødt til at vide hvor han er. Jeg må finde ham." hviskede hun og bed sig i læben. "Ryonell... Det er svært at forklare." Hun kunne ikke forklarer det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 13, 2010 23:41:39 GMT 3
"Han sagde, han ville tage til Jeanore, men jeg ikke sikker." Sagde og sagde. Man var trods alt ikke så glad snak og foretrak skrivebordet. En seddel. Jiane opfangede først nu den andens ord og rynkede panden. "Hvad er der med Ryonell?" Hun var bange for at han var død. Kendte ham jo ikke ligesom Eremi eller Shinee, men vidste, at Eremi ville blive ked af det, hvis han var død.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 14, 2010 18:44:35 GMT 3
"Vi har... et lille familie problem. Men lad være med at bekymre dig om det. Jeg tror.. håber at jeg har det under kontrol." Shinee smilede kort og bakkede væk fra huset igen. "Undskyld jeg forstyrrede. Undskyld alt det jeg pålægger dig." Hun vinkede og forsvandt ud i mørket inden Jiane kunne svare. Hun styrrede direkte mod Ryonell.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 14, 2010 19:49:35 GMT 3
Jiane nikkede farvel og vendte sig om. Hun gik ind i huset igen, og hendes humør havde ikke ændret sig det mindste.
Ryonell stod spændt og ventede på hende, og spændtheden ændredes til nervøsitet - ja, virkelig, nervøs Ryonell - da han opdagede, at hun kom tilbage alene. Havde han mistet sin bror igen? Hvorfor var han ikke med hende? Han begyndte at gå over mod hende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 14, 2010 23:05:42 GMT 3
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men udbrød så bare. "Han.. rejste. Han tog Szuma og rejste. Hun sagde Jeanore." Shin kiggede på hans ansigt og søgte hans øjne. "Ryonell. Han er ikke her." Hendes stemme var bestemt og hun stillede sig hen foran ham. "Jeg ved ikke hvorfor, men han er rejst herfra."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 14, 2010 23:12:46 GMT 3
"Forlod ham dem?" Ryonell lød underligt forvirret. Det gav ikke mening for ham, på en eller anden måde. Han havde allerede forstået hvad det betød, hvad det indebar. Men det gjorde det ikke lettere for ham at forstå alt det andet. "Han... Forlod dem?" Han så forbi hende, selvom hans blik var rettet mod hendes øjne. "Sagde hun ikke hvorfor?" Måske havde han haft en god grund... Men der var bare ingen grunde, der var gode nok.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 14, 2010 23:17:01 GMT 3
"Jeg... spurgte ikke. Jeg tror, at det er bedst hvis han selv forklarer. Hun sagde Jeanore.." Shin lagde forsigtigt en hånd på hver side af hans hovede og trak vejret dybt. "Vi må finde ham. Du må finde ham." Hun kunne ikke tage med. Hun måtte hjem til børnene. "Du må finde ham."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 15, 2010 0:14:36 GMT 3
Langsomt begyndte Ryonell at vågne, og han var vred. En flamme tændtes i hans øjne, en flamme af raseri, der blev ved med at vokse. Hvordan kunne Eremi bare svigte dem! De stolede på ham! Han havde et ansvar! Musklerne omkring Ryonells hals spændtes. Hans blik fokuserede på hende igen. "Jeg finder ham." Der var ikke den mindste tvivl. Han lukkede øjet og søgte ud efter sine instinkter. Hvor var Eremi? Nord. Det var, som om Ryonell kunne fornemme sin storebrors rute. Han åbnede øjet, og så på hende igen. Flammen var ikke slukket. "Pas på dig selv. Og børnene." Han havde lyst til at læne sig frem og lade sine læber strejfe hendes. Men... Han turde ikke lade sig gøre det. I stedet løftede han hænderne og tog også dem på hver side af hendes hoved.
|
|
[/URL]
