|
|
Post by Shinee on Jan 2, 2010 0:34:46 GMT 3
Hun rullede med øjnene og gik væk fra ham. "Jeg forstår det ikke. Jeg forstår dig ikke." Hun rystede på hovedet. "Du er over min forstand. Jeg elsker dig så højt, at du ikke kan forstå det, og du er vel... ligeglad?" Hun gik væk fra ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 2, 2010 0:55:52 GMT 3
"Hvad skulle jeg ellers være?" spurgte han forsvarsberedt. "Du mindst lige så forvirrende som jeg." Han så væk. Følelser var bare så forvirrende. Måske var det derfor hun var forvirrende. Det var det nok. Han kunne ikke forstå det meste, og kunne ikke finde ud af at give udtryk for noget det. "Jeg..." Han hadede når han fik de problemer. "Jeg... Jeg... Jeg elsker..." Han bandede. "You get the picture, right?" spurgte han håbefuldt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 2, 2010 1:12:16 GMT 3
"Not at all." Hun kiggede tilbage på ham og rystede på hovedet. "Du elsker hvad? mig? eller bare... Jeg ved ikke. Ingenting?" Hun begyndte at blive frustreret og trak vejret dybt. Det skulle ikke være sådan. Det var forkert. Hun skar ansigt og kiggede væk fra ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 2, 2010 1:21:49 GMT 3
"Det hjælper ikke at gøre det sværere for mig!" knurrede han, og hans øje flakkede svagt. Var han svag fordi han ikke kunne sige det? Nej, det kunne han ikke være. At elske var en svaghed, det var derfor det havde gjort så ondt da hans mor døde, da han troede Eremi døde, da hans far døde. Og da han mistede hende. Han burde ikke elske hende, det var farligt. Men han kunne ikke forhindre sig i det. "Jeg elsker..." Han trak vejret dybt, lukkede øjnene og lod som om det var en hel ny sætning han lavede. "Dig."
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 11:33:42 GMT 3
Hun sank ned op af et træ og hendes øjne strejfede ham. "Sjovt. Første gang du nogensinde har sagt det... hvor du mener det alvorligt." Hun trak vejret dybt og havde lyst til at... hun vidste ikke hvad hun ville. Hun ville være sammen med ham, men de kunne bare ikke være sammen når han tog afstand fra hende. "Jeg ville ønske... at du stolede på mig."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 13:52:40 GMT 3
"Hvad skal det sige?" spurgte Ryonell. Han mente selv, han stolede på hende fuldt ud. Der var bare... Ting han ikke kunne lide. Og de var ikke nødvendige, vel? Forhåbentligt ikke, men hun sagde jo selv hun havde behov, så det kunne måske blive et problem. Han stirrede ned i jorden. Hvorfor var verdenen så forbandet kompliceret når man stoppede med bare at smadre alle?!
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 13:58:02 GMT 3
"Du stoler ikke på mig. Ikke rigtig. Ikke som du stoler på Eremi. Eller som du stoler på Mo." Hun lænede hovedet tilbage og kiggede op på himlen. "Det... Det er selvfølgelig forståeligt. De har ikke gjort noget i mod dig, som jeg har. Jeg har gjort så mange dumme ting i mod dig." Hun forstod det godt. Men hun kunne lade være med at ønske at han ville stole på hende alligevel.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 15:38:41 GMT 3
"Du..." Han så på hende, og så væk igen. "Du er en kvinde. Den eneste anden kvinde jeg har kendt er min mor. Du er ukendt område for mig." Han vidste ikke hvor det kom fra, men det lød rigtigt. Han havde aldrig... Rigtigt... Kendt nogen kvinde før hun. Hans mor var blot en mor, og hun havde været skræmmende en gang imellem. Hævdede Eremi. Som ikke havde svinget med nogen af sine forældre. "Eremi kender jeg ikke mere, men... Han..." Det var umuligt at forklare. De var brødre, og da de havde været yngre havde de været uadskillelige. Det hang ved, også nu. "Og Mo... Han hjalp mig da mig far døde." Han har set mig på mit aller svageste, så jeg har intet at skjule for ham.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 15:42:34 GMT 3
"Og jeg er bare en, som du tror at du elsker..." hun kunne følge ham. "Det er det jeg mener. Jeg er ingenting i forhold til dem." Hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. Det gjorde stadig ondt, men var til at overkomme nu. "Spørg om hvad som helst og jeg tror jeg vil svare." Der var kun ét spørgsmål hun ikke ville svare på.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 15:55:55 GMT 3
"Jeg har ingen spørgsmål." Blot et ønske om at forstå. Men det kunne han ikke komme til, før han lod hende komme rigtigt ind i sit liv. Der var blot der han havde en mur. Hun var kvinde, og i hans liv havde han aldrig nået at indrette sig til kvinder. "Jeg... Vil bare forstå dig. Og jeg tror ikke spørgsmål hjælper." Han havde heller ikke rigeligt med inspiration. Eremi havde jo sin kone, men hende lod han ikke til at elske. Og Movicht havde en kvinde, han ikke kendte til.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 16:00:26 GMT 3
"Hvad tror du der skal til for at forstå mig... Du tror ikke det vil hjælpe at noget om mig?" hun havde håbet at han selv havde indset det og holdte sine øjne lukkede. "Jeg..." Hun sukkede lavt og rystede på hovedet. "Det må da hjælpe at vide noget... tror du ikke?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 16:11:43 GMT 3
"Du er prinsesse... Og blev bidt for nyligt. Og din far er død." Og hun havde et godt overblik og var god til at indsamle information. "Og du er en idiot." Det var de begge. Behøvede han overhovedet vide mere om hende? Det syntes han ikke selv. Hvad vidste hun overhovedet om ham? Men det var ikke det, det handlede om. "Jeg tror ikke det hjælper noget, men... Hvem er du egentligt?" Det var nok det rigtige spørgsmål.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 16:27:35 GMT 3
Hun grinede kort. "Hvem jeg er? Jeg er mig... tror jeg. Jeg er 26 år. Jeg har aldrig haft det godt med andre end min mor. Jeg hadede slottet da jeg var lille og stak af, ud i byen... Jeg var kendt af alle, men ikke som en prinsesse. Som en af befolkningen..." Hun rystede på hovedet. "Jeg levede mit liv... Min mor døde, da jeg var ung." Hendes stemme bævrede let. "Og min far... giftede sig igen. Det ved du godt." Hun skar ansigt. "Jeg var venner med alle de andre.. i byen. De værste mordere, de fattigste tiggere... de almindelige mennesker." Hun flyttede ikke blikket fra himlen. "De var mine venner og accepterede hvem jeg var. De var... flinke. Bedre folk finder man ikke." Hun grinede svagt og bed sig i læben. "Det er mit liv. Der har du det. Uden de grumme detaljer, som for eksempel slavehandlere og rige, fede, perverse mænd."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Jan 3, 2010 17:05:15 GMT 3
Ryonell betragtede hende. Nej, han kendte hende ikke. Hvad skulle han sige? Det gør mig ondt? Gjorde det ham ondt? Han mærkede efter. Ja, det gjorde ondt. Et sted inde i ham som han aldrig mente at have brugt før, var der noget, der stikkede. Og det vistes i hans ansigt, selvom han var for følelsesmæssigt handicappet til at give udtryk for det i ord. "Jeg forstår dig stadig ikke," sagde han.
|
|
|
|
Post by Shinee on Jan 3, 2010 17:41:19 GMT 3
"Forstå mine handlingere. Forstå mine... ord. Der visse ting jeg kunne have fortalt dig. Som du ikke ville bryde dig om at hører. Ting jeg forgæves har forsøgt at glemme. Men... Jeg fortalte dig sandheden..." Hun skælvede svagt. "Jeg fortalte dig hvordan jeg endte her. Der. I kroen den aften."
|
|
[/URL]