|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 2:33:45 GMT 3
Aijou rystede på hovedet, var ikke i stand til andet. Nej, det kunne ikke være sandhed. Han flyttede dog ikke blikket, og var ikke sikker på om det var hans vilje eller Guds der fik ham til at holde øjenkontakten. "Det kan ikke være sandt," mumlede han. "Og det gør det heller ikke lettere at se nogen i øjnene."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 2:36:55 GMT 3
"Jo det gør så. For du skal bare tænke at de ikke er mere værd end dig. Ingen er mere værd end dig. Det er sandt. Tro på mig og vær modig." Hn ventede tålmodigt på at hans skulle sige ordene. Ville ikke give op, når hn vidste at knægten havde det i sig. At knægten kunne tro på sig selv, hvis blot han turde. "Tro på dig selv."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 2:43:15 GMT 3
Han rystede igen på hovedet. "Jeg er ikke guddommelig," mumlede han, hele hans hjerne satte bremserne i for at forhindre ham i at nikke, for at sørge for, at han ikke kom til at tro. Han mening var at tjene, det var sådan det skulle være, han skulle ikke andet! Aijou knyttede hånden og blinkede med øjnene. Men... hvad nu hvis det ikke behøvede at være sådan? Hvis han kunne klare at nogen serverede hans mad, hvis han kunne lade sig selv blive glad? Hvis han kunne leve på samme måde som englene, uden at frygte for spark og slag?
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 12:08:56 GMT 3
"Jeg er bare Gud. Ordet guddommelig kommer fordi det rygtes at jeg er perfekt og hel. Men jeg er bare større end jer andre. Vi er alle forskellige. Men ikke mere værd end andre." Hn læste hans øjne og holdte øjenkontakten. "Du er lige så meget værd som mig. Jeg er bare større."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 17:33:02 GMT 3
"Hvis vi er lige meget værd, hvorfor er vi så så forskellige? Hvordan kan vi være det?" spurgte han. Det var det eneste han ikke længere kunne forstå. Han kunne forstå at man var forskellige, og han kunne forstå at alle kunne være lige meget værd, men han forstod ikke hvordan de to ting kunne være sammen.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 18:26:14 GMT 3
"Alt liv er ens, men personligheder og instinkter skifter." Guds var alvorlig. "Det er også en vigtig ting at huske." Hn løftede endelig blikket og rettede det mod himlen, inden hn kiggede ned igen. Ønskede at vide om Aijou turde møde hans blik igen.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 18:43:08 GMT 3
Aijous øjne søgte nedad i samme øjeblik han var kommet løs fra den andens blik, men han mærkede hurtigt hns blik på sig igen, og han løftede igen blikket. Langsomt gled det op, men det var en sikker bevægelse, ikke tøvende som sidste gang han havde rettet øjnene mod den anden. "Kunne jeg så... måske... blive lige så meget værd som du?" At han bare overvejede det var et skridt på vejen.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 18:51:06 GMT 3
"Selvfølgelig kan du det. Det er du faktisk allerede, Aijou." Gud smilede og var glad for at det var lykkes Aijou at blive bare en smule mere sikker. "Selvfølgelig." Vinden blæste forsigtigt hen over taget og fik hns hår til at blafre.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 19:25:09 GMT 3
Han rystede på hovedet, tavst. Nej, det var han ikke. Endnu. Han kunne blive, ja, det kunne han. Men ikke endnu. Det kunne han ikke få sig selv til at tro på. Det virkede forkert. Og alt for hurtigt. "Det er en... meget underlig tanke," mumlede han og så ind i Guds øjne. Det virkede som en hånen, men han forsøgte at forhindre sig i at tænke sådan.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 0:53:45 GMT 3
"Men alle tanker har betydning, har de ikke? nej, nu bevæger vi os ud i noget helt andet... Jeg tror vi må sende dig tilbage til en som har brug for at du er der. Vil du tage afsted?" Gub smilede venligt og afventende. "Selvfølgelig, du må gerne blive her, men det ville blive kedeligt i længden."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 1:04:47 GMT 3
Aijou vidste ikke om det var et valg der allerede var truffet for ham, hvor han bare skulle sige det ja der virkede mere rituelt, eller om det var en egentligt egen beslutning. Han så stadig Gub ind i øjnene, men der var tydelig usikkerhed, og det virkede flakkende selvom han holdt det fast. Han lavede et forsøg der normalt ville have kostet et slag eller spark. "Jeg vil gerne... Hjem. Til Kiaji."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 1:14:50 GMT 3
Gub nikkede. "Det er helt og holdent dit valg. Alt det rituale er bare noget fis jeg putter oveni, når jeg ved hvad du har valgt indeni." Hn grinede og Aijou forsvandt, lyset ikke så skarpt som når Kiaji gjorde det. Gub var mere øvet. "Åh... Jeg bliver aldrig træt af den udsigt..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 1:23:26 GMT 3
Aijou glippede med øjnene og så sig hurtigt omkring. Han stod udenfor Kiajis hus, eller rettere, hendes forældres hus. Et øjeblik tøvede han, men gik derefter ind og så sig igen hurtigt omkring. Blev mere bevidst om hvordan der var end nogensinde før. "Kiaji?" spurgte han forsigtigt, men alligevel var hans stemme anderledes.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 1:27:15 GMT 3
Kiaji sad i vindueskarmen, oppe på sit værelse. Stedet hun holdte allermest af. Hun kunne mærke det, med det samme Aijou var i nærheden. Men hun troede ikke på at det var rigtigt. Aijou var væk. Hun smilede svagt for sig selv. Det var måske det bedste... Men hun savnede ham... meget. Det var ligesom før. Men hun græd ikke.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 1:35:45 GMT 3
Aijou søgte ud og strejfede hurtigt hende med sin bevidsthed, mærkede nogenlunde hvor hun var, og han bredte sine vinger og fløj op til loftet, løftede lemmen og trak sig op. Verdenen virkede anderledes, men alligevel så normal. Det var som om han havde vandret der som blind, og pludselig var blevet i stand til at se farverne i verdenen. Han lukkede lemmen, så op på hende og smilede. Så hende ind i øjnene. Hun var meget lettere end Gub, på en eller anden måde, og han havde ingen lyst til at se væk. "Kiaji."
|
|
