|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 10, 2009 22:29:43 GMT 3
Gud sukkede lavt. Det var et problem. "Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre. Men tænk på hvornår du har været glad... hvornår der er en varm følelse... Hvis du ikke har prøvet at være glad..." Hn lukkede kort øjnene og kiggede direkte på Aijou. "Jeg vil række dig en hånd Aijou, vil du tage den?" Gud rakte hånden frem mod Aijou.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 10, 2009 22:51:16 GMT 3
En kuldegysning løb op langs hans rygrad da han fornemmede guddommeligheden nærme sig, og hans blik rettede sig mod hånden. Ubehagen forsvandt ikke, og han havde mest lyst til at bakke væk, selvom han ikke kunne forstå grunden. Han stivede sig af og lukkede øjnene et øjeblik, åbnede øjnene og rakte hånden ud.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 0:26:07 GMT 3
Gud lukkede kort øjnene. "Din historie minder mig om fortidens mange trængsler. Ved du hvordan Satan forlod himlen, og glemte sin kone og sit barn? De levede her og barnets minder på sin vis om dig." Omgivelserne flimrede og de var på engen, men træerne var ikke nær så store og smukke. En ung knægt sad op af et træ og hans mørke øjne var triste. "Det er satans søn... Hans eneste der overlevede englenes vrede. Hans mor døde." Hn lagde en hånd på Aijous skulder. "Det er starten. Lad os spole tiden frem..." En ung pige der sad foran en gammel engel. De grinede og en dreng viste sig i vinduet bagved. Han rødmede da han blev opdaget af den gamle og pigen rødmede endnu mere. Den gamle mand buldrede af grin og man kunne se at det var den unge fra før. "Ungdommen!" Gud kiggede på Aijou. "Se hans ansigt.." Den gamle smilede bredt og varmt og rystede på hovedet. Han kiggede ned på sine hænder og knyttede dem. "Han overlevede det. Det er muligt at overleve det."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 0:45:49 GMT 3
"Jeg... forstår det bare ikke," mumlede dødsenglen mens han betragtede de to. "Hvordan kan han... Var de sammen hele livet? Lykke... Glade?" Han ville ikke kunne tro på det hvis det var hvad Gud ville hævde, og han slog øjnene ned, bevidst om dette. "Elskede de hinanden hele livet?" Han kunne ikke sige om hans egne forældre havde elsket hinanden i starten.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 0:50:34 GMT 3
"De elskede hinanden... hele livet. På trods af deres forskelle. Han var larmende, stor og lidt for hård til at være en engel. Og hans elskede var det modsatte. Men de var sammen alligevel. Han var så tæt på at ende som ingenting. Han ville også væk. Han var klar over alt hvad hans far gjorde af fejl og ondskab, men han blev overbevist om at alle er forskellige. At han ikke var som sin far. Og at han ville tage i mod gaven, hjælpen og håbet." Gud kiggede på Aijou.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 1:11:37 GMT 3
"Hvordan kan man overhovedet være i stand til at gøre det?" spurgte Aijou næsten hviskende, som om han ikke havde hørt fortsættelsen. Han var lige ved at skæve til Gud for at se hns ansigtsudtryk, men tog sig i det og holdt øjnene på de elskende. Så lukkede han øjnene og så ned igen. "Jeg... ved bare ikke hvordan man skal gøre."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 1:15:55 GMT 3
Gud nikkede. "Aijou. Du må huske at alle er forskellige... og at alle kan forandre sig." Ordene var venlig og lette. Billedet gled langsomt ud i kanterne og Gud stod et tomt sted ved siden af Aijou. "Du må huske det. Satan forandrede sig. Ham lige før forandrede sig. Han var noget af det der skabte." Hn sukkede let. "Alle er forskellige, ligemeget hvor vi er født og hvem vi ligner."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 1:27:50 GMT 3
Aijou nikkede, og forstod udemærket det meste. Ingen af ham og hans søskende var ens, selvom de havde de samme forældre og var vokset op i samme hus. At man kunne forandre sig var en smule sværere, for alle lod til at være som de var gennem hele livet. Ingen forandring. Han tøvede og forsøgte at tænke tilbage. Han havde selv ændret sig flere gange gennem livet. Og andre havde også. Han nikkede igen, mere sikkert. Jo. Han forstod. Men han kunne alligevel ikke helt tro det. "Hvordan skal jeg kunne ændre mig?" Og hvad skulle han ændre sig til?
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 1:32:35 GMT 3
"Alle kan forandre sig, Aijou. Det er bare et spørgsmål om at kunne have modet og viljen. Det har du. Den gemmer sig bare lidt bag din frygt." Gud smilede og de stod på taget. "Det er ikke så svært at tro på. Hvis du bare tør. Mod er noget af det største. Vi skal bruge det til alt. Tør du være modig, Aijou?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 1:41:12 GMT 3
Aijou så stadig ikke på ham, men trak blot på skulderne. Han var nødt til at tvinge sig selv til at tænke over det, i stedet for blot at svare ja for at gøre Gud tilfreds. Han overvejede nejet, men mærkede hvordan det gjorde ondt på ham selv da han tænkte dette. Han var ikke modig nok til at lade være, vare hans konklusion, og han nikkede.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 1:44:46 GMT 3
"Så stol på dig selv. Lav et løfte med mig, og med dit hjerte. Lov dig selv at være modig nok." Gud rakte hånden frem igen og var helt rolig. Hns væsen emmede i alt. "Vær modig nok, til at kigge op på mig." Hn lod blikket hvile på Aijou hele tiden.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 1:53:41 GMT 3
Aijous blik flakkede, og han bed sig i underlæben. "Det er ikke meningen at jeg..." mumlede han, men tog sig i det. Det virkede som en dårlig vane, og det var det jo også, på en eller anden måde. "Und..." Også det var en dårlig vane. Han havde bevidst at man faktisk kunne sige undskyld for mange gange. I stedet rettede han sig op og tvang sig til at møde øjnene af en kvinde i fyrrene.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 1:57:35 GMT 3
"Det er dig selv der vælger om det er meningen, Aijou. Det er kun dig." Gud smilede langsomt og holdte hånden hvor den var. "Vil du love at være så modig som du er nu? Vil du love dig selv det?" Øjnene lyste af en uendelig kraft, men de var ikke fjendtlige. De gav Aijou en chance.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 12, 2009 2:12:34 GMT 3
Det var svært at være 'modig'. Øjnene forsøgte at tvinge sig ned igen, væk, og han følte sig stærkt utilpas ved det. Han blinkede flere gange med øjnene, som om hans øjne havde svært ved at vende sig til den nye højde af verdenen. "Hvorfor skal man se hinanden i øjnene?" spurgte han og forhindrede øjnene i at glide ned. Jo, han ville meget gerne blive ved med at være så... 'modig'.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 12, 2009 2:15:52 GMT 3
"Fordi vi er lige. Jeg er ikke højere end dig. Alt liv har samme værdig, Aijou, så vi er nødt til at være modige og se alle i øjnene. For at vise at det er sandheden. Dem der bilder andet ind skal have at vide at de tager fejl. Vi stammer alle fra det samme. Både du og jeg." Gud smilede stadig og fastholdte Aijous blik.
|
|
