|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 1:39:41 GMT 3
Hun mødte hans blik og skulede. "Nu er jeg også begyndt at se syner?!" Hendes stemme kunne ikke skjule strejfet at lettelse og glæde, for selvom det bare var et syn, var det en utrolig dejlig hændelse. Hun kravlede ned, forsigtig og langsomt. Havde en stor kimono på. "Det typisk..." Mumlede hun og vendte sig om. Gik frem mod Aijou med et fast blik.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 1:46:12 GMT 3
"Hvorfor skulle du se syner?" spurgte Aijou, og hans blik flakkede forvirret et øjeblik inden hans næstensorte øjne igen fandt hendes brune øjne. "Jeg... William tog mig over til Gud. Jeg er ked af at jeg forsvandt." Havde han en grund til at undskylde? Ja, det havde han. "Jeg undskylder. Selvom jeg tror det var nødvendigt." Igen, hans stemme var anderledes.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 1:50:26 GMT 3
Kia løftede et øjenbryn. "... Jeg tror ikke på dig. Ved du hvorfor? fordi jeg er dum. Men det tror jeg kan overleves." Hun besluttede at afprøve om han var der eller ej, lænede sig frem og omfavnede ham. "Det er måske alligevel... sandt." Han forsvandt ikke. Hvorfor forsvandt han ikke...?
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 1:55:35 GMT 3
En lille trækning viste sig i hans mundvige. "Jeg forstår dig ikke." Han vidste ikke om det var rart, at hun krammede ham, men... det var i hvert fald ikke forkert. Havde han lyst til at gøre det igen? Ja, han havde lyst til at gøre det. Så var det bare om han kunne tillade sig det. Ville hun have noget imod det? Han rakte hånden frem og tog hendes, og gjorde den anden arms bevægelse så tydelig, at hun kunne trække sig væk hvis hun ikke ønskede det.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 2:00:05 GMT 3
"Jeg forstår heller ikke noget...." mumlede hun og knugede ham bare ind mod sig. Lukkede øjnene og trak vejret dybt. "Jeg er forvirret, men..." Hun kiggede på ham og rystede på hovedet. "Hvorfor er du her overhovedet?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 2:05:17 GMT 3
"Fordi..." Han rynkede panden og så ned da han tænkte sig op, men genetablerede kontakten da han fandt svaret. Et eller andet sted indeni sig. "Fordi jeg havde lyst." Han havde lyst til noget. Det var forbudt. Eller, havde været, men om det var det nu... Gud havde sagt det ikke var. Han havde lov til det samme som anddre. Regnede han med. "Fordi jeg elsker dig. Og... fordi jeg er sulten, og der plejer at være mad her."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 2:09:39 GMT 3
"Så skal du være velkommen..." Kiaji smilede svagt og nægtede at slippe ham. "Jeg tror stadig ikke på dig. Det er intet personligt... Vil du ikke gå med?" Hun frygtede at han ville forsvinde, hvis hun vendte sig væk og trak ham over til lemmen. Hun havde lyst til at holde om ham, men han var sulten. "Hvad vil du have af mad?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 2:13:58 GMT 3
"Jeg kunne godt tænke mig..." Kunne godt tænke mig lød forkert. "Må jeg få..." Må jeg få føltes som en kommando. Han sukkede og ledte efter noget, men havde intet, som var godt nok til at sætte foran. "Brød. Og suppe. Hvis der er noget." Han kunne godt selv lave det. "Jeg gør det bare selv." Han hoppede ned gennem lemmen og så op på hende. "Kunne vi... Tage ind til en af byerne bagefter? En af de større?"
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 11:58:05 GMT 3
Kiaji løftede et øjenbryn og stirrede lidt. "hvad..?" Hun sprang efter ham og landede ikke overrasket siddende på gulvet. "Hvad har Gub gjort ved dig..?!" hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Overbevisningen gled over på et syn igen og hun rejste sig langsomt. "Jeg er virkelig forvirret..." mumlede hun og gik ud i køkkenet uden at kigge mere på ham. Det var... hun vidste ikke hvad det var. Men det var svært.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 12:29:21 GMT 3
"Er jeg for hurtig for dig?" spurgte han, pludselig nervøs. Han ville ikke skræmme hende, på samme måde som hendes mor havde skræmt ham da han mødte hende første gang. Det havde været fordi hun netop havde været hurtig, sprunget fra trin til trin på få sekunder. Han fulgte med ud i køkkenet og fandt noget brød frem.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 17:41:52 GMT 3
"For hurtig?.. Aijou... Jeg ved ikke engang om du overhovedet findes?!" udbrød hun og greb fat i hans hænder. "Du er ikke som du var før." Hendes egne hænder rystede og hun mærkede usikkerheden. "Jeg forstår det ikke!!"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 17:49:23 GMT 3
"Kan jeg hjælpe dig med at forstå?" Han lagde hovedet på skrå og en rynke viste sig mellem hans øjenbryn. "Eller... Vil du hellere have den anden... mig? Kan du bedre lide ham?" Der laver jeg jo ikke andet end at skade dig. Han slog øjnene ned, og den 'tidligere' ham var der pludselig. Han aede forsigtigt hendes hænder.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 13, 2009 20:19:03 GMT 3
Hun trak hænderne til sig og rystede på hovedet. "Der er ikke nogen anden dig... Der er kun dig som du er. Men jeg ved ikke helt hvem du er. Jeg har jo ikke haft muligheden til at lære dig at kende." Hun smilede svagt og løftede hans ansigt. "Men jeg tør stadig ikke tro på at du er her. Jeg ser ingen grund til at du ikke bare er et spøgelse fra min hjerne."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Dec 13, 2009 22:38:22 GMT 3
"Er der en måde jeg kan bevise mig selv på?" spurgte han og så op på hende igen, så hende i øjnene. "Er der nogen måde jeg kan bevise, at jeg ikke er... falsk?" Han lagde igen hovedet let på skrå, og usikkerhed og nervøsitet hærgede stadig hans sind. Han mærkede hende forældre nærme sig, og brød øjenkontakten for at se efter dem.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Dec 14, 2009 21:54:37 GMT 3
Kiaji bed sig i læben og mærkede forældrene. Hun kiggede på Aijou og strøg forsigtigt hans kind. Hendes forældre stoppede et stykke fra huset, kunne hun mærke, og hun lænede sig frem mod Aijou. Det var nu eller aldrig, for hun vidste ikke hvorår hun turde igen. Hun kyssede ham forsigtigt. "Jeg ved ikke... Hvad der skal ske nu..." hviskede hun lavt.
|
|
