|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 15, 2009 23:33:13 GMT 3
"Shi... Shinee, hvad undskylder du for?" Han strøg hende, forsigtigt, kærligt. "Hvordan gør det ondt? Er det noget jeg kan hjælpe med?" Det kunne ses i hans øje - han var ikke rigtigt til stede. Smerter og ændringer i hans krop og sind gjorde ham utilstedeværende. Han var lige ved at bide hul på sin egen læbe da hans ene hugtand blev fuldt udvokset.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 16, 2009 22:33:04 GMT 3
Der løb en rystelse igennem hendes krop og hun klamrede sig til ham. "Det min skyld..." Hun skar ansigt og mærkede forandringen springe igennem hele sin krop, hvorefter hun mistede taget i bevistheden og faldt sammen. Det varede dog ikke lang tid inden hun vågnede igen og stirrede på ham. "Jeg fik det til at ske..."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 16, 2009 23:46:19 GMT 3
"Skyld i hvad?" spurgte Ryonell, tydeligt forvirret, stadig uden et blik mod flagermusevampyren. Han aede hende stadig, klappede hende på hovedet. "Er der noget jeg kan hjælpe med?" gentog han, og selvom man skulle tro at det blev mere indtrængende. Men han var for fjern til at kunne føle irritationen, ligesom han havde glemt at han havde spurgt før.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 17, 2009 21:11:54 GMT 3
Hun gemte ansigtet i hans trøje og rystede på hovedet. "Nej, intet, det er forfærdeligt, det min skyld. Jeg vil ikke mere, jeg kan det mere..." Hun trak sig selv i håret, hendes øjne skinnede af frygt og angst. Smerte. Det var overvældene igen. "Gå væk fra mig. Jeg ved ikke noget. Jeg ved ingenting..." Hun kravlede op og sprang tilbage. "jeg er farlig. Jeg bringer uheld. Gå væk."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 17, 2009 22:22:41 GMT 3
Ryonell så uforstående på hende. "Hvad mener du?" Var hans kærlighed ensidig? Hvorfor havde han så et barn med hende? Var det ham der havde gjort hende gravid? Hvorfor huskede han ikke noget? Han gik over mod hende, langsomt, for at smerterne ikke skulle være for slemme. Var det bare ham, eller var den ved at gå væk?
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 17, 2009 22:31:11 GMT 3
Hun rystede på hovedet, mens tårer som gerne ville falde, ikke faldt. "Nej, jeg slår dig bare ihjel. Jeg har ikke gjort noget godt for dig, undskyld, jeg var egoistisk, jeg ville bare gøre dig lykkelig, men jeg er ikke god, jeg er slem, jeg bringer ulykke, du må ikke rører mig, så dør du?!" Det var ikke en trusel, man kunne se hvordan hun selv troede på det og at hun advarende ham fordi at han ikke måtte blive såret. "Jeg kan ikke... Jeg..."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 17, 2009 22:37:02 GMT 3
Ryonell rystede på hovedet og gik lidt nærmere. "Shinee, jeg har virkelig ingen anelse om hvad du snakker om," sagde han, langsomt og usikkert. Han så på hende, og langsomt blev hans øje mere klart. "Kan du ikke bare forklare det, gerne langsomt." Han kunne selv se at han havde meget svært ved at følge med i hvad hun sagde.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 17, 2009 22:46:44 GMT 3
"Jeg dør, jeg skal dø, de er døde, jeg er bange, Ryonell, jeg er bange!" Hun så forfærdelig ud, tøjet hang i laser og den alt alt for store mave. Huden så ud som om den skulle sprække, mens hun mærkede ingenting indeni den. "Det min skyld vi endte sådan her, Ryonell. At vi... At vi.." Hun turde ikke sige det og en ve fik hendes krop til at ryste helt sindssygt. "Jeg skal føde... Jeg skal føde nu." Hun knækkede sammen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 17, 2009 23:09:28 GMT 3
"Jamen, så gør det..." sagde Ryonell og så stadig meget uforstående på hende. "Hvad mener du med at vi er endt...?" Han var langt fra med dem, et eller andet sted over deres hoveder. Han gik hen mod hende igen, uden at reagere på hendes modstand. Han var en smule mere klar i hovedet da smerterne langsomt lettede.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 17, 2009 23:41:21 GMT 3
Hun var ved at skrige ved næste ve og var klar over at fødslen var alt for tæt på... "Det gør ondt, det gør ondt!" Råbte hun og lå på jorden i en split sekund. "Ryonell, nej..." Hun stirrede på ham og rystede på hovedet. Smerten havde næsten blændet hende. "Det gør.. ONDT?!" Hun vidste at hun skulle føde nu. Og der var ikke noget. Det var kun hende, Ryo og Jhanin... "Jeg kan ikke mere... jeg kan ikke..." Hun måtte føde nu, med eller uden nogen til at hjælpe.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 18, 2009 0:04:14 GMT 3
"Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han for noget, der måtte være hundredsyttende gang. Svag angst voksede pludselig frem i hans øje. Han var ved at komme tilbage til livet, men endnu kom spørgsmålet om, hvad der var sket ikke op hos ham. Han koncentrerede sig fuldt ud om hende, satte sig på knæ ved hendes side, uden at have nogen anelse om hvad han skulle gøre.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 18, 2009 0:18:08 GMT 3
Hun rystede på hovedet. "Børnene... Du må tage dem..." Det var ham der skulle berolige hende! Hun gispede og himlede med øjnene. Fødslen var igang.... "Du er nødt til at tage børnene!" Hun skreg næsten af ham og det lettede en smule. Hun fik fat i hans skulder og skubbede ham ned foran sig, brutalt. "Du bliver nødt til at tage dem..." hun stønnede og hulkede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 18, 2009 0:29:23 GMT 3
"Du burde få hjælp," sagde han og en underlig lugt blev fanget af hans næsebor. Han gjorde som hun sagde, stivede sig af, og ventede til han vidste, hvad der skulle foregå. Et eller andet rodede rundt inden i ham, men han ignorerede det. Den underlige lugt blev ved hans næse, og han fandt ud af at han lugtede blod. Han havde stadig ikke overskud til at tænke over, hvad det betød.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 22, 2009 19:17:45 GMT 3
Shinee skreg, hendes skrig fyldt med smerte, mens hende krop rystede halvt i kramper...
Hun stirrede tomt frem for sig. Kunne høre skrig, der ikke var hendes egne. Skrigende var spinklere... svagere... Hun lukkede øjnene, krummede sig sammen og følte sig tom. Følte sig uden betydning...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 22, 2009 19:40:29 GMT 3
Ryonell havde dem i sine hænder, og han stirrede med store øjne. Hvad... PIGER?! Han gøs, og så op på hende. Hvad han så var til gengæld ikke hende. Jhanin var vågnet og havde lagt sig, mere eller mindre, hen over hende.
"Nuurh, hvor er de søde, må jeg holde?!" spurgte han med sine blinde øjne lysende af nysgerrighed.
"Begge dine arme er brækkede," meddelte Ryonell, og vidste ikke om han skulle hjælpe den blinde dreng eller pande ham en. Det der... kunne ikke være hans flagermus... "Og gå ned af min kone." Hvordan kunne han få knægten af hende med børnene i hænderne? Han stirrede ned på dem, og de skreg stadig. Skræmmende. De havde meget luft i lungerne.
|
|
[/URL]
