|
|
Post by Nevoja on Nov 15, 2009 0:36:39 GMT 3
Nevojas latter steg, skinger og sindssyg, i takt med at vanviddet steg hende til hovedet, som det syge blik sprang frem i hendes øjne, og dræberinstinktet overskyggede alt andet. "Du kan ikke beskytte din kære famillie, lille prins," hvislede hun i et legende tonefald, da hun sprang frem, slog ham halvt fordærvet med næver og spark.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 15, 2009 0:50:58 GMT 3
Shin opdagede ingenting. Hun skreg videre i frygt og var skrækslagen over børnene. De bevægede sig ikke, hvor bevægede de sig ikke?! Hvor var Ryonell?! Vampyren havde bidt hende, vampyren havde... hendes lille dreng, hendes lille dreng... Hun krummede sig sammen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 15, 2009 1:00:08 GMT 3
Jhanin udstødte et halvkvalt host, igang med at blive kvalt i andres og sit eget blod. Hans fjerne øjne blev endnu mere ufokuserede da han lukkede dem og lagde hovedet mod jorden. Intet var endnu kommet på plads. Han vidste ikke engang hvilken vej Nevoja var. Imens hørte Ryonell skriget, og gennem smerten, der endnu ikke var forsvundet, tvang hans bevidsthed sig frem. Det gjorde ondt. Det gjorde forbandet ondt. Han rejste sig, spøgelsesagtigt, og åbnede sit enlige øje. Så ned på Shinee, så Jhanin, til sidst på Nevoja. Hun var det eneste han kunne huske, andet end at han skulle føle smerte ved kvindens skrig. Hvilket han gjorde. Han hadede denne kvinde, uden at forstå hvorfor. Han sprang frem, angreb med den vildskab hun lige havde haft overfor Jhanin.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Nov 15, 2009 1:17:23 GMT 3
Nevoja blev overrumplet, havde ikke set, at Ryonell var vågnet. Alt snurrede rundt for hende, da hun slog hovedet hårdt mod jorden, og hendes latter forstummede, da hun desperat forsøgte at vride sig fri, at komme væk. Hun virrede med hovedet, men trods panikken lyste hendes øjne stadig sindssygt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 15, 2009 1:25:34 GMT 3
Ryonell kæmpede som han plejede, egentligt utrænet, med arme og ben. Men han var effektiv, på trods af sin utrænethed, og han sendte et spark mod hendes ansigt, hvor han ikke så, at det var hurtigere end hans normale bevægelser. Smerten var stærk, tæt på at være lammende, men han skød det fra sig og koncentrerede sig om at fjerne truslen fra... en eller anden.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Nov 15, 2009 1:33:23 GMT 3
Nevoja hvæste, da han sparkede hende i hovedet. Hun kneb øjnene sammen. Var hun begyndt at blive svimmel? Det hele begyndt at flyde lidt ud for hende. Hun følte sig svimmel, forsøgte at sætte sig op, at rive ham væk, fordi hun vidste, at han havde tænkt sig at dræbe hende, og at han var godt i gang med at forvandle sig til vampyr, hvilket gjorde det meget værre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 15, 2009 1:43:14 GMT 3
Ryonell hvæste på en måde han aldrig havde prøvet før, og et helt nyt instinkt fik ham til at kaste sig frem mod hende og bore tænderne i hendes hals. De var ikke engang fuldt udvoksede endnu, men de var alligevel næsten sylespidse. Han mærkede noget knække under sine kæber, vred rundt og trak fra. Så slap han hende og så sig omkring. Han havde mest af alt lyst til at lægge sig ned og sove, men den navnløse kvinde lå og vred sig på jorden. Og han elskede hende, så han kunne ikke lade hende lægge sådan. Han gik langsomt hen til hende og satte sig på jorden ved hendes side, halvt bedøvet af smerte.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Nov 15, 2009 14:07:35 GMT 3
Nevoja var ynkelig og forslået, bidt af en vampyr og døden nær, da hun kom kravlende hen mod sit mål. Kongens kiste. Hun ville dø i kongens kiste. Og så ville hun møde Vanny på den anden side, og torturere alle de døde om og om igen, for de var jo døde i forvejen, så de ville nok bare... Blive ved med at være døde. Man kunne jo nok ikke dobbeltdø. Det var alt, hvad hun kunne koncentrere sig om, da hun i en tåget tilstand løftede låget, og havde glemt alt om, at hun havde gjort det for få sekunder siden, da hun på en eller anden måde fik lagt sig ned i kisten og drog det sidste åndedræt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 15, 2009 14:13:47 GMT 3
Shinee stoppede med at bevæge sig, meget pludseligt. Hun var bleg og smerten åd hende op, indefra og forsvandt så. Fødslen var igang, hun var ikke i tvivl, men det gjorde ikke så ondt mere. Hendes børn.. Hun stirrede blindt på Ryo og opfangede pludselig at han var der. Hun havde ingen stemme tilbage, men tvang sin blytunge arm til at løfte sig og strejfede hans arm. Hans kind.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 15, 2009 14:19:45 GMT 3
Ryonell betragtede hende bare, og langsomt lod han hånden strejfe hendes ansigt. "Hvad kan jeg hjælpe med?" Han vidste ikke hvor stemmen kom fra, eller hvem denne kvinde var, kun at han elskede hende og forsøgte at hjælpe hende. Hvordan vidste han ikke. Han vidste også, at han ikke havde forstand på hvad der skete med hende, hvad hun lavede. Smerten var stadig stor og gennemborende, han var langt fra forvandlet færdig, men han kunne alligevel sidde ved hende, forsøge at støtte hende. Denne ukendte kvinde...
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 15, 2009 19:09:08 GMT 3
Hun trak vejret dybt og lagde sin hånd oven på hans. Løftede hans hånd og betragtede den med forvirrede øjne. Det var som om alt var anderledes. Hun så op på ham og mærkede trykheden blande sig med hendes frygt. "Ryonell..." kun en svag hvisken og hun lukkede øjnene da smerterne blev stærkere. "Det gør ondt..." hun vred sig igen og gispede efter luft.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 15, 2009 21:25:58 GMT 3
Ryonell? Var det hans navn? Ja, det lød i hvert fald bekendt nok til at være hans navn. Alt virkede så tåget og underligt. Han nikkede over hendes ord. "Hvordan gør det ondt?" Ondt ligesom han havde ondt eller ondt på en anden måde? Han strøg hende over kroppen og strejfede hendes mave med meget lette fingre. Han var i for mange smerter til at gå i panik.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 15, 2009 21:39:37 GMT 3
Shinee sitrede under hans hænder, mens smerten tog til igen. Hun ville græde, hun ville skrige men kunne ikke. "Det gør virkelig ondt, Ryonell..." Hun rakte sine rystende hænder op og holdte dem på hver side af hans hovede, blidt og forsigtigt. Hun rørte ham næsten ikke, men hun kunne se ham og vidste at han var der. "Undskyld... Undskyld..." Hun var ikke sikker på hvad hun undskyldte, men det føltes som om der gik hul på et eller andet inde i hende og hun krummede sig sammen, slap ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Nov 15, 2009 22:22:28 GMT 3
Hvorfor undskyldte hun? Ryonell så lidt på hende og blinkede med øjnene. Shinee. Hun hed Shinee, og han elskede hende. "Hvad kan jeg hjælpe med?" Hun havde ikke forklaret hvordan det gjorde ondt, så han vidste ikke hvad han skulle sige. Et stykke fra dem lå Jhanin, nu fuldkommen ubevægelig. Men kunne ikke engang se om han trak vejret eller ej, men ingen af de to havde overskud til at se på ham.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 15, 2009 22:56:46 GMT 3
Hun rystede på hovedet og kæmpede sig op og side. Hvorfor gjorde det så ondt..?! Hun gemte ansigtet i hænderne og kiggede op på ham og rørte forsigtigt hans kind igen. "Jeg er så ked af det!" hviskede hun og så smertefuldt på ham. "Undskyld. Det min skyld!" Smerten lammede hende og hun væltede ind over ham. "Ryonell det min skyld... Undskyld." Hun klamrede sig til ham.
|
|
[/URL]