Tingesten!! //done

[Ryonell Bornakore]

"Virkelig?" spurgte han, og han øjne blev store af nysgerrighed. Han kunne ikke høre at der var noget dernede, men det betød jo ikke, at der ikke var. Han så på hende, hvilket vil sige at hans øjne var rettet mod hende, og han hoppede dansende nærmere kisten for at finde ud af, om den var spændende. Nogenlunde lige så dumt nysgerrig som flagermusen Jhanin.

[Nevoja]

"Virkelig," grinede Nevoja, og gav ham et hårdt puf, så han røg ned i kisten, hvor der var masser af plads, fordi at kongen skulle have haft røgelse og det pureste guld med i kisten - eller hvad pokker man nu hyldede konger med. Dog havde der bare ligget et lig dernede, hun var ikke engang sikker på, om det virkelig havde været kongen. Hurtigt lod hun kistelåget glide i, og hun satte sig ovenpå den, for at lede efter en slags låsemekanisme.

[Ryonell Bornakore]

Jhanin sagde et 'woups' og faldt ned i kisten, og et enkelt, højt piv han havde lavet gjorde ham i stand til at orientere sig. Han skubbede mod det sted hvor der var en ujævnhed i lyden der blev sendt tilbage. Han havde, på grund af manglende syn, mistet meget af fornemmelsen af op og ned. Han skød op imod låget, af en eller anden grund grinende. Problemer var sjove.

[Nevoja]

Nevoja fandt intet, men det generede hende ikke. Hun sprang ned, men lagde armene henover låget i al den vægt hun kunne frembringe, for at forhindre ham i at bryde ud. "Opsedasse!" smilede hun, da hun hurtigt løftede kisten, og kylede den gennem luften, for at give ham en gratis flyvetur.

[Ryonell Bornakore]

Låget sprang op, og Jhanin faldt mod jorden, stadig i menneskeform. Han forvandlede sig til flagermus, og Ryonell store jakke faldt til jorden igen. Han ignorerede smerten i sin arm, øhm, sin vinge, og brugte den til at lade sig glide mod jorden. Han landede på jorden, ivrigt pludrende, og forvandlede sig til menneske. - nøgen igen. "Igen, igen, kan vi ikke prøve igen?!!" Han dansede rundt, hoppende op og ned, på en måde så ingen kunne betvivle at han i hvert fald var det lille flagerdyr.

[Nevoja]

Hans nøgenhed generede ikke rigtig Nevoja, og hun så over mod kisten. Den havde ikke taget særlig skade. Hun så lidt misundeligt på ham. Flagermuse! Hun ville også kunne flyve, ligesom han kunne, det var ikke retfærdigt at... "Nej vi kan ej!" lød det fra hende, og hun løb hen, for at samle kisten op. Misundelse. Hun vidste slet ikke selv, hvor godt hun kendte den følelse.

[Ryonell Bornakore]

"Hvorfor ikkeøh?" sagde Jhanin og så tydeligt skuffet ud. Han kunne ikke se hendes ansigt, og måtte derfor gætte hendes følelser. Som sagt, vampyrers stemmer var meget ens. Det var et helved at skulle finde ud af noget, og kun hans halvbror kunne han finde ud af. "Kan vi ikke? En gang til?" Han lød virkelig som et lille, forkælet barn.

[Nevoja]

Stemmen var ved at hamre mod Nevojas nerver. Hun kunne ikke fordrage børn, end ikke nogle, der bare opførte sig som børn. Børn var forkælede møgsvin, der helt ærligt skulle dø. Hun fattede ikke, hvad folk så i dem. "Nej, jeg sagde nej!" hvæsede hun, og kylede kisten efter flagermusevampyren i et pludseligt, arrigt udbrud.

[Ryonell Bornakore]

Jhanin dansede til side som om han havde synet indtakt og klagede sig højlydt, og lyden var nogenlunde lige så skinger som flagermusens klagen. Han kunne let være halv flagermus uden at nogen ville løfte et øjenbryn over det. "En sidste tur? Allersidste tur? Du havde det da også sjovt?" Han virrede med hovedet.

[Nevoja]

Nevoja fnyste. "Ikke flere ture, okay?" Lød det surt fra hende. Hun så over mod Ryonell og Shinee. De skulle alligevel også dø nu. Hun stilte kisten ned på jorden, og satte sig tankefuldt på den. Sendte et dræberblik mod vampyrflagermusen.

[Ryonell Bornakore]

"Men det var kun en tur!" sagde han, stadigt klagende i et stemmeleje, der var alt for højt for et menneske. Han havde glemt alt om nøgenhed og Ryonells jakke, om den elskede mørkedæmon, der lå og blev til en vampyr ved siden af sin hustru, om den lille, nuttede dreng, der kaldte ham kanin. Han ville bare have en, lille, sidste tur!

[Nevoja]

Nevoja rullede med øjnene, og rejste sig igen. "Du kan få en sidste tur, imens jeg dræber din ven. Er det ikke en god ide?" Hun smilede ondskabsfuldt, da hun rejste sig, og begyndte afslappet at gå over mod mørkedæmonen for at dræbe ham.

[Ryonell Bornakore]

Jhanin gled pludselig ind mellem hende og Ryonell og Shinee. Hans ansigt var pludselig fast og målrettet, selvom hans øjne endnu var tomme og ufokuserede. "Du rør ikke min Ryonell," sagde han, og hans lyse stemme var knurrende. "Du rør ikke min dæmon." Der var også noget andet i hans stemme, en kærlighed. Familiekærlighed.

[Shinee]

Shinee åbnede øjnene med et sæt. Skriget rungede gennem skoven, mens hun vred sig på jorden i smerte. Fødslen. Hendes skrig blev højere, vildere og hun stirrede blindt op. Børnene... børnene, åh gud, børnene... Vampyren... Hun skreg i panik nu og kradsede i jorden, til hendes hænder blødte. Blod. Hun var tørstig... Nej, børnene.... Smerten...

[Ryonell Bornakore]

Jhanin stod mellem dem og mærkede kuldegysninger løbe langs rygraden. Åh-åh. "Shinee, slap af, tror jeg. Ikke noget med at bide folk, og... et eller andet med børn." Han vidste ikke hvad han skulle sige, og han kunne ikke se, hvad det var hun lavede. Det, han hørte, var forvirrende, og han var ikke i stand til at koncentrere sig om at holde Nevoja på afstand. Og hans arm gjorde ondt. Det havde da intet med hinanden at gøre. Han virrede med hovedet, ude af stand til at orientere sig, og udstødte igen den der Jhanin-agtige klagen. Hvor var Ryonell når man havde brug for ham?!