Tingesten!! //done

[Vanyrimora]

"Jeg dør ikke i dag," hvislede Vanyrimora og lo igen. "Din mand er en køter fra rakkerpakket under slumbeboerne, præcis ligesom den sorte pest, der har stjålet af mine penge og trodset min mand, og givet sin kone skylden for det. De er hinandens brødre, og de er lige æreløse." Hun lo igen, og hendes øjne var bedre til at fokusere nu. Isen lå beskyttende om hende.

[Shinee]

"Undskyld mig?" Shin huggede sværdet efter vans hals og skiftede pludselig retning, mod hjertet. Mørket angreb nu mere sikkert på Vanys sår og gjorde alt for at ætse sig igennem isen. Shin mærkede det ætse isen af sin egen hud og det begyndt at svie og gøre ondt. Hun gjorde alt for at skjule det og råbte fornærmelser tilbage. "Du ved intet om brødre. Du ved intet om ham! Du ved intet om andet end din overfede røv som du slæber hen af jorden!"

[Vanyrimora]

Vanyrimora fik isen til at fange sværdet og trak sig væk. "Jeg ved rigeligt, lille, smukke du," lo hun og sendte en isspids mod Shinees hjerte. "Drhati ville ikke have været glad hvis han så dette," sagde hun så, mere drømmende, og hendes øjne mistede igen fokus da smerten fra det frosne sår blev overvældende.

[Shinee]

"Der tager du fejl. Han ville være lykkelig." Hun samlede mørket foran sig, som et skjold og dækkede for hjertet. Spidsen gik bare en lille smule i gennem og stak hende i skulderen. Sværdet var væk, men mørket herskede stadig omkring hende. "Må jeg vise dig noget?" Hun pegede op på himlen, som var begyndt at mørkne. Hun trak endnu mere mørke til sig, alt mørke i stor omkreds og hendes fødder lettede fra jorden. "Pas på." Bølgen vippede frem og kastede sig mod Van fra alle sider.

[Vanyrimora]

Vanyrimora holdt blikket på Shinee da mørket gennemborede hende gennem brystet, og hendes øjne blev tomme. Hun rystede igen, og en eksplosion af issplinter og kulde skød fra hende. Ryonell kom frem i netop dette øjeblik med en forfærdelig hovedpine, og han svang sig til siden for isen og landede på jorden. Jhanin var ikke så heldig. Hans ene vinge blev ramt, og han faldt til jorden med et skrig.

[Shinee]

Shinee hang ledeløst i mørket og øjnene var tomme. Langsomt gled mørket af hende, forsvandt ud til alle sider og efterlod hende på jorden, med næsten dødt udtryk i øjnene. Hun opdagede ikke issplinten i benet, opdagede ikke at stjerne allerede lyste som svage prikker, hun opdagede ikke Ryonell eller Jhanin. Hendes hænder var forbrændte og blødte, håret lå i en stor bue omkring hende ansigt.

[Nevoja]

Nevoja studerede de blodige negle med et dybt suk. Det var lige før, det ikke havde været det værd, at dræbe den svækling af et kvindemenneske, der lå blodig og død ved siden af hende, men sket var vel sket. Hun trak på skulderen og lod liget ligge. Håbede at manden ville finde hende, og få et hjertestop over chokket, eller noget lignende. Kunne det ikke forekomme? Hun lo højt, skingert for sig selv. "Tåbelige mennesker med svage hjerter." De sindssyge øjne rullede, og hun kastede håret tilbage, da hun med lette, trippende skridt gik videre, for at finde Vanny. Hun kneb øjnene sammen, da hun anede nogle forude. Flere svage ofre? Latteren startede igen, og jagten blussede op i hende, som en slags pille mod hendes rastløshed.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell landede på jorden et stykke ved siden af den styrtede Jhanin og så på vingen. Den var brækket, og den blødte. Han strøg flagermusen og løftede blikket mod Shinee, og det blev der. Han tog et skridt frem mod Shinee da et eller andet skød op fra jorden ved siden af ham. Jhanin var oppe igen, og han skreg som en sindssyg. Han forsøgte at rette op med den brækkede vinge, kunne fornemme faren og forsøgte at advare dem, men han styrtede igen, langt ind mellem nogle buske. Et menneske, der ikke lignede mere end en stor, nøgen dreng på 15-16 år, landede på jorden, men hverken Shinee eller Ryonell kunne se ham. Hans ene arm var brækket, og han havde mistet bevidstheden.

[Shinee]

Shin bevægede sig ikke ud af stedet. Hun var lammet. Hun blev ved med at se Van dø, se sin mor og far, Ryonell, knægten.. Billederne kørte rundt i hendes hoved og hovedet trillede ud til siden. Hun fangede en bevægelse og stirrede på Nev. Hvad..? hendes hjerne ønskede at reagere, ønskede at noget ville ske i hendes krop. Det mindste. Hvorfor var der en vampyr?! Hun kunne ikke få et ord over læberne.

[Nevoja]

Det første Nevojas blik faldt på, var den livløse, hvidhårede kvinde på jorden, der lå død. "Vanny..." Hendes stemme vaklede mellem usikkert og sindssygt, og hun standsede et kort øjeblik, for at fatte, at kvinden faktisk var død. Hun havde aldrig oplevet, at nogen hun holdt af, gled bort fra hende. Hun havde altid hadet alt og alle, havde aldrig vist eller modtaget kærlighed, men de to kvinder forstod hinanden, og hun havde slet ikke regnet med, at den anden skulle dø. Et kort sekund var hendes blik undrende, sørgmodigt, men så steg raseriet hende til hovedet, og hun skreg ud i den blå luft, for at give luft for vreden. "HVEM GJORDE DET!?" Hvæsede hun. "HVEM GJORDE DET MOD MIG!?" Den døde kvinde var hende ligegyldig, for den livløse krop på jorden var ikke Vanny. Det var blot endnu et meningsløst lig. Og Vanny følte ikke længere noget, det var Nevoja der stod tilbage med smerten. Hun var ikke sikker på, at hun ville tilgive isdronningen for det, lige så lidt som hun ville tilgive morderen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell havde set den anden vej, efter Jhanin, og han havde en bekymret rynke mellem øjenbrynene. Det lille dyr havde aldrig reageret på den måde, og han vidste han burde tage sig sammen, men når hans alarm reagerede sådan kunne han ikke andet end stivne. Han havde slet ikke set Nevoja da hun skreg, og i hendes stemme fandt han en smerte han kendte fra sig selv. En oplevelse han aldrig havde haft før, og det naglede ham til stedet. det eneste han kunne var at rette blikket over mod den blonde vampyrinde.

[Shinee]

Shin kiggede mere og mere fast på vampyren. Hun hørte ikke hvad den anden skreg, fattede ikke andet end at vampyren var vred. Hun så smerten og pludselig mærkede hun sin egen smerte. Det gjorde ondt overalt. Hendes blik flyttede sig ikke fra vampyren, men hun kunne ikke tænke mere. Bare stirrede og druknede i smerte og følelsesløshed.

[Nevoja]

"Hvem gjorde det?" Nevojas stemme var skrumpet ind til en ildevarslende hvislen, da hun trådte tættere på dem alle tre. Hun kunne ikke rigtig placere den sidste, men der var en tredje. Hendes blik gled fra manden til kvinden, imens hun knyttede næverne, blottede de hvide tænder i en snerren dybt fra at struben. "Hvem har dræbt det eneste, der giver mening i den her forbandede lorteverden?" Pludselig lo hun igen, da hun mindedes. Mindedes døde Aspal, der lille og skrøbelig lå død ved siden af sin far, der forsvarsløst havde forsøgt at beskytte ham fra deres sindssyge vampyrdatter. Hun lo endnu højere, for hun vidste, at hun ville hævne sig igen.

[Ryonell Bornakore]

"Hold... Hold dig fra min kone," sagde Ryonell, men han havde en underlig tøven i sin stemme. Hun følte den smerte han følte når han mistede, og det gjorde dem på bølgelængde, varmpyr eller ej. Han forsøgte at tage et skridt frem, men var lammet. "Du røre hende ikke!" Hans stemme blev mere fast, og han kom et lille skridt frem. Shinee betød mere for ham end en sindssyg vampyr!"

[Nevoja]

Nevoja regnede straks ud, hvem der var morderen. "Jeg gør jer faktisk en tjeneste," spandt hun. "Så jeres små babyer ikke bliver skuffede over jer.." Hun fór frem, og trak ud til siden, for at løbe uden om manden, før hun styrtede direkte mod Shinee, og standsede meget få centimeter derfra. Hun tøvede slet ikke, da hun borede hugtænderne ned i halsen på kvinden. Slet, slet ikke helt menneske.