|
|
Post by Shinee on Nov 7, 2009 1:16:09 GMT 3
"Vany! Hvor dejligt at se dig igen." Hun smilede og mørket beskyttede hende mod kulden. "Det er lang tid siden. Alt for lang tid." Hun trådte ud i en lille lysning og kiggede rundt. "Hvordan har du det? Hvad har du lavet siden vi så hinanden sidst? udover at slå min far ihjel?" Shin mærkede sin ejen kulde brede sig i sindet. Hun hadede Van.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Nov 7, 2009 1:22:42 GMT 3
"Åh, ikke så meget, kære Shishi," sagde Vanyrimora og så på sin steddatter med hovedet let på skrå. Hendes lyse, gennemborende, blå øjne skjulte ikke deres sindssyge et øjeblik, og så var hun igen klar i hovedet. "Jeg har dræbt folk, Shishi, utallige folk. Jeg lod et spædbarn sulte til døde mens hans mor så på. Og jeg har aldrig være så glad siden jeg var nyforelsket i din far. Min nye veninde er en fantastisk dræber!" Hun rettede hovedet op og tral dem isnende luft ned i sine lunger. "Du kommer for at dræbe mig. Jeg har ikke tænkt mig at lade det ske. Hvor er dit kæledyr?" Hun snakkede om Ryonell. "Regnede ikke med han ville lade dig kommer alene og højgravid."
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 7, 2009 1:30:08 GMT 3
Shinee kiggede på hende og smilede. "Selvfølgelig ville han ikke lade mig gå. Han elsker mig mere end du elsker livet." Hun lavede næsten en synkron bevægelse, ved at lægge hovedet på skrå. "Jeg er ikke kommet for at slå dig ihjel. Jeg har allerede dræbt dig." Hun lagde hovedet på skrå og strøg maven igen. "Det er sindssygt. Jeg har lyst til at skrælle dig levende."
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Nov 7, 2009 1:38:30 GMT 3
"Så længe jeg står og bevæger mig, tænker, er jeg ikke død," meddelte hun og lo perlende. "Selvom jeg ville dø lykkelig. Shishi, du kunne da ikke finde på at lade mig dø lykkelig, kunne du." Hun rynkede på næsen, en bevægelse Shinee var meget velkendt med. Vanyrimora var stadig dronningen af et land, og hun havde værdigheden til det. Hun var stadig den gamle Vanyrimora, på trods af hendes 'lykke'.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 7, 2009 1:49:36 GMT 3
Mørket angreb inden Vany havde snakket færdig. Smilet forsvandt og øjnene var følelsesløse. "Jeg holdte faktisk af ham... min far. Han gjorde intet galt. Men det gjorde du..." Mørket angreb som spyd. Hun stirrede på van og mærkede en rystelse gå gennem kroppen. Had. Hendes magi var stærkere. Hendes børn havde magi. "Du er død. Du har ingen tanker. Du går ikke. Fordi dit liv stoppede dagen, hvor du begik dit livs forbrydelse. Den dag du dræbte min mor."
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Nov 7, 2009 1:54:04 GMT 3
"Hvis hun var i vejen ville jeg aldrig kunne få fat i ham," sagde Vanyrimora, og hendes øjne spærredes op. Hun forsøgte at rive sig fri, sendte isen mod Shinee som en bølge og kom fri af mørket ved et tilfælde. "Jeg elskede din far, som du hævder du gjorde. Jeg elskede ham faktisk, er det ikke fantastisk?!" Hun formede isen, sendte den stadig imod sin fjende. Hun var ikke god til kamp, men hun var mester i sit element.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 7, 2009 2:12:28 GMT 3
Shinee sendte mørket mod isen og det ætsede klumpen op. "Du har aldrig elsket." Mørket stod frem og Shin fulgte lige efter. Hun svang sværdet og slog det mod Vanys skulder. Det var ikke til at se at hun var højgravid i hende bevægelser. Hun var alt for rasende til at vise noget. Vise andet end sit had.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Nov 7, 2009 2:17:05 GMT 3
Sværdet ramte og gik igennem hud, der var kold som is og næsten lige så fast. Vanyrimora gispede og slog ud med hænder, hvis fingre var krummede og skarpe som et rovdyrs. Hun borede neglene ned i Shinees arm og kradsede efter hendes øjne, men fik fat i kinden. Is spredte sig fra de steder hvor isdronningens fingre ramte. I netop dette sekund satte Ryonell sig op og så sig omkring, en smule desorienteret. Tilda ville stoppe ham, men han skubbede hende brutalt væk fra sig og forsvandt ud, på jagt efter sin kone.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 8, 2009 13:39:52 GMT 3
Shin snerrede og hendes øjne var kulsorte. Hun følte hadet og det kunne knap nok være hendes eget alt sammen. Mørket gik amok og rev i Vans arme, ben, hår, kjolen, alt. Shin trak sværdet til sig og var om end endnu mere rasende end før. Hun stak efter hjertet, efter ansigtet, hypnotiseret af tanken om at vansirer Vany så meget som muligt. "Jeg hader dig!" skreg hun og hendes mørke smøg sig tæt om hende egen krop.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Nov 8, 2009 13:50:16 GMT 3
Vanyrimora forsøgte at trække sig tilbage, isen gik fra angreb til skjold. Hun beskyttede sig mod både mørke og sværd, selvom våbnets huggen lavede dybe ridser. Hun fik fat i isen fra sine mærker igen og lod den brede sig, og hendes isblå øjne var kolde og hadefulde. "Shhh, lille Shishi," hviskede hun. "Du ved du vil dø." På trods af ordene mærkede Vanyrimora hendes kræfter svigte. Blodet flød fra hendes skulder, og hendes koncentration værkede. Imens stod Ryonell på gaden, uvidende om hvor hun skulle være. Han vidste dog hvad hun lavede. Jhanin kom pludselig flyvende og ledte vej, og mørkedæmonen roste sit dyr til skyerne.
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 8, 2009 14:03:12 GMT 3
Shinee smilede ikke men snurrede pludselig rundt og greb sværdet med begge hænder. Hun svang sværdet mod Vanys ansigt, opdagede ikke tårerne der trillede. Kvinden havde taget hendes barndom, hendes fortid. "Sagde du noget, pregnant dog?" Mørket gik i selvsving og angreb fra alle sider, mens Shin bare prøvede at styre det. Umuligt. "Jeg hører ikke på tjenestefolk!"
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Nov 8, 2009 14:10:46 GMT 3
Vanyrimora spærrede øjnene op i raseri, og hendes følelser fik magien ud af kontrol. Den forsøgte at omringe, kvæle, dræbe, FRYSE, og snoede og samlede sig med en vildskab der lignede ejerens vrede. "Hvor VOVER DU at KALDE MIG DET!" råbte hun, og hendes raseri var så vildt at hendes stemme skingrede. HVOR VOVEDE HUN! "Din skøge!"
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 8, 2009 14:19:37 GMT 3
Shinee grinede isnende og mørket var som en tæt kupel omkring hende. "Ikke udfordre skæbnen, tjener!" Kuplen sprang og Shin angreb med sværdet igen. Det stak og huggede mens mørket begyndte at lægge sig som et lag om Shins hud. Ætsede alt og hun bekæmpede smerten. "Tror du virkelig at jeg er født kongelig for ingenting? Jeg er født det! Du blev det aldrig!" Shin var næsten kulsort fra top til tå nu.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Nov 8, 2009 14:26:39 GMT 3
"HA! Du er måske født til det, men du kommer aldrig til at udføre noget! Ikke med den slave af en mand du har taget dig!" Isen splintredes for et af hendes slag og samledes igen, men for langsomt. Vanyrimora blev ramt, gennemboret af sværdet. Hendes isblå øjne mistede fokus et øjeblik, men fokuserede så igen, på Shinees øjne. Isdronningens krop rystede da alt den magi, hun havde, forsøgte at trænge sig ud af hende, men hun nægtede den på sammen måde som hun nægtede at dø. Isen lagde sig over hendes sår, tvang hende tilbage og sværdet væk, og lukkede sig om såret. "Du skal dø her, dit lille, usle elverbarn."
|
|
|
|
Post by Shinee on Nov 8, 2009 14:34:34 GMT 3
"Sagde isdæmonen, da hun indså at døden var nær." Shinee hvislede og hakkede. "Du skal ikke sige et ord om min mand." Stemmen kunne umuligt blive mere hadefuld. "Jeg har i det mindste lært at elske." Hun stak igen med sværdet og grinede følelsesløs. "Du skal slet ikke tale om mænd!" Dræbende øjne, men hun begyndte at få det varmt. Koldt. Feber. "Jeg vil ikke dø i dag."
|
|
