|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 1, 2009 14:49:08 GMT 3
"Virkelig?" spurgte Jhanin nysgerrigt. "Er du sikker? Mener...?"
"Hold mund og skrid!" knurrede Ryonell og søgte efter noget at kaste efter vampyren, men fandt ikke noget lige tæt på, og da han så op var Jhanin allerede på vej gennem skoven med dansende skridt. Hvorfor havde han reageret så kraftigt? Frygten for at han skulle få hende til at skifte mening. Det var der den var.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 1, 2009 15:16:40 GMT 3
Shinee kiggede ikke op og lagde pigen på jorden. Tog den anden og lagde hende ved siden af. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Hun satte sig ned og betragtede de små sove. De trykkede sig automatisk ind til hinanden og trak vejret tungt mens hun blidt strøg den ene ned over kinden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 1, 2009 15:23:49 GMT 3
Ryonell vidste heller ikke hvad han skulle sige, og stod lidt og betragtede de to. "Vi er stadig i stand til at stoppe ham, hvis du skulle skifte mening," sagde han så i et anfald af dårlig samvittighed. Det var ikke meningen han skulle snakke, at han skulle sige det, og egentligt behøvede drengen ikke bides. Så meget havde han heller ikke kunnet lide den knægt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 1, 2009 15:54:13 GMT 3
Hun rystede på hovedet. "nej. Det... er måske det bedste hvis det sker..." Mumlede Shin og betragtede stadigt børnene med kærlige øjne. Men der manglede noget, der manglede knægten. Og han var nødt til at være der, selvom hun blev nødt til at skubbe ham igennem den smerte først.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 1, 2009 16:26:15 GMT 3
"Godt... Ja, det er det måske..." Hun havde bestemt sig. Forhåbentligt ikke på grund af ham. Det ville han ikke blive glad for. Han så længe på pigerne og skævede til hende. "Hvad gør man med piger?" Han mente det ærligt, men spørgsmålet dækkede alligevel halvt over et emneskift. Han ville have det til at ske.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 1, 2009 18:08:45 GMT 3
Hun trak vejret dybt og strøg en hånd igennem håret. "Det er vel ligesom med drenge... Jeg tror... Jeg tror ikke der er den store forskel." Hun betragtede pigerne og skævede mod Ryonell. "Kom her..." Mumlede hun og nikkede på pladsen ved siden af sig. De skulle alligevel vente på Jhanin kom tilbage. "De er ikke farlige."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 1, 2009 18:37:38 GMT 3
"De er meget farlige," protesterede Ryonell og ville ikke heelt røre ved dem. Han havde gjort det før, men det havde virket... tvungent. Men han havde givet hende et løfte og nærmede sig varsomt, med et vildt dyrs forsigtige skridt. Han kom til at tænke på hvad de ville blive til, og hans lyst til at røre den forsvandt med det samme.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 1, 2009 18:53:05 GMT 3
"mindst lige så farlige som din søn," mumlede hun og rejste sig. Gik hen til ham og lagde armene om ham. "Undskyld..." mumlede hun og sukkede. "Jeg har ikke styr på noget som helst..." Hun kiggede op på ham og vidste ikke om han ville skubbe hende væk. "Jeg burde have styr på det... burde jeg ikke..?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 1, 2009 19:27:53 GMT 3
"Langt mere farlige end min søn," rettede Ryonell hende og kyssede hendes hår. "Og du burde ikke have styr på noget overhovedet lige nu. Det burde ingen af os, men du klare det bedre end jeg." Han strøg hende over panden. Det var langt lettere at elske hende nu, overraskende nok. Var det fordi de ikke var mørkedæmoner på samme måde længere?
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 1, 2009 19:42:02 GMT 3
Hun lænede sig ind til ham og sukkede. "Det tror jeg nu ikke... Jeg elsker dig højt." hviskede hun og kyssede ham forsigtigt på munden. Hun vidste ikke hvorfor, men det føltes som om hun elskede ham mere end nogensinde. Hun trak vejret dybt og kiggede på hans ansigt. Hun vidste ikke noget om hvorvidt hun havde gjordt noget godt for ham. Men hun elskede ham da.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 1, 2009 20:06:17 GMT 3
"Det ved jeg du gør," sagde Ryonell og smilede til hende. "Kan vi ikke gå lidt efter Jhanin? Så tager det ikke så lang tid før han kommer tilbage..." Han var allerede ved at trække af med hende uden at vente på hendes svar. "Ikke så tæt på at jeg... at vi kan komme til at gøre noget dumt." Han stemme var blevet hård og kold. Som Ryonells normale stemme.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 1, 2009 20:11:40 GMT 3
Hun sukkede og holdte fast i ham. "Vi kan ikke bare gå," mumlede hun og kiggede op på ham med stadig forsigtige men varme øjne. Hun kunne ikke forvente at Ryonell var en anden person. Det ville aldrig forandre sig. Og desuden elskede hun ham som den ham var. "Vent lidt.." Hun slap ham og løftede pigerne op.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 5, 2009 14:36:10 GMT 3
Ryonell nikkede, men stoppede ikke op. Han gik videre, skyndte sig, og det tog derfor lang tid før han opdagede det. Han gik ude i en skov, fuld af visne blade og andre larmende ting... Og han var fuldkommen lydløs. Han kiggede ned, men støvlerne var på og var præcis lige så tunge og umulige som de plejede. Men selv den vægt føltes underlig. Han så sig tilbage mod hende, og opfangede lyde, han ikke før havde hørt. Han havde altid set sin hørelse som værende god, men dette var... fantastisk.
|
|
|
|
Post by Shinee on Dec 5, 2009 14:47:52 GMT 3
Hun gik med pigerne i armene og kiggede på hans ryg. "hvad?.." spurgte hun så og kiggede rundt. Overrasket bemærkede hun, at hvis hun koncentrerede sig så kunne hun se detaljerne på et blad flere meter væk. Hun fik et mærkeligt udtryk i ansigtet og kiggede på Ryonell igen. Det var ligesom før. Hun havde bare ikke bemærket det før.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 5, 2009 16:26:44 GMT 3
"Det er bare..." Han så sig om, men her var der ikke nogen forskel. Han så stadig skønheden på samme måde som før, og han så på Shinee igen. Og dog. Hun var blevet smukkere, langt smukkere end før. Han kunne se hver detalje i hendes hud, hvert eneste hårstrå. Hun lignede et landskab, hun kunne lige så godt have været havet.
|
|
[/URL]
