|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 31, 2009 12:56:52 GMT 3
Hun smilede varmt og rakte hånden frem mod ham igen. "Tak." Hendes stemme var blid og hun ventede tålmodigt på ham. "Det er ikke farligt." Glad over at han gjorde det. Måske stolede han bare en lille smule på hende nu.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 31, 2009 13:17:50 GMT 3
"Jeg har hørt om folk der drukner. Hvis du kalder det 'ikke farligt', så er det heller ikke farligt at kaste sig i bålets røde arme." Han stirrede mod vandet, som om hans blik ville få bølgerne til at stoppe med at rulle. Han var bange, bange for at få hovedet under vand, bange for at miste evnen til at flyve. Hans sværd lå stadig i bæltet om hans liv.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 31, 2009 13:54:20 GMT 3
Hun gik frem til han og tog hans hånd med et stille suk. "Tror du at havet i gud rige, tager liv?" spurgte hun og lænede frem for at fange hans blik. "Stol på mig." Hun smilede svagt og trak ham videre ud. "Sværdet vil trække dig til bunds." Påpegede hun pludselig og stoppede igen. "Skal jeg holde det? jeg kan godt svømme..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 31, 2009 13:57:35 GMT 3
"Det tager dødsengleliv," mumlede han, hans ene hånd knugende om sværdskeden da hun snakkede om at tage det. Han ville hellere beholde det. Det var hans sikkerhed. Uden sværd var han håbløs, og han havde brug for det hvis... en af de mange folk der ønskede at dræbe ham skulle komme brasende.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 31, 2009 14:04:12 GMT 3
Kiaji strøg en hånd igennem håret. "Nej. Gud regner ikke med nogen dødsengle i sit himmerige." Hun tvang ham til at se på sig. "Sværdet trækker dig til bunds." Hendes ansigt var alvorligt. "Stol bare en lille smule på mig. Jeg har brug for at du stoler på mig." Hun forsøgte sig med et svagt smil. "Det er ikke så svært at svømme."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 31, 2009 14:24:50 GMT 3
Aijou så ned på sværdet, som han stadig knugede hårdt, og trak det så ud af skeden og rakte hende. Det føltes fjerlet, og klingen var sort som kul, og alligevel blank som andre metaller. Han tog forsigtigt fat i klingen, men blod faldt alligevel ned i vandet. Han vendte sværdet, så hæftet var mod hende, og rakte det frem.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 31, 2009 14:33:15 GMT 3
Hun tog forsigtigt fat i sværdet og blev overrasket over des vægt. Tungt. "Tak." Hun holdte godt fat i det og gjorde alt for ikke at vise hvor tungt det var. Langsomt sænkede hun det og rakte koncentreret ud med hånden. Strejfede hans hånd og såret forsvandt. Hun greb fat i sværdet med begge hænder og stirrede lidt på det og så på ham. "Det tungt..." mumlede hun så. Savnede sin hellebard... "Må jeg lægge det inde ved breden? Jeg tvivler på at jeg kan svømme med det, uden at synke..." Og hun var ellers ikke svag. "Du kan nok godt..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 31, 2009 14:38:02 GMT 3
"Hvad mener du med at det er tungt?" spurgte Aijou og så forvirret på hende, og rakte hånden frem mod hende. Hans øjne var store af forskrækkelse, som om hun var ved at ødelægge det. "Giv mig det. Giv mig det nu." Hans åbnede hånden og gik over mod hende. Var meget tæt på at springe på hende hvis hun ikke var hurtig nok.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 31, 2009 14:44:42 GMT 3
Hun stirrede surt på ham. "Jeg ødelægger det ikke," mumlede hun og rakte det så frem mod ham. Roligheden var der endnu og hun lod den søge ud. "Du stoler ikke på mig." Hendes stemme var trist igen og hun kiggede væk. Det gjorde ondt. "...Du kunne sagtens overleve selv i deres verden. Bare tro på mig denne ene gang." Mumlede hun og vendte sig væk, så snart han havde taget sværdet.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 31, 2009 14:51:38 GMT 3
Så snart hans hånd var lukket om sværdet igen, slappede Aijou af og lod det glide ned i skeden igen. "Jeg stolede nok på dig til at låne dig det," mumlede han, og mærkede hvor meget det egentlgit overraskede og skræmte ham. Han stolede ikke engang nok på sin familie til at ville lade dem røre det. Han havde besøgt dem en enkelt gang efter han havde begyndt sit arbejde for Døden. Det havde været... skuffende. De havde forlangt alle hans penge og derefter smidt ham ud og truet ham med at han, hvis han ville se dem igen, skulle komme med flere penge. Han var ikke kommet endnu.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 1, 2009 10:22:55 GMT 3
Hun kiggede stadig væk, og vendte sig ikke om. "Er det noget stort?" mumlede hun så, da hun ikke selv kunne finde det gode i at hun måtte låne hans sværd. "Undskyld..." Pokkers hende, det kunne hun jo ikke tillade sig at spørge om. Hun tav og tog sig sammen. Da hun vendte sig i mod ham, var hendes øjne rolige, helt nede på jorden, og hun smilede.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 1, 2009 10:43:35 GMT 3
Da hun spurgte, lukkede Aijou øjnene for at holde tårerne tilbage. Ja... Det var noget stort. Men han var ikke i stand til at fortælle hende, og den sorg, som han havde kendt siden han var lille, den sorg der omhandlede hans familie, rev sig gennem ham. Hans følelser havde svaret på hende spørgsmål, og han så ned i vandet igen. Turde stadig ikke svømme.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 1, 2009 10:50:01 GMT 3
Hun lagde en hånd på hans skulder og kunne mærke sorgen. Hun vidste ikke om hun skulle kommentere det, men lod være og håbede på at han engang ville fortælle hende om det. "Vandet angriber ikke." Hun tog hans hånd igen og trak ham med længere ud. Stoppede da det gik ham til skulderne.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 1, 2009 11:02:57 GMT 3
"Nej, det er mig der angriber havet, det er derfor den laver hævn," sagde han og kom ud til navlen nu. "Man må ikke gå længere ud end dette." Han regnede ikke med at hun ville lytte. Hans navle lå os en del lavere end andres. Han forsøgte at undertrykke sine følelser, både for at skjule dem for hende og gøre dem mere overkommelige for ham selv.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 1, 2009 11:07:57 GMT 3
Hun trak ham tålmodigt og stædig videre. "Havet er noget mærkeligt noget. Vidste du at det er hjemsted for mange milliioner af fisk og havpattedyr, som ikke kan overleve uden? Vi er mindst lige så afhænige af det..." Hun kiggede på ham. "Lad være med at lade dig styre af frygten for det." Forsigtig rørte hun hans pande. "Det hele kommer til at overraske dig." Hun slap ham og dykkede kort ned under vandet.
|
|
