|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 28, 2009 22:15:17 GMT 3
Hun betragtede ham i lang tid og smilede så. "Du kan blive her i noget tid, hvis du har lyst," sagde hun så og tænkte sig om. "Selvom det nok bliver med mit selskab..." Hun havde ikke lyst til at forlade engen igen. Den var dejlig... glad, den bragte minder frem fra fortiden.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 28, 2009 22:32:45 GMT 3
"Men jeg kan jo ikke blive her," mumlede han med en næsten død stemme. "Jeg har kun mit liv... og ellers ingenting. Et liv uden noget er et..." Han vidste ikke hvad han skulle sige. Et dødt liv var nok sandheden, men han brød sig ikke om at sige det. Blikket flakkede over himlen. Var der overhovedet skyer her? "Men jeg kender ikke selv mine muligheder..."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 28, 2009 22:37:47 GMT 3
"For det første: Du kan blive her, så længe at jeg kan dække over dig." Hun smilede stadig og trak vejret dybt. "For det andet, så går det ud på at finde noget, når alt er væk. Kig anderledes på din situation; du har i det mindste livet. Mange andre har ikke den chance, at kunne starte forfra. At kunne skabe livet forfra. Du kan starte det hele forfra."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 28, 2009 23:12:56 GMT 3
"Jeg kan ikke se hvordan..." Tusinder af navne tvang sig på, og på trods af alt glæden der emmede mod dem fra overalt i denne verden tvang en bundløs sorg og anger sig på. Anger var en af de vigtigste følelser i himlen. Man sagde, at hvis man angrede, ville alle ens synder blive tilgivet. Og der var intet, han fortrød mere, end at dræbe de forfærdeligt mange folk.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 28, 2009 23:20:08 GMT 3
Hun kiggede på hans ansigt, hans øjne og kunne se hvad han følte. Indeni tænkte hun at det var en start og måske en slutning. "Du ved godt hvordan. Du er bare blind overfor det." Et svagt smil vidste sig igen, inden hun vendte sig væk fra ham.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 28, 2009 23:41:51 GMT 3
"Engle er skabt til at være positive," mumlede Aijou og så stadig op i himlen i himlen. "Er der ingen skyer her?" spurgte han efter et stykke tid, tankerne stadig rettet mod deres tidligere emne. Han kunne ikke se hvor en dødsengel skulle finde sig tilpas i nogen af de andre verdener, end ikke Livet. Og i Livet tydede alt for meget på at han aldrig kunne komme tilbage igen.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 29, 2009 0:00:46 GMT 3
"Jo, der er skyer. Men de er vidst mest til pynt." Hun lukkede øjnene og krummede sig sammen. "Det skal nok gå. Nok er jeg ofte positiv, men jeg vil ikke lyve. Jeg tror stadig på dig." En blid vind strøg i gennem lysningen og Kiaji stivnede. På ingen tid var hun oppe og rullede hen over Aijou. "Undskyld, men Gud er over alt." Mumlede hun og pressede ham ned i græsset.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 0:06:36 GMT 3
Aijou så overrasket på hende, og langsomt begyndte hans ord at give mening for ham, og han kunne ikke lade være med at grine højt. Det var underligt, at grine på den måde, en stemme så klar som nogen engels i en tone så smuk og fin. Hans øjne åbnedes, og han så på hende og forsøgte at løfte hende fra sig. Det viste sig, til hans egen overraskelse, at han også havde en nogenlunde fysisk styrke. Han havde altid set sig selv som en splejs, der bare var en smule let til bens.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 29, 2009 18:45:43 GMT 3
Hun lod ham ikke skubbe sig væk før der var vindstille igen. Så flyttede hun sig og satte sig op. Smilede over hans latter og betragtede ham igen. "Hvad nu?" spurgte hun så og lagde hovedet på skrå, stadig smilende. Han var nu flink.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 18:52:02 GMT 3
Aijou trak på skulderne. Han vidste det ikke. Han så på hende, et stykke tid, og lukkede så sine mørke øjne. "Jeg dør hvis jeg møder nogen anden engel, ikke?" spurgte han sagte. Han kunne mærke nogle engle bevæge sig inden for hans rækkevidde. Forhåbentligt ikke noget farligt. Selvom den ene af dem virkede meget stærk, men ikke helt så stærk som ærkeenglene.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 29, 2009 19:36:59 GMT 3
Hun rettede hovedet op og prøvede at genkende englene. "Ikke hvis jeg tager dig med væk inden..." Styrke. Visdom. Det var en der var ældre end hende selv. Hendes far? næppe, han holdte sig hjemme... Hun tænkte sig om og betragtede ham, mens hun tænkte. Måske var det bedst at gå nu...
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 20:06:27 GMT 3
Aijou så sig frygtsomt i retningen af englene. "Der er ingen mulighed for at jeg overlever hvis jeg møder nogen her, jeg bliver opsøgt hvis jeg tager tilbage til Livet og jeg har intet og dør helt sikkert hjemme i min egen verden." Han tænkte højt, og han følte sig håbløs. Hvordan skulle han overhovedet kunne overleve? En af de dødsengle han havde mødt støttede djævlene frem for sit eget rige, og det var derfor han blev sendt ud efter hende. Men at blive venner med engle... Det virkede umuligt.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 29, 2009 23:13:55 GMT 3
Hun smilede beroligende til ham. "Lad være med at bekymre dig sådan. Det er nu, der gælder, resten må komme som det gør. Men måske bliver du overrasket!" I en glidende bevægelse rejste hun sig og kiggede rundt i engen. Rakte hånden ned mod ham. "Kom!"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 29, 2009 23:33:37 GMT 3
Aijou rakte hånden op efter hende og kom op at stå. "Hvor skal vi hen nu?" spurgte han og så en smule uroligt på hende. Han ville egentligt gerne blive, men englene kom nærmere. Han skulle skynde sig... nej, de skulle skynde sig. Sammen. Det var hvad hun lod til at mene. "Hvor mange engle er der egentligt?"
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 30, 2009 22:45:46 GMT 3
"To." Hun smilede og slap ham ikke, men trak ham med sig. "Se her." Hun rakte armen frem og koncentrede sig. Lyset bredte sig og gled langs hende krop. Et skapt glimt og de hang over et hav. "Vi er stadig i himlen." smilede hun og baskede med vingerne, et kort sekund inden hun lod sig falde mod overfladen.
|
|
