|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 26, 2009 21:10:37 GMT 3
Langsomt åbnede Aijou øjnene da fremmede lugte tvang sig frem i hans næsebor, og han gispede over lyset og lukkede øjnene igen. Solen var lysere end jorden, det vil sige lysere end noget han havde prøvet før. "Solen... kommer aldrig frem i min verden," mumlede han og prøvede mere forsigtigt at åbne øjnene igen. Der duftede smukt. Han glippede med øjnene, og langsomt kunne han se den fremmede, duftende verden.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 26, 2009 23:25:48 GMT 3
Hun rørte svagt på sig, men blev liggende. Tavs. Kniven sad stadig boret ind i hendes skulder, men hun healede de andre sår. Lyset sang sig igennem luften og man kunne hører fuglekvidren. Dette sted havde ikke forandret sig siden sidst. Det var dejligt og ingen andre en hendes far kendte stedet.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 26, 2009 23:31:15 GMT 3
"Der er... Fugle?" Det eneste han virkelig kendte var insekter og enkelte halvdøde gadedyr han ikke forstod hvordan overlevede. Han så op i træerne, lyset stadig skræmmende stærkt, og så de mange fugle. Eller, mange og mange. Men de var der. Og det var overvældende... Han stirrede mod dem og så så en smule opmærksomhed mod hende. "Jeg er... nysgerrig omkring harmoni..." Et ord der altid havde plaget ham efter han kom til Livet og havde mødt sin første engel.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 27, 2009 0:01:24 GMT 3
Hun hverken flyttede sig eller viste flere tegn på at være vågen. Hun sov også let, men så tungt at hun ikke helt hørte hans stemme. Hun skulle have kniven ud af armen, tænkte hun fraværende mens hun prøvede at tvinge sig til at vågne. "Kniven..." mumlede hun anstrengt og lavt. "Træk kniven ud..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 27, 2009 0:10:06 GMT 3
Dødsenglen tøvede et øjeblik, hans blik flakkende. "Skal... Jeg tage kniven ud?" spurgte han tvivlende. Langsomt gik han alligevel ned og trak kniven ud, bevægelsen hurtig, men alligevel forsigtig, for at hun ikke skulle føle for megen smerte. Han sad lidt med den, og det var nu han opdagede at hans magi var forsvundet. At han havde opdaget det så sent var der intet underligt i. Den var der jo heller ikke derhjemme. "Men... Hvordan foregår 'harmoni'?" Hun var nødt til at vise ham det. Han havde mange fået forskellige forklaringer på harmoni gennem tiden.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 27, 2009 19:04:58 GMT 3
Hun krummede sig sammen over kniven og trak vejret dybt. "Harmoni, er når alt går i hak med hinanden. Harmoni er som... lyden af musik." Hun åbnede langsomt øjnene og satte sig forsigtigt op. "Harmoni... Det er en smuk ting." Hun smilede svagt igen, men hendes skulder gjorde ondt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 27, 2009 22:33:51 GMT 3
"Mange har prøvet at forklare..." mumlede Aijou, der ikke kunne forstå hvad hun mente. Igen. Han så på hende, og derefter op på fuglene igen. "Der var ikke fugle i mit rige," mumlede han fraværende, inden han igen så på hende. Hans øjne krævede svar, men han var for høflig til at sige det højt.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 27, 2009 22:48:18 GMT 3
Hun kiggede udover engen, nød det, varmen, lyset, lydene... "Jeg kan godt lide fuglene. Deres liv er harmonisk... De kan kun leve på en måde og det er sådan de lever. De er frie... Jeg er ikke fri. Men jeg gør hvad jeg kan for at leve mit liv, så det er rart og at gøre ting jeg vil..." Hun lagde sig ned på ryggen og kiggede om på himlen. "Der er mange forskellige syn på harmoni..."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 28, 2009 0:28:43 GMT 3
"Hvor er vi?" spurgte Aijou, bare for at blive sikker på at han egentligt var i Himlen. Der var så stille, så få engle i forhold til hvad han var vandt til. Han vidste ikke engang om der var skove i hans egen verden, eller om der var flere dyr end de, der havde forvildet sig ind for at leve i byerne. Et svagt suk undslap ham.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 28, 2009 18:00:50 GMT 3
Hun mumlede først et eller andet utydeligt, for træt til at tage sig sammen. "Vi er et sted, hvor min far engang tog mig hen..." sagde hun så lidt højere og klarere. "Min far har adrig været på jorden..." Hun havde lukket øjnene og slumrede lidt hen igen. "Du må ikke gå..." mumlede hun så og kiggede kort på ham. "Ellers bliver du dræbt."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 28, 2009 18:52:15 GMT 3
"Jeg havde ikke tænkt mig at gå..." mumlede han og lagde sig ned på græsset. "Hvornår mon jeg kan komme ned på jorden igen?" Hans hvisken var helt og holdent til ham selv, og greb sig i at tænke de tåbelige ord 'at være fanget i himlen ville blive som helved'. Det ville være slemt for ham, men han kunne nok overleve. Hvis han ikke blev opdaget.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 28, 2009 19:27:15 GMT 3
Hun var faldet hen igen, og hørte ikke hvad han sagde. Drømte om en fremtid, som hun intet forstod af, men den var smuk. Hun vågnede med følelsen af det var smukt. Alting. Alt var smukt. Hun begyndte at nynne lavt for sig selv og holdte sine øjne lukkede.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 28, 2009 20:24:04 GMT 3
Aijou lå og lyttede til hendes nynnen, tænkte over sin situation og prøvede at se om han kunne have nogle drømme han ikke havde opdaget. Da hans tanker gik i den retning blev de blanke, som om der intet var af den slags tanker ikke havde været noget han kunne have. Han var væk fra sine plageånder, men hvad havde han nu? Ingenting. Ingen familie, ingen venner, intet land eller rige. Det eneste han havde var livet, men det liv uden noget. Ikke engang drømme.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Oct 28, 2009 21:42:37 GMT 3
Hun nynnede videre og nød stilheden. Hun glemte næsten at han var der og hun smilede varmt op til himlen. Åbnede øjnene og betragtede som kridhvide skyer glide over den perfekte blå himmel. "Hvad tænker du på nu?" spurgte hun så og drejede hovedet mod ham.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 28, 2009 22:04:12 GMT 3
"Ingenting," mumlede Aijou, og som altid var det sandheden. En uforståelig del af sandheden, men stadig sandheden. "Jeg har ingenting. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..." Han sukkede. Han vidste kun en ting, og det var at han ikke havde tænkt sig at dræbe igen. Nogensinde. Han var den reneste og venligste massemorderdødsengel i de fire verdener.
|
|
