|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 1, 2009 20:14:41 GMT 3
Hun fandt kjolen og tog den på. Ledte efter ord til at beskrive det. "Alle her har det godt. Alt er fred, alt er varme, venlighed. Men andre... andre har smerter. Andre har brug for hjælp. Det er et fængsel at se alle have det godt, og vide at der er nogen der lider." Hun satte sig ved siden af ham. "Alt godt har en skygge. En gran smerte. Selv himlens smerte har jeg mærket, men det bliver ved med at være et fængsel."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 1, 2009 20:28:04 GMT 3
Aijou rystede på hovedet. "Jeg forstår det stadig ikke," mumlede han og lukkede øjnene. "Hvordan kan man..." Han forstod det virkeligt ikke. "Det er så dejligt her. Hvor er der nogen smerte? Hvor er der det, som giver dig lyst til at tage væk?" Han stirrede op i himlen, mod solen. "Jeg plejede at se solen... et par gange om året."
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 1, 2009 22:00:29 GMT 3
Hun lukkede øjnene, prøvede at samle sig om at sige tingene rigtigt. "Her er dejligt. Vidunderligt. Men... Min fars slægt er... efterkommere af Lucifer. Det er ikke nemt. De andre var frie, men min far var fængslet. Han havde intet i mod det, det havde han forberedt sig på hele sit liv. Ingen bemærkede det, han lignede dem, men jeg er jo anderledes. De fleste engle har hvide vinger..." Hun kunne stadig huske sorgen, chokket, frygten i englenes øjne. Det gjorde ondt at tænke på. "Min mor ofrede alt for at give mig friheden fra at skulle være fanget her hele mit liv. Hun forsøger at virke oprigtig glad, men jeg ved hun savner friheden... andre væsner, hendes venner..." Hun lagde sig tilbage i sandet og smilede svagt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 1, 2009 22:55:27 GMT 3
Aijou så op i himlen, og langsomt forstod han. Han nikkede langsomt. "Jeg tror jeg forstår," sagde han så, langsomt. "Selvom jeg ikke har oplevet noget som det." Han havde intet at sammenligne med, ikke deromkring. Han vidste ikke om han kunne fortælle hende, hvad han kunne sige til hende. Som alle andre ønskede han at stole på hende, på samme tid med at han vogtede over alle deres bevægelser for at være sikker på de ikke løj for ham.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 1, 2009 23:07:51 GMT 3
"Tak." Hun smilede og sukkede så dybt. Betragtede skyerne der drev forbi med tænksomme øjne og slappede så fuldstændig af. lukkede øjnene og koncentrerede sig om varmen på sin krop. Det var dejligt. Hun drejede ansigtet væk fra den skarpe sol og kiggede pludselig på Aijou. "Du siger bare hvis vi skal videre.."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 1, 2009 23:57:30 GMT 3
"Jeg ved ikke hvor vi skulle tage hen," mumlede Aijou. "Jeg kender ikke himlen, og jeg har intet at sammenligne med." Han ønskede at få ordnet sine problemer. Med alt, med sin chef, med sin verden, med ikke at ønske at dræbe. Han kunne ikke være i himlen til evig tid, han kunne ikke tage til Livet, og han kunne ikke tage til sin egen verden. "Jeg ender med at dø, gør jeg ikke?" Han mærkede sorgen igen, der langsomt fyldte ham op og trængte frygten for døden væk. Han ville ikke dø, men han kunne ikke se andet det kunne ende med.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 2, 2009 17:41:22 GMT 3
"Vi skal alle dø. Det kan vi ikke ændre på," mumlede Kiaji og lukkede øjnene igen. "Men inden da, er der en masse du skal nå..." Hun kunne mærke at hendes kjole tørrede dejligt hurtigt og besluttede at de skulle videre når de var tørre. "Har du noget i mod at rejse videre når vi er tørre?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 2, 2009 18:17:04 GMT 3
Aijou rystede på hovedet og rejste sig op. Han havde ikke noget imod noget. Han børstede sandet af sin endnu bare overkrop og de våde bukser, samlede sin trøje op og tog den på, fandt jakken og tog den i hånden. Han så op på hende, og hans mørke øjne holdt sig på hendes hænder mere end hendes ansigt og øjne. Hænder var våben, det var øjne ikke.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 2, 2009 18:26:43 GMT 3
Hun sukkede og rejste sig op i en glidende bevægelse. Hun bemærkede hans blik og flyttede hænderne op på hver side af hovedet. "Hey... Har du slet ikke en idé til hvor vi skal hen?" Spurgte hun og løftede et øjenbryn. Varmen var dejlig. "Jeg angriber dig ikke..." mumlede hun så og smilede skævt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 2, 2009 19:00:36 GMT 3
"Det regnede jeg heller ikke med," mumlede Aijou ærligt, stadig med blikket rettet mod hendes hænder. Lagde tydeligvis ikke selv mærke til sit blik, og flyttede det kun et øjeblik til hendes læber og øjne inden han så på hænderne igen. "Og jeg ved ikke hvor vi skal hen..." Han ville heller ikke gætte. Han havde ingen anelse om hvad der var i Himlen.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 2, 2009 19:39:53 GMT 3
"Vil du være sød at kigge på mit ansigt?" spurgte Kiaji og holdte stadig armene op. Hun smilede stadig og stillede sig hen til ham. "Lad os rejse." Hun tog hans hånd og lyset bredte sig igen. Da det forsvandt stod de på en klippe i midten af det vandfald. Vandet brusede omkring dem og faldt ned i dybet under dem.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 2, 2009 20:12:38 GMT 3
"Er det meningen vi skal kaste os ud?" spurgte Aijou uden frygt. Han tvang sig til at se hende i øjnene, selvom det var underligt svært. Han blev også helt usikker af det. Normalt, hvis han tillod at se nogen i øjnene, blev han sparket eller slået. At være en ligemand var ikke noget han var vant til.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 2, 2009 22:05:15 GMT 3
Kiaji smilede og hendes øjne var varme og venlige. "Hey!" det var som at møde en person på ny. "Der er en ting jeg vil råde dig til ikke at gøre. At frygte mig." Hendes smil blev skævt og hun kiggede ud over kanten. Hun stolede ikke selv på at hun turde kaste sig ud, selvom det burde være ganske ufarligt. "Jeg tror ikke at jeg tør springe, men du skal være velkommen."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 2, 2009 22:34:32 GMT 3
Aijous blik faldt igen til hendes hænder da han mærkede ubehagen ved at se hende i øjnene. Han så kort op for at læse hende ansigt inden han igen så ned, og pludselig kastede han sig ned i et styrtdyk mod bunden. Hans vinger lå helt inde langs hans krop, og han mærkede endelig det hun havde søgt ved at kaste sig i havet og kaste sig gennem luften. Sjov, og frihed. Hans vinger slog ud som en vifte ti meter over søen der lå under vandfaldet, og han nåede lige netop at rette op og glide langs vandet inden han endte med at dykke.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 2, 2009 23:28:50 GMT 3
Kiaji stirrede efter ham og mærkede suset i maven. Hun kravlede ned så hun lå på maven og kiggede ud over kanten efter ham. "Aijou?" Hendes stemme var næsten rolig, men hun var bange for at han var stødt på en af klipperne. Hun regnede ikke med det, men hun kunne ikke lade være med at bekymre sig.
|
|
