|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 2, 2009 23:45:13 GMT 3
Han fik først rettet ordentligt op flere hundrede meter inde i skoven og kom op over trætoppene der, så meget fart havde han haft på. Hans sorte vinger var tydelige mod den lyse himmel, og han var imponerende med de store vinger mod hans allerede meget lille krop. Han lukkede øjnene da han kastede sig tilbage til hende, nød adrenalinen der stadig pumpede gennem ham. Hans bekymringer var forsvundet for ham i disse dyrebare sekunder.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 3, 2009 0:07:51 GMT 3
Hun smilede og kiggede efter ham. Forhåbentligt ville han ikke bare gå og lade hende blive. "Aijou?" hun kaldte forsigtigt igen og kravlede længere ud over kanten. Der var han. Hun smilede varmt til ham automatisk. "Var det sjovt?" spurgte hun så og overvejede igen at følge efter.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 3, 2009 0:14:41 GMT 3
Dødsenglen trak på skulderne og så væk fra hende. Suset var væk, og han trak sig tilbage i sin tidligere form. Igen faldt blikket irriterende meget på hendes hænder og han landede ved hendes side, let og elegant. "Jeg tror det var fint nok." Det var mere end fint nok, og han vidste det godt, men han havde ikke lyst til at prøve.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 3, 2009 0:45:44 GMT 3
Hun kiggede op på ham. "Dejligt. Det så også sjovt ud." hun satte sig op og skævede mod kanten. "Jeg tør ikke." Det var rigtig nok. Hun turde ikke, det var alt for... Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde alligevel lyst til prøve. Det var forvirrende. Hun ville gerne men turde ikke.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 3, 2009 17:24:48 GMT 3
Aijou trak igen på sine skuldre. "Jeg skal ikke blande mig i det," sagde han og fremtvang et smil. Selvom det var overbevisende og gjorde hans kønne, fine ansigt ti gange kønnere, kunne hun som engel og i stand til at mærke hans følelser mærke at smilet ikke var ægte. Han så op i hendes øjne da han kom til at tænke på hvad hun sagde, og han følte sig igen usikker på hende.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 3, 2009 21:20:14 GMT 3
"Det klæder dig at smile. Måske ville følelserne engang også vise sig." Hun smilede skævt og rejste sig. "Hvad er det at du ikke er sikker på?" spurgte hun pludseligt og satte hænderne i siden. Vinden blæste håret ned i hendes øjne og hun pustede for at få det væk.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 3, 2009 21:40:26 GMT 3
"Jeg ser ikke folk i øjnene," mumlede han og så igen væk, ned på hendes hænder. "Det må jeg ikke. De ville slå mig..." Det gjorde ondt når de slog ham, for det meste. Han var en kriger, men han var så hurtig at han sjældent blev ramt og for bange til at mærke smerten til bagefter. Når de slog ham måtte han ikke flytte sig.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 3, 2009 22:03:59 GMT 3
Hun smilede og rystede på hovedet over ham. Løftede hænderne op på hver side af hovedet og gik hen til ham. Stoppede foran ham og prøvede at fange hans blik. "Jeg slår dig ikke. Jeg dræber dig ikke. Jeg vil dig ikke noget ondt." Hun lænede sig frem og stak hovedet hen til hans. "Du kan slå mig ihjel, hvis du vil være helt sikker." Hun smilede stadig venligt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 3, 2009 22:14:54 GMT 3
Aijou var lige ved at trække sig fra hende da hun sagde det sidste. Han ville ikke dræbe nogen, ønskede specielt ikke at dræbe hende. Han blev dog stående og så skiftende fra hendes øjne og hendes hænder. "Jeg vil bare gerne have et sted at være," sagde han lavt. Et sted hvor han hørte til, hvor han ikke skulle frygte andre, hvor han ikke ville blive jaget.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 3, 2009 22:30:02 GMT 3
Hun smilede til ham og blev stående et stykke tid, mens hun tænkte. "Hvorfor kan du ikke være i den almindelige verden?" spurgte hun så. "Kan de spore dig?" Hun vidste at han ikke kunne blive i himlen. Det var umuligt, hvis han skulle kunne undgå at blive jagtet.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 3, 2009 22:33:23 GMT 3
Han nikkede. "Jeg ved ikke hvordan, men de vidste altid hvor jeg var og hvor jeg var på vej hen," mumlede han. "Og jeg kan jo mærke hvornår de er i nærheden, så det kan ikke være sådan de har holdt øje med mig. Og jeg ved når jeg bliver forfulgt, så de kan ikke få de antireligiøse til det..." Han holdt øjnene stift rettet mod hendes hænder.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 3, 2009 22:41:35 GMT 3
Hun så tænksom ud og bed sig i læben. "Jeg kan ikke engang sige at du kan være her." mumlede hun undskyldende. "Måske har du noget på dig som de spore dig med..." Hun løftede et øjenbryn. "Gav de dig noget? Nogensinde?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 3, 2009 23:05:38 GMT 3
Aijous ene hånd lagde sig på sværdet, selvom hans blik ikke bevægede sig. De havde ikke givet ham det direkte, men mange, der arbejde for hans chef havde en eller anden forbindelse til eller var en del af Dødens højere følge. De kunne have fået planen om at give ham det. Han kunne ikke komme på andet, men hun måtte ikke tage hans sværd!
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 4, 2009 18:30:47 GMT 3
Hun kiggede på sværdet og sukkede. Trådte tilbage, med tænksomme øjne, men smilet var væk. "De har virkelig fået skovlen ind under dig," mumlede hun og satte sig på kanten, med benene dinglende ud over kanten. Det måtte være sværdet. Hans dyrebareste eje. "Du kommer aldrig til at have et sted at være, hvis du har sværdet."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 4, 2009 19:45:30 GMT 3
"Det ikke sikkert det er det!" sagde Aijou protesterende, selvom han vidste der ikke var et andet svar. Han trak det og rettede det truende imod hende, og bevægelsen var for hurtig til at man kunne se det. Han stirrede på hende, og en det lille strejf galskab de havde været i stand til at plante i hans uskyldige sind viste sig i hans øjne.
|
|
