|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 24, 2009 12:05:24 GMT 3
Ryonell opdagede ingenting og endte med at blive færdig efter næsten fire timer, og så først da hvad han havde malet. Det var havet, præcis det billed der havde sat sig i hans hoved. Et takket, tvedelt og blåhvidt lyn stod i den ene side og lavede mørkets vilde bølger en smuk, sølvagtig farve. Ryonell så på det, og det kunne ikke se skønheden her og nu. Han lagde penslen og stirrede stadig på det.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 24, 2009 12:11:31 GMT 3
Drengen havde lagt sig til at sove hos Shin og hun sad og vuggede ham, betragtede stadig Ryo. "Du er god til at male," smilede hun og hendes stemme var lav. Betragtede havet, lynet og billedet i det hele. Det så ægte ud. Hun rejste sig og gik forsigtig hen til Ryo.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 24, 2009 12:48:20 GMT 3
"Vel er jeg ej," sagde Ryonell og mente det. Det virkede ikke rigtigt, for ham. Han syntes ikke det var rigtigt. Men det havde været... rart, troede han. Mente han. Men ikke smukt. Han rynkede på næsen, og havde pludselig fik lyst til at male igen. Hvorfor havde han det? Maling var unaturligt... "Har du... et andet...?"
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 24, 2009 13:02:35 GMT 3
Hun smilede og nikkede. "Vent lidt..." Rejste sig med den stadig sovende Szuraim i armene. Kiggede på Ryonell og besluttede at han ikke havde maling ud over det hele. "Hold ham... Er du bange for at tabe ham, så sæt dig..." Hun lagde knægten over til Ryonell, så drengen lå med hovedet gemt ind mod Ryonells hals og snorkede lavt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 24, 2009 13:06:25 GMT 3
Ryonell stirrede skræmt på drengen og skyndte sig at sætte sig ned hvor de havde været mens han malede. Han var stadig usikker på den lille knægt, men greb sig i at stryge ham over håret mens han kiggede på sit maleri. Satte man sådan nogen til at tørre? Det lød logisk at man gjorde det. Han så ned på sit barn igen og et svagt smil tvang sig frem. Et nyt billed tvang sig frem hos ham. Enhjørningen i regnskoven...
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 24, 2009 13:34:20 GMT 3
Shin gik ned af gangen og endte ved det lukkede rum igen. Hun gav sig til at lede rundt mellem alle de gamle sager og pludselig stod hun med et bundt breve i hånden. "Drhati..." læste hun og bed sig i læben. Åbnede brevet og læste;
Jeg ved hvad du laver. Lad være med at prøve at skjule hende, både jeg og Shishi ved det godt. Det er en skændsel mod kongehuset, men det kunne være værre. Jeg er ikke vred, kære, men jeg håber du gør det ordenligt. Pas på dig selv. Jeg drømte at vi ville være adskilt for altid, os alle tre, til det ville være for sent at ændre. Jeg forlader jer nu, med min dit barn. Pas på hende, fortæl hende intet. Jeg beder dig. Hun ville slå sig selv i hjel i søgen.
Kærligst Yiea.
Shin stirrede blindt frem. hvad var det hun lige havde fundet.... Hun ledte febrisk videre og fandt en ny hvid plade. Løftede den op og skyndte sig tilbage, mens hun prøvede at glemme hvad hun havde læst.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 24, 2009 16:53:37 GMT 3
Ryonell sad stadig med drengen da hun kom ind og strøg hans hår og pande. Han så op da hun kom, og han blev bekymret over hendes ansigtsudtryk. Billedet af enhjørningen sprængtes i tusind stykker da han forsigtigt satte drengen ned ved siden af sig, rejste sig og gik hen til hende. "Hvad er der, Shinee?"
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 25, 2009 0:58:41 GMT 3
Hun kiggede op på ham. "De dræbt.. dræbte hende. Men... hun havde... hun skulle flygte. Hun var på vej væk. Min far... han... hvordan..." Van kunne have arrangeret det uden at hendes far vidste det. Han kunne have troet at... hun bare var flygtet. At det ikke var ægte. Han ville have benægtet det. Shin blev grebet af frygten og sank sammen på gulvet. Brevet faldt ud af hendes hænder, lige som pladen lå ved døren.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 25, 2009 1:08:12 GMT 3
"Hvad...?" spurgte Ryonell og gik over til hende uden at forstå et eneste af hendes ord. Han satte sig ved hendes side og vidste ikke om han skulle holde om hende. Sådan var det altid... hvordan gjorde man nu egentligt? Hans ene hånd løftede sig langsomt og lagde sig på hendes kind, og gled så ned over hendes nakke og ned på skulderen og forbi den også.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 25, 2009 21:52:14 GMT 3
Hun prøvede at forklare igen, men det blev til en usammenhængen mumlen. Hun frygtede for sin forstand, der nægtede at rumme hele sandheden. I stedet lænede hun sig ind mod ham og bed sig hårdt i læben. Hvad.. havde... hun... gjort... Det var hendes skyld. Det var forfærdeligt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 25, 2009 21:58:05 GMT 3
"Shinee?" Ryonell strøg hende over kinden uden at vide hvad han ellers skulle gøre. Hvorfor skulle det også ske? Han så over på drengen og vidste ikke om drengen ville reagere hvis han så sin mor sådan, eller rettere hvordan han ville reagere. Han ville jo reagere. "Øhh... Shinee, hvad er der?"
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 25, 2009 22:07:16 GMT 3
"Han vidste ikke at hun var død." Hun kiggede op og øjnene var enorme af chokket. "Han troede det var skuespil. Men Vany dræbte hende." Hendes stemme var tom. Livløs. "Han lovede ikke at sige at hun var flygtet. Hun skulle flygte. Men Vany dræbte hende før hun nåede væk." Hun prøvede at sige noget mere men hendes stemme var forsvundet. Drengen kiggede uroligt. Bange. "Han vidste ikke at hun var død. Min far vidste ikke at min mor var død, Ryo."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 25, 2009 22:32:22 GMT 3
Ryonell rynkede panden. Overraskende. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere, og han fortsatte med at stryge hendes kind og hår og skulder og ryg. "Det... Vi finder hende." Hans stemme var fast og sikker. "Vi skal nok finde hende. Og... Du skal få lov til at pine hende til døde hvis det er hvad du ønsker." Han mærkede selv følelsen flamme op.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 25, 2009 22:43:53 GMT 3
Hun lænede sig ind mod ham igen og hendes fingre borede sig ind i hans trøje. "Jeg vil slå hende ihjel... Ryonell, jeg kan ikke nu. Ikke når jeg er gravid. Så bliver det mig der dør." Hun mærkede fortrydelsen stige i halsen. Det var forfærdeligt... Hun hadede Vany, had kunne ikke engang dække den følelse af afsky og vrede som hun følte.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 25, 2009 23:33:35 GMT 3
"Så venter vi," sagde han og fortsatte med at stryge hende kejtet over kroppen. "Og bagefter skal jeg nok prøve at passe på børnene, hvis de ikke skal blandes ind i det." Han vidste ikke om han kunne gøre det, om hun skulle lade ham gøre det. Måske blev det bare sagt for at trøste hende, eller som en spøg.
|
|
[/URL]
