|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 21, 2009 18:23:57 GMT 3
Ryonell så pludselig forvirret ud. Han forstod ikke hvad drengen ville, og så op på Shinee med et usikkert ansigtsudtryk. "Kunne du..." Forklare? Han så ned på drengen igen og følte sig dum. Han lagde en hånd på Shinees kind og var alvorligt igen. "Kan vi ikke prøve? Jeg vil gøre... Alt for at beholde dem..."
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 21, 2009 21:28:37 GMT 3
Hun så på ham og bed sig i læben. Som om hun kunne sige nej, når han gjorde det der. Alligevel prøvede hun igen. "Ryonell... Jeg kan ikke..." Hun kiggede væk igen og trak vejret dybt. Hun kunne ikke, ville ikke... Hun følte sig presset og vidste at hvis hun sagde ja nu, havde hun ikke hjertet med i sit svar. Hun vidste ikke om han kunne overtale hende og hun håbede det ikke.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 21, 2009 21:43:51 GMT 3
Ryonell så på hende. "Shinee... Hvis jeg hjælper kan du godt klare det." Hun var stærk, han vidste hun kunne. Selvom at han hjalp ikke kunne være noget posivt, så lod det til at hjælpe hende nu. Og han ville gøre et forsøg, selvom det ikke kunne ende godt. Han strøg hendes kind, varsomt, som om han ikke kunne andet end at skade hende hvis han ikke koncentrerede sig.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 22, 2009 17:24:58 GMT 3
Hun lænede ansigtet ind mod hans hånd og trak vejret dybt. Med hans hjælp... hun kunne stadig ikke. Det ville være for hårdt. Han havde selv sagt at han ikke kunne tage så meget ansvar. Hun ville bare ikke ende med at stå med det hele selv. "Ryonell..." mumlede hun og kiggede på ham, øjnene usikre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 22, 2009 17:43:18 GMT 3
"Du er stærkere end du tror," sagde Ryonell, og vidste at nogle kunne finde på at sige præcis det samme om ham. Bare på andre områder. "Jeg tror på du kan klare det, selvom du har en klovn som medhjælper." Hans blik flakkede ned til drengen et kort øjeblik og han sukkede så dybt. Trak vejret ind og ud.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 22, 2009 18:28:29 GMT 3
Hun løftede lidt op i drengen og tænkte sig om. "Hvis klovnen lover, sværger at være der ved fødslen og ikke tage benene på nakken..." han havde allerede overtalt hende. Hvorfor var han så god til at overtale andre, mens andre ikke kunne overtale ham. Måske var hun bare svag... "en klovn er bedre end ingen. Jeg vil ikke være alene."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 22, 2009 18:51:53 GMT 3
Ryonell tøvede et splitsekund inden han nikkede. "Ja... Ja, jeg lover det," sagde han. "Og jeg vil gerne male for dig, hvis det gør noget bedre," sagde han med et skuldertræk. Han kunne dog ikke se noget ved det, noget der skulle hjælpe med at overbevise hende om noget, men hvorfor ikke slynge den afsted alligevel?
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 22, 2009 19:31:17 GMT 3
Hun smilede. "Du maler hvis du får lyst til det... Jeg kan ikke tvinge dig til det," sukkede hun og trådte væk fra ham. Han havde lovet det. Hun ville holde ham på hans ord. Ellers ville børnene komme på børnehjem. Hun ville ikke kunne overkomme dem. Træt sank hun sammen i en stol og strøg sin allerede store mave. Kiggede på knægten der prøvede at kravle ned. "far." han stavrede hen over gulvet i mod Ryonell igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 22, 2009 19:47:22 GMT 3
Ryonell blev usikker igen og sukkede. "Hvordan holder jeg h - Szuraim?" spurgte han, bare for at være sikker på at han ikke skadede ham. Det var en forfærdelig skræk for ham, at skade hende eller knægten, eller børnene i hende. Han sukkede. Havde han ikke lovet at male, egentligt? Han var ikke sikker. Og han håbede ikke.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 22, 2009 20:39:42 GMT 3
Shin trak benene op under sig og betragtede dem. "Under armene når du løftede ham. Hvis du skal gå med ham, så gør som jeg gjorde før." Hun demonstrede uden barn og prøvede at vise ham det, selvom hun sad meget dårligt for det. "Det er ikke så svært." Drengen rakte armene op efter sin far og udstødte en utålmodig lyd.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 22, 2009 21:57:27 GMT 3
"Øhm..." Ryonell trak vejret dybt og forsøgte at tage fat i drengen og løfte ham op. Det gik... underligt, og han mærkede at være ved at miste grebet. Drengen gled et stykke ned af ham, inden han fik fat i begge arme og stod lidt forvirret og vidste ikke hvad han skulle gøre. Så mærkede han vreden, tog blidt drengen ned på jorden og prøvede at køle sig selv ned inden han lavede et nyt forsøg. "Hvordan kan man ikke være i stand til at løfte sit barn?!" spurgte han arrigt, mest til luften.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 22, 2009 23:03:00 GMT 3
Hun grinede blidt af ham og let rystende. "Du skal bare lære det..." hun rejste sig og gik hen over gulvet. "Sådan her..." hun hjalp ham med det og trak vejret dybt. "Det er ikke så svært." Hun klappede ham på kinden og sukkede. Drengen så lidt forvirret ud, men grinede så begejstret.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 22, 2009 23:19:38 GMT 3
"Siger du," surmulede han. "Du har måneders øvelse." Han fumlede noget med balancen i det, og følte sig stadig forvirret og umulig. At drengen havde det sjovt var en blanding at irriterende og nydelse, men alligevel kunne han ikke lade være med at smile da drengen gjorde det. Det var underligt, men det var vel at være far.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 23, 2009 19:57:49 GMT 3
Hun trak på skulderne og smilede blidt, mens hun hjalp ham med det igen. "Du skal lærer det. Ellers har vi et problem." Hun skævede kort til sin mave og rullede med øjnene. "Det bliver nemmere, du skal bare lige vende dig til det." Drengen kom til at sidde med hænderne fri og klappede ivrigt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 23, 2009 20:44:14 GMT 3
"Kan du lide det, hva'? Far der roder rundt med ting alle ved han egentligt burde flygte fra, fordi han er stædig?" spurgte han, halvt irriteret, halvt ligegyldigt, og forsøgte at holde drengen mere sikkert. Et svagt lille smil tvang sig frem da det så småt begyndte at føles mere behageligt, men han så hele tiden opmærksomt efter om drengen var ved at glide igen.
|
|
[/URL]
