|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 21, 2009 21:11:38 GMT 3
"Det kan jeg ikke rigtigt bruge til noget," mumlede Kerai og trak sig fra ham igen, kun for at træde frem igen og angribe fra en ny vinkel. Mere stilfuldt, mindre vildt og sværere at gennemskue. Selv for sin egen art var han enormt hurtig. Noget nogle af dem faktisk havde... 'rost' ham for en gang imellem. Han fornemmede pludselig noget, langt væk. En dødsengel, og en bekendt en. Han håbede den ville holde sig væk. Det var meget, meget langt væk.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 21, 2009 23:06:05 GMT 3
Simiel mærkede intet, da Aijous klinge ramte ham, men efter kampen - hvis der blev noget efter - ville han have fået en pæn, dyb flænge. Dog var han så koncentreret omkring kampen at han næsten ikke mærkede smerten. Langt borte fornemmede han en anden dødsengel midt i det hele. Mystisk som engle og dødsengle kom til Mida idag. "Måske... Føler du sorg over at dræbe fordi du er tvunget til det," foreslog han.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 21, 2009 23:10:58 GMT 3
"Mange andre er i min situation," sagde Kerai, selvom der var en enorm forskel mellem dem. Det hele med at han var fra de lavere kvartere og den slags småting. Kerais opmærksomhed var kun halvt på kampen, men modsat hvad man skulle tro efterlod det ikke en åbning i hans forsvar. "Men det ikke noget jeg skal bryde mig om at tænke på." Det var sagt i samme tonefald som han havde sagt til Shenatell og senere til ærkeenglene at han ikke havde noget mening selv. "Jeg skal bare gøre som de ber om..." Den fremmede, og alligevel ikke fremmede, dødsengel nærmede sig mere drastisk. Han var på vej derhen, målet fundet.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 22, 2009 17:28:00 GMT 3
"Så du er bare et våben, en eller andens mordermaskine, der ikke skal tænke selv, men bare adlyde ethvert vink? Det er ikke noget liv, det er blot en lænke bundet til evig sorg. Så er det næsten bedre at dræbe uden ordre." Simiel måtte stadig koncentrere sig om kampen, for ikke at få kappet hovedet af i farten.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 22, 2009 17:35:37 GMT 3
"Det er netop hvad jeg er," sagde Kerai, hans stemme den samme som før, dog en smule lavere og mere sørgmodigt. "Uvidende om den del af mit rige kan du intet vide om det." Kerai så til siden et kort øjeblik og nåede alligevel at parere for englens sværd. Den anden kom stadig nærmere. "Og jeg kan ikke tro på at du skulle være... interesseret i mit liv." Han var en morder, et væsen den anden kunne synes som ligegyldig, fordi hans synder var for store.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 22, 2009 17:48:42 GMT 3
"Men vil du ikke ændre det?" Simiels stemme lød indtrængende. Måske, hvis han var heldig, ville han kunne plante et oprør i dødsenglens sind, hvis han var den, der måtte dø i kampen. "Vil du ikke gøre dig fri, vil du ikke lære at tænke selv?" Simiel sprang tilbage for et hug, sprang frem for at angribe.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 22, 2009 18:12:00 GMT 3
"Kerai Aijou Takai Ishi er mit navn - Tjener Kærligheds Død Sten. Jeg tjener døden og alle andre der er mellem ham og mig i rangordenen..." Kerai fulgte stadig den andens bevægelser med sine alt for hurtige øjne, og fik så et glimt af dødsenglen bag ærkeenglen. Han mærkede panikken var han genkendte den fremmede, og panikken fik ham til at lave et overraskende slag mod Simiels mave. Han ramte, men ikke så han ville dø - med det samme. Sværdet gled ud af hans greb mens et stort, ondskabsfuldt smil viste sig på den andens ansigt.
"Åh, der er du, Kerai." Han sagde navnet på en måde der understregede at han gik på betydningen, ikke... personen. "Du er fem dage forsinket. Skulle se om der var en god grund til det."
"Jeg... Jeg fik en anden pligt. Sammenstød mellem røvere... Jeg var nødt til at... Han siger også at det er vigtigt jeg gør mit andet arbejde." Kerai fokuserede udelukkende på den anden dødsengel, som lod øjnene strejfe over svineriet den lille havde lavet.
"Men alligevel spilder du din tid på at slå ærkeengle ihjel," sagde den anden spottende.
"Hun var ikke hvor de sagde... Hun gled fra mig." Panikken var tydelig hos Kerai.
"Jeg ser ikke at det skulle være grund til så stor forsinkelse," sagde den anden dødsengel, og fra det ene øjeblik til det andet lå Aijou på jorden og vred sig i smerte.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 22, 2009 18:48:38 GMT 3
Simiel blødte kraftigt fra maven, og han faldt ned på jorden og krøllede sig sammen i smerte. Dog besluttede han sig for at dræbe den fremmede dødsengel, der ikke så ud til at have nogen samvittighed i livet, og han koncentrerede sig om at gribe fat i den andens sjæl. Langsomt trak han den ud fra kroppen, og knuste den til ingenting. Sjælen ville aldrig finde hjem uden hjælp, en hjælp Simiel ikke havde tid nok til at give.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 22, 2009 18:59:39 GMT 3
Kerai lå på jorden med lukkede øjne og mærkede tårerne tvinge sig ned af hans kinder. Han så over på Simiel, og der gik det op for ham hvad ærkeenglen havde gjort, og han satte sig hurtigt op og stirrede på liget, og han mærkede panikken. "Du... Du skulle ikke have gjort det," sagde han, stadig gispende efter vejret efter den anden dødsengels behandling af ham. Hans øjne var store i rædsel.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 22, 2009 19:56:52 GMT 3
Simiel lukkede øjnene. "Undskyld, men han virkede ikke som en rar person." Han vidste, at han snart ville dø. "Jeg er ked af det, hvis han var... Vigtig. Husk det med lænken." Ærkeenglen besluttede, at det var tid til at give slip på livet, og snart slog hans hjerte ikke længere.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 22, 2009 20:03:06 GMT 3
"Jeg er født med den. Det er en fejl ved mig jeg aldrig glemmer," mumlede Kerai, uden at lægge mærke til om englen var død eller levende. Han var nødt til at gemme tre lig. Ærkeenglene og dødsenglen. Ikke en rar person. Aijou undertrykte et fnys mens han med vilje overså Shenatells lig. Engle skulle forestille at kende dødsengle. Der var meget få dødsengle der var rare, og ingen af de rare kom normalt til Livet. Han vendte sig og vandrede afsted. Thaens tur... Det gjorde ham ked af det.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 22, 2009 20:36:51 GMT 3
Thaen befandt sig i Generm i Solitopia, og gik igennem gaderne, uden at vide noget om mordet på Shenatell, måske endda lykkeligt uvidende. Han så rundt, og strøg forbi to lave mennesker, der var igang med et skænderi. Spild af tid!
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 22, 2009 20:40:34 GMT 3
Aijou flød gennem gaden med et søgende blik, og fandt ham. Han havde sine ordre, og som allerede nævnt var han meget forsinket, så med det samme Thaen kom i syne trak han sit sværd og for frem. Han var ligeglad med hvem han ramte med sværdet på vejen, selvom det var mange, og nogle af dem ville dø af det. Han mærkede allerede deres sind åbne sig for ham, selvom de endnu var meget i live. Han ville kunne huske dem alle.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 23, 2009 23:25:50 GMT 3
Thaen drejede rundt, da der lød skrig, nogle af rædsel og panik, andre i stor smerte, da en mand med sorte vinger banede vejen med sit sværd, så de der stod i vejen brutalt blev hugget ned, og efterladt dødeligt såret. Han trak sin stridsøkse, da han kunne se, at manden var på vej mod ham.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 23, 2009 23:38:30 GMT 3
De sidste fem meter svang sig frem med vingerne med den fart der var så dødbringende og umulig at følge. Han sparkede ud, svang sværdet og så på samme tid ud til siden for at se hvem andre der kunne var en trussel. Han gik for hurtigt frem til at hans følelser nåede med, og ham mærkede ikke sin frygt for døden og sin sorg over andres død i netop dette øjeblik.
|
|
