|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 24, 2009 0:16:56 GMT 3
Thaen indså, hvor hurtig dødsenglen var. Han kunne næsten ikke ses med det blotte øje, hvilket fik sortelveren til uvilkårligt at træde et skridt tilbage, som om det skulle hjælpe noget. Afstanden blev slugt på ingen tid, og han hævede øksen til hug.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 0:20:31 GMT 3
Kerai fløj videre, alt for hurtig, og gjorde hvad han kunne for at indhente den anden bare en smule hurtigere. Han parerede hugget, svang sværdet mod mandens hoved og lukkede øjnene i et splitsekund. Et øjeblik mærkede han ikke vinden strøge over sig, men kun den vind han selv havde skabt da han bevægede sig rundt.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 24, 2009 0:23:38 GMT 3
Thaen skiftede hurtigt greb om øksen, for at afbøde sværdets slag, før han kastede sig lidt ud til siden, og huggede ud efter dødsenglens side. Det var en drabelig modstander, og chancen for overlevelse var ikke så forfærdelig stor. "Hvad går det her ud på!?" gispede han.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 0:30:48 GMT 3
"Min chef bestemte du skulle dø," sagde Aijou og fortsatte med at slå uden efter ham. At han kunne følge med så meget som han gjorde nu var imponerende, men det var kun et spørgsmål om tid, og det vidste de begge. Han svang sværdet igen, og halvvejs igennem slaget ændrede han det fra hoved til lår.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 24, 2009 12:12:33 GMT 3
Thaen nåede ikke at parere sværdet, og det skar dybt ned i hans lår. Han skreg i smerte, men havde ikke tid til at kigge ned. Han vaklede igen lidt tilbage og slap øksen, for at presse hænderne mod låret og stoppe blodet. "Jeg har intet gjort," mumlede han bittert, gispende.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 12:16:58 GMT 3
"Du kendte en engel," sagde Kerai og svang sværdet til den anden side og ramte hans skulder. "Du er en god kriger..." Følelserne fik tvunget sig frem igen, og han fik tårer i øjnene. "Shenatell elskede dig højt," mumlede han, sørgmodig. "Jeg er nødt til at dræbe dig, og det tror jeg du ved." Hvis det ikke var gået op for ham, gjorde det det nu.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 24, 2009 18:40:11 GMT 3
Thaen var klog nok til at regne ud, at på den måde dødsenglen omtalte Shenatell, kunne hun ikke være andet end død. Mærkeligt nok græd han ikke, han blev bare fyldt med en tomhed, og noget koldt sprang frem i hans øjne. Det var ikke værd at leve, hvis hun var død, for han vidste, at der aldrig ville være andre end hende i hans hoved, og den smerte der jog gennem hans skulder, var intet i forhold til den smerte, hans hjerte pludselig brændende rummede. Han sukkede dybt. "Som om det skulle være en forbrydelse," hviskede han bittert. Han så op på dødsenglen med et hårdt, stædigt blik. "Hjælp mig op, jeg vil ikke dø liggende."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 24, 2009 18:45:40 GMT 3
Aijou blinkede, og tårerne tvang sig ned af hans kinder da han gjorde dette. Tomhed var værre end sorg eller vrede, den var mere energiladet for ham, og det betød at følelsen var værre. "For min chef er det en forbrydelse," mumlede han næsten hviskende og forsøgte at trække ham op at stå. "Men jeg kan ikke sige nej til dit ønske, da det ikke går imod mine ordre." Han vendte sværdet i hånden med en unaturlig bevægelse, så det var som en dolk han skulle stikke med, og han rettede stikket mod hjertet med en sikkerhed og fart der var usynlig og smertefri.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 24, 2009 19:04:39 GMT 3
Thaen mærkede sit hjerte gennembores, og der gik ikke nogen form for tanker igennem hans hoved, inden han faldt om. Øksen lå ved siden af ham, og gaden blev farvet af hans eget blod. Hans øjne var vidt opspærrede, stadig kolde og hårde, men man kunne håbe på, at han havde fundet hvile, hvor han nu var.
|
|
