|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 20, 2009 17:44:15 GMT 3
"Du tager fejl," lød det i kor fra dem begge på samme tid, de havde fået samme tanke, og opfanget samme følelse omkring dødsenglen.
"At dræbe gør dig til synderen, uanset ordre fra andre, eller om du handler af egen fri vilje. Det ændre ikke på, at vi er nødsaget til at dræbe dig." Ærkeenglene trådte tættere på dødsenglen, et tættere skridt på døden. Også de bar sværd, selvom de måtte indebærer en ufattelig magi i sig selv.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 20, 2009 18:13:09 GMT 3
Kerai bakkede, igen ude af stand til at styre sin frygt. Han så fra den ene til den anden og blinkede med øjnene, inden han fik kontrol med sig selv igen. Hans mundvige vendte let nedad. "Gud skulle forstille at være tilgivende." Det var ikke andet end en hvisken. "Det gælder vel ikke dødsengle.. Har I en form for ret i himlen?" Hvis de havde var de labngt bedre end hans eget folk.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 20, 2009 21:12:42 GMT 3
"For hvert eneste drab, har du fået en ny chance, men det er nok ved at løbe lidt op," smilede Simiel beklagende, han kunne mærke dødsenglens frygt. Zachariel tog over.
"Vi respekterer hinanden i Himlen, vi lever i harmoni med hinanden, og hvis noget går skævt blandt to parter, spørger vi en, der er klogere end os til råds, og accepterer hans eller hendes løsning. På den måde udvikler alle sig, for der er altid en der står under og over os." Han smilede. "Frygter du døden?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 20, 2009 21:23:00 GMT 3
Kerai nikkede og bakkede fra dem igen. "Men min mening har ingen betydning for det," mumlede han. I dødens rige var det en hovedregl. Den halvdel af befolkningen der boede inden for inderste mur havde ingen mening, ingen 'evne til at tænke selv'. Det var noget de andre, deres fjender, ikke vidste noget om. De dødsengle, der kom til Livet, var langt højere end de to inderste mure, hvor den mening var bredest. Han så skiftevis på den ene og den anden.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 20, 2009 21:45:35 GMT 3
"Igen, vi beklager," sukkede Simiel. De havde begge draget deres sværd, da de gik imod ham, klar til at dræbe, for de mord dødsenglen havde begået. De trådte lidt væk fra hinanden, satte farten op, med sværdene løftede foran sig, og kom nærmere og nærmere Aijou.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 20, 2009 22:02:00 GMT 3
Aijou mærkede panikken i sig, og da de kom tæt nok på trak han sværdet og svang det mod Simiel. Han var mere overrasket end de da han så blodet komme ud. Han begyndte igen at danse med sværdet, for yndefuldt til det kunne være en trussel, og for første gang var han ikke bange for at dræbe, ikke ked af at skulle dræbe en person. For første gang nogensinde kæmpede han for sit liv.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 20, 2009 22:32:44 GMT 3
Simiel blev overrasket, da Aijou fik såret ham, og rødt blod løb fra hans arm. Han skiftede sværdet over i den anden hånd, for ikke at overbelaste armen, blev klar over, at det blev så nemt, som man skulle tro. Zachariel trak længere ud, og sprang lynhurtigt frem mod dødsenglen, for at lave et hug mod hans skulder.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 20, 2009 22:39:57 GMT 3
Kerai dansede omkring dem, og hans følelser var lammede. Han så fra den ene til den anden, og da Zachariel slog ud efter ham parerede han og trak til side, og begyndte at fængte med ham det bedste han havde lært. Kli-kli-kli-kling-kling-kli-kli-kli lød det, og sendte et slag mod siden af hans brystkasse.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 20, 2009 22:53:02 GMT 3
Zachariel var oppe med paraden, han var ikke svækket af undertal, og Simiel kom ind i kampen igen. Dog var de retfærdige, så Zachariel holdt lidt igen med sit udfald. Men Aijou var drabelig med et sværd, et forkert træk, og de var begge sendt direkte i graven ligesom Shenatell.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 20, 2009 23:13:48 GMT 3
På en eller anden måde var Kerai i stand til at følge med dem begge. Hans øjne skiftede konstant fra den ene til den anden, så hurtigt at de ikke selv var i stand til at følge med med deres øjne. Zachariel holdt igen, og Zachariel gjorde en fejl. Endnu en røde stribe af blod trådte ind i Kerais synsfelt, men han havde travlt med at få en parade op for Simiel. Hvor den lå var ikke i interesse, problemet var bare at han stadig stod oppe. Kli-kli-k-kli-kling-kli-k-k-kling-kliiing-kli-kli-kli-k. Lyden kunne høres flere kilometer fra dem, men intet af det betød noget. Han trådte til side, væk fra dem, og endnu en rød stribe tegnede sig i hans synsfelt. Han opdagede ikke selv at han blødte på den ene hofte.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 21, 2009 18:49:42 GMT 3
Zachariel gispede pludselig, blødende fra brystet, og han faldt sammen. Simiel havde ikke tid til at se på sin ven, men det var tydeligt, at ærkeenglen var død. Simiel måtte tage sig mere sammen, indså han, og begyndte at koncentrere sig endnu mere om fægtekampen, rettede sin koncentration hundrede procent mod dødsenglen. Der var endnu en grund til, at Aijou skulle dø. Han havde dræbt en ærkeengel.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 21, 2009 19:37:34 GMT 3
Kerai vred sig rundt og dansede rundt om ham med større afstand. Hans sværd lå i den irriterende højde der var tillokkende og hans startsted at have sit sværd. "Du ved jeg er tvunget til at dræbe dig for at du ikke kans sige det videre..." hviskede han, og med den ene død kunne han falde til ro. Der var større chance for at overleve nu.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 21, 2009 20:29:12 GMT 3
"Og du ved, at jeg er tvunget til at dræbe dig, for at have dræbt to engle," lød Simiels svar, smilede skævt, og angreb igen Aijou, med al den hurtighed han ejede. Han var hurtig, men dødsengle var der ingen, som man kunne hamle op med. I denne kamp ville det være dumt at svinge sværdet i en halvbue mod modstanderens hofte, det ville blive en alt for stor åbning.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 21, 2009 20:34:30 GMT 3
"Men jeg føler ingen modvilje i at dræbe hos dig. Hvordan kan en dødsengel, der bruger drabet og smerten som energi for at kunne få deres magi til at fungere, hade og frygte det mere end de reneste af englene?" spurgte han, og det virkede næsten som nysgerrighed mere end provokation. Det var underligt. Han begyndte allerede at mærke sorgen over Zachariels død, selvom han for en gangs skyld havde kæmpet for sit eget liv.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 21, 2009 21:00:57 GMT 3
Simiel tænkte lidt over hans spørgsmål, stadig imens fægtekampen stod på. Bagefter kunne de jo også lige samles omkring en kop te, og snakke lidt mere om død og retfærdighed, hvis det da ikke var fordi, at en af dem ville ende med at dø. Han frygtede ikke døden, han troede på et godt liv efter døden. "Jeg kender ikke din baggrund, men jeg tror, du skal søge i fortiden, for at finde svaret," lød hans svar.
|
|
