Endnu et job :'(

[Ramoan Ankad]

Shenatell kom flyvende gennem luften, havde lige netop krydset Solitopias grænse for under et minut siden, og var nu i udkanten af Mida. Hun så på det golde sand under sig, med et svagt smil. Vinden havde lagt sig, så det var hårdere at flyve gennem luften, og hun overvejede, om hun ikke skulle gøre et forsøg på at gå. Dog var luften sikrest. Hun havde hørt rygter om en drage, og om midanerne, der ikke så venligt på fremmede. Rygter skulle ikke undervurderes, men heller ikke tages med fuld alvor.

[Aijou Ishi]

Kerai stod på sandet, hans vinger skjult, og havde øjnene lukkede mens han mumlede for sig selv. Han havde fået at vide at hun var på vej denne vej, og snart kunne han mærke den klamt sødlige glæde der meldte en engels nærhed. Han åbnede ikke øjnene. Hun ville snart komme, og hun ville kunne mærke hans følelser. Sorg. Men det ville ikke vise hvad han skulle til at gøre imod hende. I virkeligheden havde han intet imod engle.

[Ramoan Ankad]

Shenatell opfangede en dyster sorg, og rynkede panden. Hun satte farten op, og spejdede rundt, for at finde det væsen, som udstrålede den dystre energi. En ung mand under hende, med sorte vinger, og hun overvejede, om hun turde flyve ned. Sorte vinger kunne betyde mange ting, men for det meste var de en advarsel. Dog dykkede hun alligevel. Sorgen var overvældende.

[Aijou Ishi]

Kerai åbnede øjnene og så op på hende, og hans sorte vinger sitrede. Hvorfor skulle det være sådan?! Han behøvede ikke tænke det færdigt. Han havde ikke noget valg. Han skulle gøre det, eller hans chef ville sørge for at han døde. Han sagde intet, men kiggede bare på hende. Hun var præcist lige så smuk som alle de andre engle han havde mødt.

[Ramoan Ankad]

Shenatell landede i sandet, så støvet hvirvlede op omkring hende. Hun så mere indgående på den anden, og det gik op for hende, hvad han var. Hun tog en dyb indånding, for ikke at vige tilbage. Man skulle ikke bedømme andre på udseende eller race, mindede hun sig selv om. "Hej," sagde hun hæst, men hendes stemme var smuk, og gav genklang i stilheden, og hendes øjne var fuldkommen uskyldige.

[Aijou Ishi]

Kerai så på hende, og han mærkede allerede følelsen af fortrydelse og dårlig samvittighed. Han trak sit sværd uden at de følelser hun kunne mærke på ham viste sig i hans alt for fine ansigt. Han holdt sværdet i cirka hoftehøjde i den ene hånd. "Mit navn er Kerai Aijou Takai Ishi," sagde han, og vidste at hun kendte betydningen. Kerai Takai, Tjener Døden. Han ville ikke lade hende flygte, hvis det var hvad hun ville. "Jeg har til opgave at dræbe Thaen efter dig. Min chef ønsker det."

[Ramoan Ankad]

Shenatell fik et lettere panisk udtryk i øjnene, da han nævnte sortelverens navn, og hun bakkede instinktivt for sværdet. "Nej, det må du ikke," hviskede hun, spredte vingerne ud for at... Ja, for hvad? Flygte? "Du rører ham ikke!" Hun besluttede sig for at flygte, måtte tage kampen op, hvis det mislykkedes, og gik i luften. Hun kunne fornemme, at han ikke var glad, faktisk dybt ulykkelig, men hun havde mere travlt med at komme væk.

[Aijou Ishi]

Aijou svang sig op i luften, og hans alt for store vinger til den spinkle krop, der ellers fik ham til at virke en smule uligevægtig, viste sit værd. Han fløj mod hende med en så stor fart at man næsten ikke kunne se ham, og sværdet havde samme fart da han skar i hendes ene, hvide vinge. Alt imens var han tydeligt opmærksom på hvad han lavede, og hans ulykke, der allerede virkede bundløs, klarede at blive endnu dybere.

[Ramoan Ankad]

Shenatell bed tænderne sammen, da en smerte jog gennem hendes ene vinge, og hun vidste, at hun ikke kunne holde sig i luften meget længere. Hun opgav at flyve, faldt bare mod jorden, imens hendes øjne flakkede rundt efter den lynhurtige dødsengel. Hun måtte kæmpe, hvis hun skulle have en chance for at overleve. Hvis Thaen skulle have en chance. Da hun ramte jorden, kæmpede hun sig op at stå, og så blodet løbe ud i sandet.

[Aijou Ishi]

Aijou landede på jorden hvor hun var ved at styrte, og trådte til side for at hun ikke skulle ramme ham. Han vidste han trak det ud med vilje, og det var ikke for at udsætte hende for smerte, selvom smerten gjorde ham glad. Hun var ked af det, forsøgt at beskytte sin elskede. Han vidste hun ikke havde en chance mod ham, og han bare ventede på at hun ville tage sig sammen til at angribe.

[Ramoan Ankad]

Shenatell skubbede panikken bort, og det paniske udtryk forsvandt, som belsutsomheden viste sig i hendes smukke engleansigt, og hun drog to sværd frem, der godt kunne minde meget om samuraisværd. Hun holdt dem krydsede foran sig, holdt øje med sin morder, velvidende at dette meget vel kunne få et dårligt udfald. Men ingen skulle komme og sige, at hun ikke kæmpede.

[Aijou Ishi]

Aijou foldede sine vinger sammen. De var stadig synlige, men så mere ud til at have en normal størrelse. Rusen i hendes sorg og ubehag emmede let ud, og hans egen sorg kunne igen mærkes, så dyb og hård at det var tårervækkende. Han lod sværdet glide ned i hoftehøjde igen og nærmede sig hende med et udtryksløs ansigt.

[Ramoan Ankad]

Hans sorg var rammende og gik lige i hjertet, men hun skulle blot minde sig selv om, at han ville dræbe Thaen, for at holde fokus igen. Shenatell stod afventende, ventede blot på et angreb, da hun var bange for at give ham en åbning til at hugge, hvis hun selv startede et angreb. Var klar over, at han kun behøvede en lille, minimal chance, så hurtig, som han var.

[Aijou Ishi]

Aijou gik endnu nærmere og så opmærksomt på hende. Hans fødder næsten dansede afsted, rundt om og nærmere. Pludseligt og uden advarsel huggede han ud, og igen var han så hurtig at slaget var svært at se. Hvordan kunne man overhovedet bevæge sig sådan? Han kunne mærke tårer i sine øjne da han mærkede hendes følelser, og skyndte sig at blinke for at det ikke skulle forhindre ham i at se. Hans slag var rettet mod hjertet.

[Ramoan Ankad]

Shenatells krop var spændt til det sidste, hun ventede bare på hans hug, måske den eneste grund til, at hendes parade fløj op så hurtigt. Med sværdene krydsede, fangede hun hans sværd, og forsøgte at presse ham tilbage, ved at træde et skridt frem.