|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 18, 2009 19:56:57 GMT 3
Aijou trak sit sværd fri, sparkede efter hendes hofte, kun for at stoppe da hun gjorde mine til at slå efter hans ben, og han slog ud efter hendes mave med sværdet. Tårerne lå stadig på hans kinder, på vej ned forbi hans ar. Han lod så op fra hendes krop for at se hende i øjnene men hans mørke, selvom han allerhelst ville vende sig om og flygte da det gik op for ham at hans sværd ville ramme og dræbe hende.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 19, 2009 19:30:01 GMT 3
Tårerne forvirrede Shenatell, det var som om, han nød drabet, og var forfærdelig trist over, at skulle dræbe hende. Hun spærrede øjnene op, for ligesom han, vidste hun, at hun nu skulle dø. "Du gør ham ikke noget, det må du ikke," ordene væltede ud af hende, som om hun kunne nå at stoppe ham, før sværdet gennemborede hende, og hendes krop faldt sammen. Blod flød fra hende, hun gispede og kneb øjnene sammen i smerte, vidste, at hun meget snart var død.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 19, 2009 19:43:16 GMT 3
"Jeg har ikke en egen mening eller vilje. Jeg bestemmer ikke hvem der skal dø." Han mærkede livet glide fra hende, og tvunget som han var nød han det. "Jeg ved ikke hvad der sker med os når vi dør." Hendes liv tvang sig åbent for hans øjne, de minder der stod klarest, håb og frygt, alt det samme som han var vandt til. Livet der passerede revy. Sjælen var så... åben... lige inden den gled fra kroppen.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 19, 2009 21:05:20 GMT 3
Shenatell kæmpede for at holde sig selv i live, selvom det var mere eller mindre underbevidst. Måske gjorde hun det for Thaen. "Vil..." Hun tvang sine læber til at lystre, selvom hendes stemme var svag, knækkede over og nogle steder fuldstændig svigtede. "Vil du ikke nok... Lade være?" Hendes ansigt var forpint i smerte, og alt flød ud for hendes øjne til en blanding farver. Hun kunne ikke rigtig lokalisere, hvor han stod, blodtabet svækkede hende fuldstændigt, men hun havde endnu ikke sluppet livet.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 19, 2009 21:12:45 GMT 3
"Jeg kan ikke lade være. Jeg er tvunget til det. Præcis som med dig." Han forsøgte ikke at se på hende, men han kunne ikke få sig til det. "Han bad mig om at gøre det." At fortælle den slags ting til en der var ved at dø var ikke et problem. Hun kunne ikke sige det videre. Han lod sværdet glide ned på plads uden at flytte sine tårevædede øjne fra hende. Hvordan kunne en dødsengel græde over en engels død, eller døden overhovedet?!
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 19, 2009 21:20:25 GMT 3
"Hvorfor... Adlyde hvis det..." Shenatell måtte holde en pause, hun bemærkede ikke, hvordan hendes krop var begyndt at ryste. "Hvis det.. Piner dig.. Piner os?" Tankerne var ikke klare, men hun mindede sig selv om, at han var dødsengel. Han kunne være ligeglad med døden, men det var han ikke. "Thaen har... Ikke gjort noget."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 19, 2009 21:23:10 GMT 3
"Han kender en engel, og det er nok for min chef." Han kunne stadig ikke se fra hende. "Og jeg har ikke noget valg. Jeg dør hvis jeg ikke adlyder." Tårerne trillede ned af hans kinder. "Jeg er bange for døden. Og jeg har set flere hundred der har været mere bange end mig selv." Han bad til hun ville dø nu. "Jeg kan ikke bestemme hvem jeg skal dræbe."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 19, 2009 21:28:27 GMT 3
"Men ikke Thaen..." Bad Shenatell igen, skønt hun vidste, at det ikke var sikkert, det ville nytte noget. "Ville du ikke.. Gøre alt for, at de du elsker ikke.. Skulle dø?" Hun lukkede øjnene, smerten var direkte ulidelig, men hendes tanker var fokuseret på noget andet. "Kan du ikke... Snakke med chefen.." Der måtte være en udvej, der skulle være en udvej.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 19, 2009 21:31:14 GMT 3
"Jeg har ingen at elske," sagde Aijou koldt, men hun kunne mærke hans følelser og vidste at han ikke nød at være alene i verdenen. Hverken i denne verden eller sin egen. "Og min chef er ikke forstående. Jeg kan ikke... hjælpe dig." Han bed sig i læben. Han burde gå, flygte inden hun... gjorde ham mere trist end han var.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 19, 2009 21:36:23 GMT 3
"Du bliver nødt til at... Hjælpe mig!" Shenatells stemme var blevet en anelse højere, bare en anelse desperat. "Advar ham... Giv ham en chance til at.. Flygte i det mindste.." Hun forsøgte at række ud efter ham, for at understrege sine ord, men armen faldt slapt ned, og hendes vejrtrækning begyndte at blive mere anstrengende. "Du finder nogen en dag... Som du kan elske."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 19, 2009 21:54:49 GMT 3
"Du har set min fart, og hvis jeg nogensinde fejler... Dør jeg alligevel." Sammen med hans tristhed kunne han pludselig mærke følelsen af tomhed og opgivelse. Han havde intet håb for fremtiden. "Jeg.. Er ked af det. Som dødsengel til en engel forventer jeg ikke at du skal tro på mig. Men jeg er ked af det.. Det hans liv mod mit, og jeg for svag, for bange, til at vælge rigtigt."
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 19, 2009 22:16:55 GMT 3
"Jeg kan mærke... At du er ked af det.." Shenatell åbnede øjnene igen, da hun pludselig fornemmede to andres tilstedeværelser. De bar en kraftfuld energi, en lys energi. Ærkeengle. De var ikke til at tage fejl af, som de kom svævende fra himlen, på vej ned for at se, hvad det dog var for en ulykkelig energi, der befandt sig under dem, og i blot et kort sekund duggede de for Aijous depression, før den slog tilbage mod hende, som kæmpede lyset mod mørket, forsøgte at kvæle hinandens udstråling.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 19, 2009 22:34:03 GMT 3
Kerai så op, og han mærkede pludselig en brændende frygt. Han ville dø. De kunne dræbe ham. DRÆBE ham. Så fik han kølet sig selv ned, tvang styr over sine følelser og lod lyset vinde. Hans følelse af sorg blev tvunget ned til blot en skygge af hvad der var før, kun frygten var der stadig. Han åbnede øjnene igen og så på dem, og håbede, at kunne få dem til... Et eller andet. Måske var han ikke tvunget til drab. Men han vidste at det blot var et håb de havde fået i ham med deres tilstedeværelse.
|
|
|
|
Post by Ramoan Ankad on Oct 19, 2009 22:39:31 GMT 3
Ærkeenglene landede blidt på jorden, og så på den stakkels dødsengel, videre over til den døende engel, hvis håb om sin elskedes overlevelse var knust. En sætning lød fra hendes læber, men den var så lav, at den var uhørlig, og selv i døden så hendes ansigt sorgfyldt ud.
"Hun er død," lød det syngende fra den ene, så over på synderen, der ikke kunne være andre end dødsenglen.
"Du ved godt, vi ikke kan lade dig leve," sagde den anden, nu henvendt til Aijou, men i et blidt, svævende tonefald, der langt fra lød truende.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 19, 2009 23:11:30 GMT 3
"Det ikke mig i er ude efter," sagde Kerai ærligt, og ingen følelser viste sig på hans ansigt. Han løj ikke, ikke efter hans egen mening, og han vidste ikke om de kunne mærke det på ham. Kuldegysninger gled op langs hans ryg, og han fik sledet blikket væk fra den døde engel og over på ærkeenglene. Hvorfor var det også lige dem han skulle møde? Af alle i denne verden var det lige de, han frygtede mere end hans chef og hans chefs folk, som han skulle møde.
|
|
