|
|
Post by Shinee on Oct 6, 2009 18:56:50 GMT 3
Hun stønnede og gav op. Ryonell var jo bare Ryonell. Hun lagde armene om ham, så hun ikke ville styrte til jorden ved et uheld. Hun ventede på Movicht uden at sige noget. Faktisk var hun usædvanlig stille for tiden. Hun vidste ikke hvorfor, men det var heller ikke specielt irriterende. Hun kunne bare godt lide at lytte.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 6, 2009 20:21:18 GMT 3
Movicth satte efter dem, og nåede hurtigt op på siden uden problemer. Han smilede. "Jeg ville ikke føle nogen trussel af, at blive jaget af dig, i forhold til den virkelige trussel, jeg er oppe imod nu, Ryonell. Og du ved lige så godt som jeg, at jeg kan blive jeres død, hvis I ikke passer på." Han sukkede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 6, 2009 20:36:14 GMT 3
"Vi overlever," sagde Ryonell. "Det er jeg jo så forbandet god til." Han satte farten en smule mere op og betragtede skoven under ham. Han sukkede dybt og lukkede øjnene et langt øjeblik mens et svagt smil tvang sig frem hos ham. "Og det kan jo være jeg smitter af på hende, ligesom du plejer at gøre."
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 6, 2009 20:45:08 GMT 3
"Det gør du... Ellers havde jeg heller ikke overlevet dig da vi mødtes eller for nylig da der var jeg kom i klemme mellem en grif og en ilddæmon! Eller ligefør..." hun smilede skævt og ville trække på skulderne. "Vi overlever nok..."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 6, 2009 20:50:55 GMT 3
"I lever vidst ikke livet kedeligt," grinede Movicth. "Hold ham i ørerne, han skal ikke dø af en mørkedæmons forbandelse, fordi det bliver fristende." Han himlede med øjnene, og overvejede om det var i orden at sætte farten op.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 6, 2009 21:14:08 GMT 3
"Vi er vel alle tre problemmagneter," mumlede Ryonell og tog en smule hårdere fat i Shinee for at blive sikker på at hun ikke gled fra ham. "Det ville overraske mig hvis vi kom til Markare uden at løbe ind i fem andre af de der monstre. Eller i det mindste endnu en flok tåbeligeheder der kalder sig soldater under din far."
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 6, 2009 22:13:57 GMT 3
Hun snøftede hånligt. "De kalder sig ikke engang soldater mere..." sagde hun og skar ansigt. Svin, røvere, forræddere, skadedyr, mider, idioter, idoiter, myg, fandens i voldske grimme fortids øgler! Hun kunne blive ved i timevis, men i stedet gav hun sig til at forbande dem.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 6, 2009 22:19:16 GMT 3
Movicth smilede, og besluttede sig for, at sætte farten op. Han så op mod himlen, den klare, blå himmel, og sugede igen lyset til sig. Det var nu bare blevet en vane, det var hans nødgenerator på en måde, der holdt ham oppe til det sidste.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 6, 2009 22:26:32 GMT 3
Ryonell sukkede dybt og irriteret og fulgte med. Irriteret over hvad lysdæmonen gjorde, ikke at han satte farten op. Farten var god. Han så igen over skoven og stoppede næsten op da han så bjergene tårne sig op ude til venstre. En god del af dagen var gået, og de havde den nu nedgående sol i ryggen. Det kastede et gyldent lys over de næsten bare klipper, og det trak næsten vejret fra ham.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 6, 2009 22:30:58 GMT 3
Shin kiggede rundt og nød synet. Det var dejligt. Hun sukkede og stoppede med at forbande uslingerne, i stedet begyndte hun at nynne lavt. For lavt til at det kunne starte en lavine, men højt nok til at de andre nok ville høre det. Det var en opmuntrende melodi, som var frisk, men roligt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 6, 2009 22:51:08 GMT 3
Movicth sukkede, da dagen var ved at forsvinde, og betragtede den nedgående sol, med manglende interesse, selvom den vel var smuk et eller andet sted. Han kunne bare ikke se det, måske fordi hans tanker hele tiden var fokuseret på noget andet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 6, 2009 22:58:40 GMT 3
"Videre," sagde Ryonell bestemt, men mest for at få sig selv fremad igen. Han kunne let var faldet hen i synet og have glemt hvad de skulle. Han satte igen med høj fart og strøg forbi Movicth, der ikke var stoppet. Han fortsatte med at se ud over skovene og kunne fornemme Markares grænse i kanten af sit syn. Han stoppede op. Han havde mistet lysten til at se sin bror da løftet om det kom så tæt på.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 7, 2009 18:09:56 GMT 3
"Videre? blev vi ikke enige om at vi skulle videre?" spurgte Shin og stoppede med at nynne. Hun kiggede undrende på ham og prøvede at regne ud hvad han tænkte på. "Ryonell? Hvad er det?" spurgte hun og en tanke slog ned i hende. "Har du fortrudt?!" mumlede hun så og skulede.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 7, 2009 18:44:16 GMT 3
Movicth så over på Shinee, der sikkert kendte mørkedæmonen bedre end ham, og ville gætte mere rigtigt. Dog ville han ikke lade Ryonell fortryde, han fik ikke lov til at stikke halen mellem benene nu. Han havde en bror, for pokker!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 7, 2009 19:43:02 GMT 3
"Jeg har ikke lyst til at se ham," mumlede han og forblev svævende på stille vinger et stykke tid, i tvivl. Han havde ikke lyst til at se sin bror, men det betød ikke at det ikke var det bedste. Alt var bedre end hans nuværende minde, mindet hvor Eremis hoved blev knust. Men ville et skænderi ikke bare gøre det hele værre? Hvad nu hvis Eremi havde fortrudt og ikke gad at se ham? Det vejede for tungt, og Ryonell besluttede sig. Han lod dem lige så langsomt svæve ned på jorden.
|
|
[/URL]