|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 19:53:25 GMT 3
Hun spærrede øjnene op og så overrasket på hans ryg. Tårer? Hun gik hen til ham og ville sige noget med kunne ikke rigtig. Vandet løb ned af hendes ryg og hun gyste. "Ryonell..." Hun rakte hånden frem mod ham, men fortrød. Kunne ikke. Han ville ikke bryde sig om det. I stedet så hun på ham og bed sig i læben.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 20:28:17 GMT 3
"Jeg har givet en idiotisk lysdæmon et løfte. Du burde takke ham for det." Det var et emneskift, men bedre end at snakke om faren og broren. Han brød sig ikke om at græde. Det havde han ikke kunnet siden han var en helt lille knægt der levede for sin familie. Imens forsatte Jhanin med at skrabe kløerne på træet.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 20:39:13 GMT 3
"Takke ham for hvad? Ryonell... Du er stadig Ryonell ligemeget hvor meget du forandre dig og giver andre løfter. Måske har du givet dig selv et løfte oveni." Hun smilede skævt og lagde hovedet på skrå. Det var fint nok. Han var stadig Ryonell i hendes hoved, fordi der var visse ting der ikke kunne ændres. "Du er Ryonell og det kan ingen andre end dig selv, tage fra dig, eller lave om på." Hun strøg umærkeligt drengen over panden og han skuttede sig og åbnede munden med et lille plop.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 20:48:28 GMT 3
"Jeg har aldrig været noget, Shinee. Aldrig rigtigt." Han stod stadig med ryggen til hendes, og regnen faldt tungt. "Jeg lovede ham at holde mig i live det næsten halvandet år, eller han ville forfølge mig for at sørge for jeg ikke selv endte det. Ellers var jeg død nu." Ryonell knyttede hånden. "Men jeg forstår ham ikke. Hvorfor skulle han, oven i købet en lysdæmon, interessere sig for mig, og tvinge mig til at leve? Det virkede ikke som om han bad mig om det for at få mig til at lide."
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 20:59:18 GMT 3
Hun kiggede på ham med et smertefuldt blik. Han anede tydeligvis ingenting om hende. "Det er ikke så sært som du tror. Ikke så sært som du tror.." Hun smilede træt og sukkede. "Du er en meget spændende person." Hun lod det blive ved det og trak vejret dybt. "Jeg er virkelig nødt til at takke den lysdæmon en dag..."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 21:15:11 GMT 3
Hun snakkede for meget. Igen. Altid. Han forstod ikke hvad hun mente. "Hvad mener du med det du siger?" Hun var altid på den måde. Han vendte sig om mod hende, men så ikke på hende. I stedet så han på Jhanin, og så igen på træerne. Regnen lettede en smule. "Hvad mener du med en spændende person?"
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 21:31:29 GMT 3
Hun stod og havde intet svar. Intet. "Det..." Hun stivnede og rettede sig op. Der kom nogen... Hun kunne fornemme varmen fra fakler og høje råb genlød pludselig i skoven. Hun stirrede skrækslagen rundt og gispede da en pil stak ud fra hendes skulder. Hun rullede med øjnene af smerte, men tog sig sammen og styrtede afsted ud i mørket. Den retning væk fra der var væk fra råbene. Hun mærkede tårerne stige op i øjnene. Ryonell. Hun råbte uvidende hans navn og løb videre. Håbede at han ikke ville blive og kæmpe.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 21:47:53 GMT 3
Ryonell hvirvlede rundt mens Jhanin allerede var smuttet. Efter et øjeblik gik det op for Ryonell at de var for mange, og at han ikke ønskede at kæmpe, og han vendte sig og løb efter hende. Hun gik jo alligevel den rigtige vej... Han så op, men træerne var for tætte til at han kunne gå i luften. Der kom sikkert en lysning lige om lidt...
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 21:52:42 GMT 3
Shin løb. Hun mærkede tårerne presse på, hvorfor, hvorfor?! Hun knugede drengen indtil sig og sprang igennem en lille smal bæk. Vandet var isnende. Hun løb videre, selvom hun snart begyndte at fryse. "For pokker..." Men et var der ingenting under hendes føder. Skoven var lige så tæt som før og havde forhindret hende i at se den dybe kløft der pludselig dukkede op, ud af det blå. Hun skreg og vendte sig og nåede lige at gribe fat i kanten. Takket være viljestyrken fik hun trukket sig halvt op igen og lagde drengen forsigtig foran sig. Han var vågen og stirrede på hende. "shhhh..." Hviskede hun og forbandede sin egen tåbelighed.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 22:02:41 GMT 3
Ryonell løb og havde næsten lige set hendes igen da hun forsvandt, pludseligt, og uden at tænke over det kastede han sig ud over kanten. "Shinee!" hvæste han og drejede da han så hende. Et kort øjeblik havde han følt en eller anden form for kulde og frygt, og han rettede op for at få fat i hende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 22:06:34 GMT 3
Hun rystede på hovedet. "nej... Ikke... mig..." Smerten gjorde hende svimmel og hun havde på fornemmelsen at såret fra tidligere var sprunget op. "Tag ham, Ryonell... Undskyld... jeg... Lov mig det... Lov mig at tage ham..." Hun kiggede på Ryonell og forsøgte at se hans øjne. "Lov mig det..." Endnu en pil ramte hende i skulderen og hun måtte opgive at holde fast. "Ta' ham med dig... red ham Ryonell..." Gispede hun og gled ud over kanten.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 22:15:39 GMT 3
Ryonell var lige ved at gå ned efter hende, men han så på drengen og det gjorde ham usikker. Han kunne ikke engang tage sig sammen til at se mod hende da han tog drengen op til sig og stirrede på ham. Et par øjne, der mindede om hans egne, stirrede tilbage. Han hørte pludselig menneskerne og søgte højere op i luften, så de ikke kunne skyde ham og drengen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 22:19:47 GMT 3
Hun faldt og nåede lidt at se ham lette langt over sig. Et suk af lettelse bredte sig og hun erkendte at hun ikke havde troet at hun skulle dø så hurtigt...
Drengen kiggede op på Ryonell og blinkede lidt. Så begyndte han at græde. Ikke hjerteskærende eller højlydt, bare lige så stille og sagte. Som et hver barn blev han bange når den han stolede allermest på lige pludselig ikke var der mere.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 22:28:38 GMT 3
Ryonell var faktisk lige ved at tabe drengen da han begyndte at græde, selvom der ikke var megen lyd på. Hva var det meningen han skulle gøre? Han bandede og forsøgte så at tysse på drengen i vendinger, der var kærligere og venligere end man troede han kunne. Var hun død? Han turde ikke kigge ned. Det gjorde ondt. Hvorfor gjorde det...? Han behøvede ikke at spørge. Han vidste det, og det gjorde ham mere forvirret end noget andet.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 22:37:34 GMT 3
Bunden var der da? Var den ikke? Hun kiggede ned og kunne høre vandet bruse. En flod. Det ville måske ikke blive så smertefrit at dø, som hun havde håbet. Hun ramte vandet med et højt plask og blev revet med af strømmen. Hun kunne jo bare dø... Det var alt for nemt at give det hele op. Hun sparkede med benene og kom op til overfladen et kort sekund, inden hun blev trukket ned igen. Ryonell og drengen... De blev ved med at dukke op i hendes hovede og fik hendes til at kæmpe endnu mere og hårdere for at få luft og komme ud til kanten.
Drengen blev lidt beroliget, men ikke meget. Råbene gjorde ham bange.
|
|
[/URL]