|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 16:51:53 GMT 3
Lige først forsøgte Ryonell at undgå hendes blik ved at se til siden, men så sig tvunget til at give op og se hende i øjnene. Han rev sig ikke engang løs fra hende, men så blot på hende, og øjnene var utrygge, usikre og... forkerte, i forhold til hvad Ryonell stod for. Had var der ikke længere noget af, og had var hans drivkraft. Hvad var Ryonell, hvis der ikke var noget had til at bestemme hvad han skulle gøre?
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 16:58:03 GMT 3
Hun kiggede bare i lang tid og prøvede at forstå hans blik. "Du har virkelig forandret dig, har du ikke?.." Hun smilede svagt og tav igen. Han behøvede ikke at svare. "Men heldigvis ikke til det værre." En ugle tudede i et træ ikke langt fra dem og hun lagde hovedet let på skrå. "Ryonell..."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 17:02:43 GMT 3
Endelig tvang Ryonell blikket væk fra hende op så på det mørke træer, hvor han kunne fornemme hver grøn nål på dem. Han vidste ikke hvad han ville sige, og han fik igen tvunget sig til at se over på hende, hendes mund denne gang. Men desværre fik han ikke noget ud af det, og træerne blev pludselig meget spændende igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 17:08:40 GMT 3
"Hey, Ryonell." Hun prøvede at fange hans blik igen. "Hvad tænker du på lige nu?" spørgsmålet kom hurtigt og næsten desparat, da hun ikke kunne fange hans blik. Hun flyttede ikke sin hånd der hvilede på hans skulder nu og løftede lidt op i drengen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 17:15:12 GMT 3
"Ikke noget," mumlede han og støvlen rodede lidt dybere ned i nålelaget. Han fik jord op nu også. "Ikke noget." Han vidste ikke hvorfor han gentog det, og hans blik flyttede sig til hendes hånd på hans skulder. Noget tilbage var der vel af Ryonell, da han trak sig tilbage, væk fra hende, og fik hendes skulder fra sig.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 17:38:06 GMT 3
Hun var ikke overrasket da han flyttede sig væk fra hende, men sænkede blikket. "Okay." Hun vendte ryggen til ham og prøvede at regne ud hvor langt hun kunne nå, hvis hun gik hele natten. Det var en effektiv måde at holde tankerne om Ryonell på afstand med, i hvert fald ind til hun var kommet frem til sit svar. Ikke langt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 17:59:37 GMT 3
En fin regn begyndte mens Ryonell så på Shinee. Hun var på vej væk, og han tog nogle skridt frem mod hende. Det gik op for ham at han ikke brød sig om det, at han blev sur. Hvorfor blev han sur? Han tvang sig til at stoppe. Hvorfor gik hun? Han så lidt på hendes ryg, men så så væk igen, men dråberne blev store og fede. "Min bror," mumlede han så efter hende, som en svag hvisken. "Min bror og min far."
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 18:07:11 GMT 3
Hun hørte hans ord og vendte sig om igen. Hun havde pakket drengen næsten ind under sin kappe, så han ikke blev våd og kiggede på Ryo. "Hvad? Din bror og din far?" Hendes stemme var undrende. Hvad snakkede han om? Hvorfor... "Ryonell, hvorfor din far og din bror?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 18:13:19 GMT 3
"Du spurgte mig om noget. Det er svaret. Det er dem jeg tænker på lige nu." Han så ikke på hende. Træerne var åbenbart stadig spændende, og regnen og de store dråber var alligevel ikke store nok til at distrahere ham. "De er i mine tanker konstant, og de er i mine drømme." Han havde kun vage minder om sin mor, selvom han kunne huske hvordan hun var og hvad hun stod for. Hun trængte sig ikke på.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 18:31:17 GMT 3
Hun tog et skridt frem mod ham, uden rigtig at vide hvad hun skulle sige. Regnen faldt ned over hendes ansigt og hendes... ikke bekymrede, men noget derhen ad, udtryk i øjnene. "Fordi du savner dem." det lød lidt som et spørgsmål og lidt som en konstatering. "Fordi..."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 18:37:04 GMT 3
"Fordi de altid har været dét der betød noget for mig." Han så stadig ikke på hende, og han trak sig væk fra hende da han fornemmede hendes... Det føltes som medlidenhed, men det var noget andet, og som medlidenhed heller ikke noget han ønskede at tage imod. "Jeg mistede min bror for elleve år siden, og min far for... 8 år siden. Men alligevel..." Han bed sig i læben og flyttede blikket fra træerne til Shinee. Igen væk igen, hurtigt, op i himlen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 18:53:29 GMT 3
"Hvis man holder af nogen forsvinder de aldrig fuldkomment." Mumlede hun og kiggede ned i jorden. "Det har jeg i hvert fald hørt." Hun lukkede øjnene og forestillede sig dem hun havde mistet. Først... sin mor. Det var det klareste. Så... Hun skubbede det væk og kiggede på Ryonells skulder.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 19:13:08 GMT 3
Han trak på skulderne. "De har ikke tænkt sig at forsvinde, det tydeligt," mumlede han og betragtede Jhanin, der fløj rundt og rundt og rundt om de to. Han lod til at være både glad og irriteret, og det fandt Ryonell fascinerende, indtil en regndråbe ramte hans øje. Han blinkede et par gange og mumlede et eller andet, der halvt lød som banden.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 19:17:27 GMT 3
Hun kiggede på hans ansigt og vidste godt hvad hun egentlig følte, bare i et split sekund. Men om hun skulle sige det? Aldrig. Så ville hun nok blive slået ihjel. "Så du holdt af dem. Du elskede dem." Regnen fandt en vej ned igennem hendes hår og ned i nakken. Ubehageligt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 19:42:24 GMT 3
"Selvfølgelig gjorde jeg det," vrissede han og så hende i øjnene, og fastholdt det, og Jhanin fløj direkte ind i stammen på et af træerne og så ud til at kradse sur i barken med kløerne som hævn. Imens begyndte varmen igen at brede sig i Ryonell, og det var så ukendt og alligevel så kendt for ham. Men han så hende stadig i øjnene, og først da han mærkede tårer tvinge sig frem vendte han sig væk fra hende.
|
|
[/URL]
