don't come near

[Ryonell Bornakore]

Ryonell bestemte at de måtte komme væk. Han fløj op langs kløften og væk fra mændene, menneskerne, og af en eller anden grund tog han tæppet tættere om drengen. Hvad der fik ham til det vidste han ikke, og på en eller anden måde fik han sig til at fortsætte med at tale til den lille unge. Nu skulle han alligevel være ansvarlig overfor drengen?

[Shinee]

Hun gispede og faldt ud over et lille vandfald. Det rundede ud i en stor skovsø som var mere rolig. Hun fik krænget kappen af og svømmede ved brug af benene hen til kanten. Det gjorde så ondt... Smerten var ulidelig, og hun vidste ikke om det var følelserne eller det de fysiske smerter der var værst. Det var så koldt... Hun lukkede øjnene.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell tog farten op, selvom mændene ikke kunne se ham i nattemørket, og han så fortsat ned på drengen. Hans tanker sværmede om Shinee, og han vidste, hvorfor alting havde været så umuligt for ham med hensyn til hende. Det virkede næsten ironisk, at han skulle miste endnu en inden han overhovedet havde fået hende. Og så hang han på et spædbarn han ikke engang kunne finde ud af at skifte ble på.

[Shinee]

Hun mærkede mørket tætne. Det var dejligt. Smerten forsvandt lidt efter lidt, som hun gled over i den søvnlignende tilstand. Der var også kun ganske få forskelle. Den søvn som greb hende vågnede man ikke op af igen. Hendes tanker gled omkring hendes liv, hvad hun havde gjort og ikke gjort. Noget skulle have været gjort. Ansigterne flød rundt omkring og meget få af dem stod skarpe. Ryonell og drengen stod skarpest.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell landede langt nede af floden, et stykke fra et vandfald, og satte sig på en sten. Han vidste ikke hvad han følte, men det var sikkert at han ikke kunne gå i spåner eller noget så længe han hang på drengen. Hva skulle han gøre med ham? Hvad spiste sådan en? Mælk, men mælk havde han ikke noget af. Det var nok bedst at lade ham blive passet af andre, smide ham af på et eller andet børnehjem. Sikkert ikke den bedste opvækst, men drengen havde flere muligheder end sin far. I hvert fald lidt endnu. Men det betød at Ryonell skulle finde en ny by. Han rejste sig og begyndte at gå videre langs floden.

[Shinee]

Hun prøvede at koncentrere sig om de to ansigter. Det var dem der betød noget... Hun tvang sig til at trække vejret og mørket kom tættere... Hun måtte ikke bruge energi... Måske ville hun overleve pga sin stædighed... Håbet bredte sig varmt og hun holdt fat i det.

[Ryonell Bornakore]

Jhanin kom pludseligt flyvende og forlangte stædigt at Ryonell skulle følge med. Den havde hørte hvor Shinee var, og den havde hørt at hun bevægede sig, og så måtte Ryonell gøre resten. Mørkedæmonen stolede heldigvis på dyret og fandt frem til hende, og han stod et kort øjeblik og så på barnet for at finde ud af hvor han skulle gøre af det, inden han satte det på jorden. Så kom han hen og forsøgte at finde noget han kunne gøre for prinsessen.

[Shinee]

Hun opdagede ingenting. Det gjorde ondt, når hun koncentrede sig om virkeligheden. De to pile sad i hendes skuldre og det gjorde ondt. Det gjorde så ondt. Hun bed sig i læben og tvang sig tilbage igen. Hun åbnede ikk øjnene men rørte svagt så sig.

[Ryonell Bornakore]

Det er vel dejligt når man ikke er bange for blod i de situationer, tænkte Ryonell og knækkede pileskaftet inden han trykkede pilen igennem. En hurtig forbinding, det var alt hvad det kunne blive til indtil videre, så hun ikke mistede for meget blod eller hvad det nu var. Så lyttede han til hendes vejrtrækning for at se om hun havde fået vand i lungerne efter den vilde tur ned af floden.

[Shinee]

Hun gispede af smerte og krympede sig sammen. Hvordan kunne det gøre mere ondt?! Hun åbnede øjnene og forstod ikke hvorfor hun ikke stoppede med at se Ryo. Det gik overhovedet ikke op for hende at det Hun så var virkelighed.

[Ryonell Bornakore]

"Det da en begyndelse," mumlede han da han så hendes øjne. "Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre herfra, at du ve' det." Det lød rigtigt når hun trak vejret, så han vidste ikke hvad der ellers var at gøre. Han så over på barnet, som Jhanin sad og var i gang med at underholde med det ørene, der altid kørte frem og tilbage og var store.

[Shinee]

Hun kiggede bare på ham. Hvad?! hun prøvede at forstå hvad der skete... Var hun alligevel død? hvorfor var Ryonell.. Hvad... Hvordan... Hun anede ikke noget. Hendes øjne var store og rettet mod ham med et søgende udtryk igen. Hun var glad for at se ham, men hvis det bare var eh hallution ville det være rart at vide det.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell rejste sig og stirrede fortsat ned på hende, inden han igen så over på barnet, inden han besluttede at hun vel var rask nok indtil videre. Hun burde i hvert fald kunne fortælle ham hvis der skulle gøres et eller andet anderledes. Han gik over og fiskede Jhanin op i hånden og så igen væk fra ungen.

[Shinee]

Hun kunne ikke røre sig og betragtede ham. "hvorfor..." Ordet var hæst og næsten utydeligt. Hun rømmede sig og prøvede igen. "Er det her virkelighed? eller er det min fantasi der sætter mig på en seriøst prøve..." Hun var glad for at være bedøvet, da hun ellers nok ville have gjort noget meget, meget dumt allerede.

[Ryonell Bornakore]

"Nej, vi sidder i himlen og du mangler begge arme," sagde Ryonell, lige så sløvt som han havde gjort det da de snakkede sammen før. Et øjeblik, bare et lille øjeblik i faren og alvoren, havde han været sig selv igen, eller noget der var mere ham selv end før. Men sarkasmen var den samme som altid.