|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 22:25:19 GMT 3
"Du går ingen steder!" Ryonell kom ud og tvang hende indendøre, og han havde ikke tænkt sig at lade hende komme ud igen. Han stod og stirrede mens mørket søgte på mørkets egen måde. Han havde efterladt Jhanin på sengen, hvor det lille dyr svajede. I starten kunne han intet høre, men han var ikke i tvivl, for Jhanin ville ikke reagerede sådan uden grund, selvom det lille dyr var en drama... king
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 22:37:57 GMT 3
Hun rev sig løs. "Jeg går ud igen!" mumlede hun og stirrede stædigt på ham. Han skulle ikke stille sig i vejen nu, hun ville ud og hun ville finde ud af hvem eller hvad det var. "Jeg ved der er noget. Lad mig gå ud, jeg har skam ikke tænkt mig at dø." sagde hun og trådte forbi ham og var på vej ud af døren igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 22:52:22 GMT 3
"Jeg har ikke lyst til at tage chancen." Han fortsatte med at spejde rundt i mørket med sit altigennemtrængelige rovdyrblik, og fandt frem til personen endelig. Mørket flød ud, tykt og sortere end det naturlige mørke, men han forventede ikke at det ville hjælper det mindste. Jhanin ville kun reagere hvis modstanderen var en trussel.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 22:57:34 GMT 3
"Det kan du blive nødt det." Hun trådte ud og sprang til siden. Dolk. Hun brummede og løftede buen. "Nu stopper det da." Hun rettede den mod skikkelsen, men måtte springe igen for at undgå næste dolk. Hun var vred nu. Rasende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 23:06:08 GMT 3
Mørket var nået hele vejen ud til skikkelsen, og den sprang op og kom til syne i en af træerne. Mørket rakte op efter skikkelsen, mens Ryonell gik til siden for en kastedolk der kom flyvende. Efter lidt tid kom Jhanin flyvende, men Ryonell greb den og kastede den indenfor igen, så det ikke skulle dø ved en fejl.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 29, 2009 8:19:25 GMT 3
Hun kiggede kort på Ryonell og så op på skikkelsen. "vær klar. Han springer om lidt." sagde hun og buen forsvandt. Hun klatrede op, ikke påvirket af mørket. Hendes øjne var koldere end is og hendes bevægelser var sikre. Dolke faldt mod hende og skikkelsen sprang højere op.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 29, 2009 16:49:43 GMT 3
"Jeg er altid klar," mumlede Ryonell, og mærkede et øjeblik frygten for hendes sikkerhed. Den viste sig ikke i hans ansigt. Han blev stående som et forsvar mod huset, så personen ikke kunne komme til Jhanin og drengen... og de to dødirriterende plaprehoveder. Han havde lyst til at løbe efter hende, men han vidste det ville være dumt og utilgiveligt. I hendes øjne. Netop da sprang skikkelsen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 1, 2009 7:59:33 GMT 3
Shin ventede et kort sekund inden hun sprang efter. Hendes øjne havde ikke forandret sig og hun mærkede lysten til at slå skikkelsen ihjel. Men hun måtte først vide hvem det var. På en eller anden måde nåede hun skikkelsen midt i luften, slog ham i hovedet. Han svang selvfølgelig dolke efter hende, men hun var ligeglad. De begyndte at falde mod jorden, og hun opdagede at hun var langt højere oppe, end forventet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 1, 2009 16:26:14 GMT 3
Ryonell vidste ikke hvordan det skete, men han befandt sig pludselig med en arm om livet på Shinee og løftede hende, mens han sparkede til skikkelsen, så den i det mindste ikke ramte ned og brækkede halsen. Lejemorderen endte med benene nederst, og selvom han endnu næsten var ved bevidsthed kunne man høre et skingert knæk da det ene ben gav efter. Han havde ikke været i stand til at lande ordentligt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 1, 2009 18:05:07 GMT 3
Shin hang lidt uden rigtig at vide hvad der var sket, før hun hørte skriget og krympede sig svagt. "Tak..." Mumlede hun og kiggede tilbage på Ryonell, hendes øjne forvirrende og varme, og undskyldende. Hun havde begået en fejl. Hun var ikke bange for at indrømme det. "Undskyld."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 1, 2009 18:13:46 GMT 3
Ryonell trak på skulderne og landede ned ved siden af skikkelsen. Den fremmede forsøgte gennem tågerne af smerte at kaste en dolk efter dem, men Ryonell løftede sin ene store støvle, og dolk satte sig fast i den tykke hæl. "Ville ikke gøre det," sagde han bare og slap Shinee, så hun kunne få lov til at gøre sin fjende færdig... Eller hvad hun nu ville.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 1, 2009 18:45:44 GMT 3
Shin smilede til ham og vendte sig i mod fjenden. Hendes øjne blev en smule, vist ikke meget, køligere og hun gik frem mod ham. "Hvem har sendt dig?" spurgte hun og satte sig på hug ved siden af ham. Han prøvede at skubbe hende væk, men der var ingen kræft i hans arme. "Fortæl mig det," sagde hun og kiggede ham i øjnene... Hun vendte sig fra ham et stykke tid senere og sukkede dybt. Han var død, mest af smerter, men hun var ligeglad. Han havde fortalt hende hvad hun ville vide.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 1, 2009 18:56:16 GMT 3
Ryonell betragtede lidt manden foran sig, der nu var et lig, og hans ansigt viste ingen følelser. Så så han op på hende og var stadig udtryksløs. Han var egentligt ligeglad, meget ligeglad, med det hele omkring manden. Han fremtvang et svagt smil til hende inden han gik ind for at berolige Jhanin helt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Oct 1, 2009 19:18:58 GMT 3
Shin smilede hurtigt tilbage men fulgte ikke med ind. I stedet sank hun ned med ryggen op af muren og tænkte over manden ord. De ville slå ham ihjel. Hendes lille dreng. Hendes søn. Hun gemte ansigtet i hænderne, og prøvede at koncentrer sig. Hun ville helt sikkert kunne redde ham... Men hvorfra kunne de vide at han var her...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 1, 2009 19:47:50 GMT 3
Ryonell tog Jhanin op og strøg ham over hovedet, og der gik ikke lang tid før han pludrede begejstret til ham. Han gik ud med flagermusen, og automatisk lettede dyret igen og fløj ind mellem de høje træer med nogle høje piv. Ryonell så ned på Shinee, og han vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige. "Der sker ikke noget med ham," lovede han til sidst, efter lang tids tavshed på jagt efter ord.
|
|
[/URL]
