|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 17:52:56 GMT 3
Shinee kiggede stadig ikke op. Hendes kæber var igen presset hårdt sammen og øjnene hårde. "det ved jeg ikke. Men jeg ville bare væk." sagde hun så, og hendes stemme var for en gangs skyld følelsesløs. Hun trak vejret dybt og billedet af Ryonell dukkede op i hendes hjerne igen. Hvorfor...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 18:23:41 GMT 3
Shinee lagde hånden på hans hoved og smilede til ham længe, mens han rakte ud efter sin brors forbidte hænder, men i netop da han tog fat i hans hånd forsvandt den niårige mellem hans hænder, og han rettede blikket mod Shinee. Hendes øjne var pludselig hårde og kolde, og hun rejste sig og løb. Igen var Ryonell ikke i stand til at bevæge sig, og han så hende blot forsvinde fra sig. Igen.
Ryonell åbnede pludselig øjnene igen da drømmen, der et øjeblik var ved at blive god og smuk, blev et mareridt, og smerten i hans hoved mindede ham om hvor han var.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 18:29:19 GMT 3
Shinee havde ikke noget at sige og holdte blikket i jorden. Hun opdagede ikke Ryonell, mest fordi tårerne igen slørede hendes blik, over billedet. "Jeg vil gerne videre..." mumlede hun så og kiggede op på Hilda. Hun skulle bare tage sig sammen, hvordan kunne det være så svært?! Fordi drengen? eller fordi hun ikke ville være alene igen..?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 19:00:52 GMT 3
Ryonell fnøs højlydt. "Jeg havde da regnet med at du havde tænkt dig at bliver siddende, når du sådan farede afsted," sagde han med en sarkasme der mindede om hans gamle jeg, og da Hilda slog ud efter ham lykkedes det ham, for første gang, at undvige den. Hans ansigt blev blødere, og Hilda tøvede et øjeblik med at slå efter ham igen, inden hun sendte stokken mod siden af hans hoved.
"Tal pænt, knægt! Du har da ingen manere!" Som om Hilda selv havde det.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 19:15:33 GMT 3
Shin kiggede ikke på ham. "Mine fødder er ikke andet end irriterende klumper som jeg ikke kan bevæge ud af stedet! Og jeg troede du havde travlt med at ønske dig væk til fjerne lande, så hvorfor kunne du ikke lade mig være!" råbte hun hidsigt, selvom der kun var få meter i mellem dem.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 19:24:34 GMT 3
"Jeg anstrenger mig faktisk for ikke at gøre dig noget," sagde Ryonell og så væk fra hende. "Du overdriver bare en smule. Jeg vil gøre hvad som helst for dig, og alligevel er du så fast besluttet på at skride fra mig!" Hans blik løb over til hende, et øjeblik bange for at det var så hårdt og koldt som det havde været i drømmen. Det var det ikke, ikke helt. Hvorfor havde Eremi været en del af den drøm. Hans blik gik igen væk fra hende, og på vejen derhen faldt det på drengen. Havde det noget med det at gøre?
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 19:57:29 GMT 3
"Gid jeg ikke skulle sige i lige måde!" mumlede hun og forsøgte at rejse sig. Fødderne forhindrede tilpas meget til at hun satte sig ned igen. Hun ville ikke give sig, han havde villet væk, lige meget hvad han sagde. Hun havde kunnet se det i hans øjne. "Du ville gå. Du ville væk. Jeg er ikke blind. Du skulle ikke blive for min skyld!" Hun stirrede på ham og desperationen skreg ud af hendes øjne. Det gjorde ondt at tænke på det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 20:02:05 GMT 3
"Ja, jeg ville, men jeg havde ikke tænkt mig at gøre det! Aldrig..." Han undgik stadig at se på hende. "Jeg er nødt til at lære meget gennem dig, Shinee, og jeg elsker dig højt nok til at kæmpe for det. Jeg er mange ting, men jeg er ikke svag. Jeg ville ikke give efter for lysten til at flygte. Jeg ville kæmpe mig igennem og blive en mand der er dig værdig."
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 20:14:14 GMT 3
Shinee stirrede på ham, overrasket og en smule chokereret. "Blive mig værdig?!" ordene lød absurte. Hun kunne ikke få det til at passe i sit hoved og trak nervøst vejret. "Det... Du..." Hun mærkede at hun blev forvirret og vantro og hendes mund ville ikke lukkes. Han forvirrede hende... Han forvirrede hende rigtig meget. Tilda rømmede sig diskret. "Skal vi gå?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 20:27:55 GMT 3
"Årh, kan vi ikke blive, bare for sjovs skyld?" sagde Hilda og grinede sit gnæggende grin. Ryonell så op på hende et kort øjeblik med et dødbringende blik, inden han igen så væk. Hvor han dog hadede de to. Men for en gangs skyld fik han ikke et rap over hovedet for sit blik. Hilda betragtede ham vurderende, og så så over på Shinee.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 20:31:27 GMT 3
Shinee kiggede bare blindt i jorden. Han måtte ikke lyve, løj han? hvis han løj, det ville gøre ondt, men hun vidste ikke om han gjorde det. Turde hun tro på ham? Det lød logisk og hun ønskede at tro på ham. Det var ligesom det hele startede forfra, men hun vidste at han talte sandt. Hun satte hænderne for ørerne mens hun prøvede at samle sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 21:31:54 GMT 3
Ryonell så stadig væk fra dem alle, og kunne pludseligt svagt hører sin flagermus udenfor, i et vildt og rædselsslaagent skrig. Og så op og udenfor og var lige ved at rejse sig, men stokken endte på hans bryst og skubbede ham bagud. De andre havde åbenbart ikke hørt noget. Eller også hørte de gamle bare ikke så godt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 21:42:00 GMT 3
Shin kiggede på Ryonell over bevægelsen. Hun stivnede og hendes mørke rejste sig udenfor. "Perfekt. Jeg slår den ihjel." hendes stemme var ligesom tom, som Ryonells plejede at være. Hun stirrede på Hilda, for at få løsnet grebet. Shin havde brug for at gøre det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 22:08:12 GMT 3
"Flyt dig, gamle," vrissede Ryonell, og med et lille puf fra stokken der næsten sendte ham tilbage i sengen gik Hilda til side med et lille vrissende grynt. Mørkedæmonen kom på benene og åbnede vinduet uden et ord, og flagermusen ramte hans bryst med næsten samme fart som en pil. "Shhh, bette," hviskede Ryonell kærligt og lukkede vinduet mens han stadig lyttede. Noget havde fået flagermusen fra vid og sans.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 28, 2009 22:14:47 GMT 3
Shin fik frie fødder og sprang op. Hun tog fat i Ryonell og trak ham væk fra vinduet. Hun lukkede øjnene og lod mørket brede sig, glide ud til alle sider for at finde hvad der havde opskræmt Jhanin. "Jeg går ud og kigger." Hun forsvandt ud af døren inden nogen kunne gøre noget og mørket trak sig tilbage omkring huset, mens hun kiggede rundt. "åh kom nu frem, tingest." kaldte hun. Hun vidste der var noget, nu. Men ikke hvem eller hvad.
|
|
[/URL]