|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 19:31:50 GMT 3
Hun strøg tårerne væk og tog sig sammen. "Undskyld Jhanin..." Mumlede hun igen og sprang videre. Grænsen til Solitopia lå et par timer forude endnu. Alt for lang tid. Hun tvang sig selv til at løbe hurtigere, til et punkt hvor det begyndte at smerte i benene. Tilda kunne være på på tur... Ude og gå, det var den gamle nogen gange, for at finde urter der kun voksede i Markare. Shin kunne ikke andet end at håbe...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 19:53:43 GMT 3
Jhanin peb modstræbende, men han lod dem fortsætte uden at beklage sig. Han vidste ikke hvad der var sket, men det havde noget med Shinee at gøre, og han vidste ikke om han var parat til at tilgive hende endnu. Men det betød noget for Ryonell! Ryonell fortsatte med at ae Jhanin mens han gik højere op i luften igen. Han kunne næsten fornemme hende nu.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 20:58:17 GMT 3
Hun løb i en uendelighed, føltes det som om. En time forsvandt hurtigt, men hendes anstrengte åndedræt fortsatte. Det gjorde ondt, det gjorde ondt, hun måtte stoppe, kunne ikke stoppe. Drengen blev tungere i hendes arme, men hun ignorede det. Måtte for alt i verden ikke tabe ham, og kunne ikke lægge ham til side. Hun kunne se grænsen til Solitopia nu.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 22:22:20 GMT 3
Ryonell fortsatte efter hende, men blev ved med at miste sporet af hende. Det var sent han opdagede deres retning, og han bremsede op et kort øjeblik og tøvede, men et piv fra Jhanin fik ham til at fortsætte. Hvad var det dog han havde gjort for at få hende til at reagere sådan? Han mistede hende af syne igen netop som han tænkte dette.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 22:38:16 GMT 3
Hun sprang ind i skoven og stoppede så brat. Havde der altid ligget en slette mellem Markare og Solitopia? Sikkert. Hun tog sig sammen, sendte et kort blik over skulderen og spænede afsted. Regnskoven ville hjælpe, og så kendte hun næsten den lige vej til Tilda og Hilda...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 22:42:18 GMT 3
Dér! Han smilede, endelig i stand til at se hende tydeligt, men der var langt større afstand mellem dem end han havde troet. Det fik ham til at bande, men det var der jo så meget andet han gjorde. Han gik igang igen, og fik god medvind. Han ville nå hende hurtigt hvis det fortsatte på denne måde.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 22:54:20 GMT 3
Hun kiggede bagud og havde lyst til at skrige. "nejnejnejnejnejnejnejnej." Hun spænede det bedste hun havde lært og så regnskoven komme tættere på. "kom nu!" hviskede hun for sig selv og kappens hætte gled ned. Hendes hår bølgede frem for hendes øjne og hun bed sig i læben.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 23:01:38 GMT 3
Ryonell så hende sætte farten op. Selvfølgelig havde hun set ham. Men han ville nå hend... Fandens. Vinden vendte og blev sidelæns og lige så skarp som hans medvind. Han søgte ned i lavere luftlag og havde nu direkte modvind. Han søgte længere ned, men han kunne ikke finde medvind. Han måtte bruge flere kræfter på at komme frem, og det tog længere tid.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 23:20:39 GMT 3
Træerne kom nærmere og hun rakte frem mod dem. "Kom nu!" hun sprang, og ramlede ind i kanten af regnskoven. Det gjorde ondt, der var mange grene der svirpede. Men hun beskyttede drengen og ville have været knækket sammen hvis det ikke var for ham. Hytten var lige fremme! Der kunne umuligt være langt igen. Kun... få kilometer...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 23:24:49 GMT 3
Ryonell bandede og fløj helt ned langs jorden da vinden stadig drillede ham. Hun var ude af syne igen, men hun var i hans element, hvor meget han end hadede regnskoven. Han satte farten op, og nåede de enorme træer meget hurtigt. Han gik ikke højere op i luften men zigzaggede som en svale mellem træstammerne. Det så ikke ud til at sinke ham det mindste.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 23:39:39 GMT 3
Hun vidste at han var lige bag hende og at vinden nok ikke var så stærk i skoven. Han ville indhente hende, men først efter at hun havde fået lagt drengen til side... Hun holdte sit hurtige tempo i et stykke tid endnu og var lettet da hun fonemmede den lille lysning. Tilda og Hildas hytte.... Hun lagde drengen udenfor døren, bankede på og stirrede ængsteligt rundt. Hørte Hildas høje røst. "Undskyld, jeg... han... bare tag ham, jeg er nødt til at.. der er ingen, det bare mig, ikke være bange. jeg vil bare videre, pas på ham!" hendes hurtige talestrøm stoppede brat og Tilda stod uden at fatte noget. Shin forsvandt videre, og den gamle kiggede op, fornemmede Ryonell. "Åh gud, den knægt. KNÆGT! Kan du så komme her!"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 23:56:30 GMT 3
Ryonell fortsatte, og fornemmede også de gamle. Han bandede, stadig tæt ved skoven, og nåede kun lige at se Hilda læne sig ud af vinduet. Den gamle dame svang sin stok med ham, og han mærkede sig blive skubbet bagud. Han sog en baglæns salto og brugte fødderne til at tage stødet fra mod træet. Han skubbede fra og fortsatte mod Shinee med Hildas eder - der var næsten lige så farverige som hans egne - efter sig.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 27, 2009 0:02:28 GMT 3
Shinee løb videre og kiggede tilbage. Hun hørte både Tilda og Hilda hæve stemmerne, og kunne ikke holde et lille smil tilbage. Hun holdte af dem. Og Ryonell... Ryonell. Hun kunne høre ham bag sig. "Undskyld..." mumlede hun og sprang over en kløft.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 27, 2009 0:07:01 GMT 3
"Ikke om du får lov til at komme forbi her bare sådan lige!" råbte Hilda og løb efter dem begge så hurtigt hun kunne efter at have kommet fri af vinduet. Ryonell ignorede hende, selvom han frygtede hendes 'stok' en smule. De fleste hankønsvæsner der havde været på besøg hos dem frygtede den. Mørkedæmonen rettede opmærksomheden fremad, mod Shinee.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 27, 2009 0:18:08 GMT 3
"Hildaaa..." mumlede Shin og bed sig i læben. Det kunne den gamle rappenskralde ikke gøre mod hende... Og med et kunne Shin ikke komme videre. Hun stoppede brat og væltede omkuld på jorden. Hun bandede inderligt over den gamle kælling og sukkede dybt.
|
|
[/URL]