|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 22:22:12 GMT 3
"Jeg er ikke god til sådan noget," sagde han, og instinktivt skubbede han hende fra sig. Han havde lyst til at gå igen, at forlade hende og finde hende ved et tilfælde på et andet tidspunkt et overraskende og irriterende sted, sådan som de så ud til at have for vane. Men hun ville ikke have han skulle gå, havde hun sagt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 25, 2009 22:49:06 GMT 3
Hun stirrede på ham og sprang væk som om hun havde brændt sig. Hun var bange for at hun havde taget fejl. Måske... Hun var bange for sig selv. Hun vendte ham ryggen og styrtede gennem rummet. Sank ned ved siden af drengens vugge og var lettet da han trak vejret. Hun foldede blidt men hurtigt tæppet omkring ham, greb den nærmeste kappe, en mørkegrøn af slagsen og sparkede næsten døren ud til, op. Hun flygtede. Denne gang var det hendes instinkt der tog over, mens kappen flagrede omkring hende. Smerten bed i hende, kvælte hende, da hun trak sig ind i skovens mørke og komplicerede net af stier.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 23:04:45 GMT 3
Ryonell bandede og sprang op meget sent, da det gik op for ham at hun ikke bare skulle et eller andet med knægten, og han løb efter hende med hurtige skridt og bandede videre for sig selv inden han tog sig sammen. "Shinee, for helved!" råbte han, måske en smule for hvæsende. Men hun hævdede hun kendte ham og burde derfor forstå det.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 25, 2009 23:10:54 GMT 3
Hun hørte ham og mærkede gråden igen. Hun havde brug for at tro på noget, så hun kunne være et nemt offer, men kunne hun tro på noget, når hun vidste at hun var et nemt offer? Hun styrtede videre og drejede rundt i stierne, for en gangs skyld stedkendt. Hun endte ved muren og forsvandt igennem den. På den anden siden var en stejl klippe og hun drejede skarpt, mod en ny skov, på bjergsiden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 23:17:11 GMT 3
Ryonell fortsatte med at løbe, men da han følte at han var ved at miste fornemmelsen af hende gik han i luften. Det var både hurtigere og lettere, og da han fik øje på hende fløj han frem med hurtige vingeslag. Hun skulle ikke forsvinde på denne måde. Det ville de begge... Eller i hvert fald hun fortryde. Han vidste ikke med sig selv.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 25, 2009 23:42:58 GMT 3
Hun kunne høre vingerne bag sig og dukkede ind under træerne. Hvorfor havde han også vinger?! Szuraim, drengen, havde også vinger, men det var noget andet. Drengen ville ikke svigte hende foreløbig. Hun var ikke sikker på Ryonell. Hvorfor skulle han også sende hende det blik?! Hun kiggede bagud, kort, inden hun dukkede sig og gik igennem et flok høje tætte træer. Ikke udfordre hende i hendes eget specielle område.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 15:41:10 GMT 3
Ryonell tabte hende af syne, og da hun ikke kom igen bandede han og gik højere op i luften for ikke at blive filtret ind i træerne. Han kunne stadig ikke se hende, og det brød han sig ikke om. Det skræmte ham. Han fik øje på en bevægelse der lignede et menneskes og drejede ind efter den. Det måtte være hende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 17:52:32 GMT 3
Hun snoede sig afsted mellem træerne, mens hun ønskede at det kunne gå hurtigere. Hun bøjede sig ned og sprang hovedkluns ud over kanten af en klippeafgrund. Hvis nu også bare hun kunne nå den anden side... Hun landede på klippen på den anden side, rettede sig op og løb videre. Hun skulle bare udholde til hun nåede Tilda og Hilda.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 18:01:47 GMT 3
Ryonell var sikker nu. Det var hende. Ingen andre ville springe ud over en klippe på den måde. Han dykkede, men da hun kom ind i nogle træer igen mistede han hende af syne igen. Han bandede og måtte sætte farten ned igen, men denne gang var hun væk. Han kunne ikke finde hende. Han tænkte sig om et øjeblik, men han vidste ikke hvor hun selv ville tage hen. Han tænkte sig om lidt endnu og fløjtede, og Jhanin kom farende. "Find hende for mig," sagde han lavmælt, selvom han selv ville kigge efter hende også. Flagermusen var bare helt sikkert den første til at finde hende igen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 18:06:09 GMT 3
Shin styrtede videre, sikker på at han var lige bag ved hende. Tårerne løb ukontrolleret og tydeligvis glemt, ned ad hendes kinder. Hvad ville hun ikke have gjort for at Tilda og Hilda boede tættere på! Hun skulle bare overdrage knægten og så kunne hun slippe væk fra ham!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 18:22:23 GMT 3
Jhanin fløj gennem luften som et projektil, og ørerne vendte og drejede sig i søgen efter hendes skridt. Ryonells opmærksomme øje søgte efter hende, men hun var gledet fra ham, og han gik efter den retning hun var gået i, dog en smule bange for at skulle stole på hendes retningssans. Heldigvis var han stædig og ville søge efter hende lige meget hvor langt han mistede hende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 18:48:38 GMT 3
Hun bed sig i læben af smerte, da en gren svirpede over hende kind. Blod blandede sig med tårerne og hun bandede indevendig. Mørket gjorde det ikke nemt at se hvor man gik, og hun snublede halvt og ramlede ind i et træ. "Ikke godt." det kom ud som et hulk og hun forsøgte at rejse sig igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 18:54:07 GMT 3
Jhanin kom pludselig farende og satte sig på hendes skulder og peb højlydt mens han gned sig ind mod hendes hals med tydelig begejstring. Ryonell hørte flagermusen og skiftede retning direkte mod dem, så langt til højre fra sin tidligere retning at han hurtigt ville have styret langt forbi hende. Han elskede sit lille flagredyr, selvom den kunne være irriterende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 26, 2009 19:05:44 GMT 3
Shin stivnede og stirrede på flagremusen. "Undskyld! Jhanin undskyld!" råbte hun næsten da hun løb videre, efter at have lade mørket klistre Jhanins fødder til jorden. Hun græd, vidste at det snart ville forsvinde, men hun hadede sig selv for at være nødt til at gøre det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 26, 2009 19:21:39 GMT 3
Jhanin kiggede ned med sine blinde øjne, forvirret over pludselig at sidde fast i jorden. Han baskede lidt med vingerne da Ryonell kom forbi, og han hørte flagermusens vilde klageskrig over sin håbløse situation. Ryonell dykkede og fiskede den op. Det var netop da mørket slap dyret, og han aede den kærligt mens han fortsatte jagten, på en måde han endnu havde problemer med hos Shinee.
|
|
[/URL]
