|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 22, 2009 20:08:25 GMT 3
"Det bliver et dejligt bryllup," mumlede Ryonell for sig selv og smilede skævt, inden hans ansigt igen gjorde sig neutralt. "Jeg elsker virkelig din familie. De virker så glade og varme. De virker også glade for at jeg bliver en del af familien. Men de skal ikke bestemme noget." Han strøg sin arm. "Og jeg er et solitanersvin."
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Sept 22, 2009 20:16:04 GMT 3
Drhati stoppede med et stift, stadig udtryksløst ansigt. "Nej, og du vil aldrig forstå det, Shinee. Du forstår ikke kærligheden, kære, og den der tingest bliver en fejltagelse. Brylluppet bliver ikke i mit land." Han gik roligt og afkølet videre, som havde de diskuteret vejret. Var det ikke lidt gråt idag? Han ignorerede aben, solitanersvinet. Hvad pokker den nu var.
|
|
|
|
Post by Vanyrimora on Sept 22, 2009 21:44:42 GMT 3
Den isblå, smukke silkekjole flagrede omkring hende, da hun med faste skridt gik ned af gangen, og slog den skinnende, snehvide hår tilbage med farten hun havde. Hun var sur på sin mand, der ikke bare ville følge med, men hun lod ham om om han ville snakke med sin dumme, umulige datter. Temperaturen omkring hende var under minus og skabte isblomster på væggene og vinduerne.
//out
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 22, 2009 21:54:22 GMT 3
Shinee stirrede rasende på sin fars ryg. "Jeg har ikke sagt et ord til befolkningen. Om dit mord på min mor. Jeg har accepteret at van er der. For din skyld." Hvislede hun mørkt, højt nok til at han kunne høre det. "Jeg elsker Ryonell, jeg elskede min mor. Du rev min mor fra mig."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 22, 2009 22:03:14 GMT 3
"Jeg kunne sige mange ting om ham, men du ved det nok allerede alt sammen," sagde Ryonell og trak på den raske skulder. "Så tror bare jeg holder mund og lader være med at træde i det for dig." Han kunne ikke lade være, nu hvor kongen og dronningen, eller maden, var der til at distrahere ham. Han prikkede til såret endnu en gang. Bare et lille, bitte prik.
|
|
|
|
Post by Drhati Markartic on Sept 23, 2009 17:50:58 GMT 3
"Det var et uheld," svarede Drhati roligt, da han vendte dem ryggen, ignorerede som altid aben, og fulgte efter sin hvirvlende kone, der tilsyneladende kørte hele marchen igennem. Han havde ikke vist antydning af smerte, sorg, glæde, end ikke vrede, i de kolde øjne siden aben viste sig, men Vanyrimora fik ham alligevel til at smile... Skingrende falsk.
//out
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 23, 2009 18:01:29 GMT 3
Shinee trak vejret dybt og drengen trak i hendes hår. Søgte opmærksomhed. "Jaja. De kommer nok, skal du se," sukkede hun og gik tilbage mod sine værelser. Drengen begyndte at gabe på vejen og lullede i søvn, mens Shins øjne var fjerne og rettet ud af hvert eneste vindue de kom forbi.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 23, 2009 20:53:24 GMT 3
De kom ind på Shinees værelser igen, og Ryonell stod tavst og prikkede på sit sår mens hans blik igen gik på vandring over rummet. Han stod et øjeblik og prøvede at kradse sårskorpen af, da han blik endelig gled til drengen, og hans blik blev uudgrundeligt. "Shinee..." mumlede han og smilede let. "Lig ham ned hvis du vil være sød."
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 23, 2009 20:56:54 GMT 3
Hun rynkede panden og løftede et øjenbryn. "Er på vej... Men.." Hun prøvede at gætte hvad han ville og gik ind i soveværelset. Lagde drengen i sengen igen og han rørte svagt på sig. Så rettede hun sig op og sukkede. Lukkede døren til rummet, da hun var kommet ud i kontoret igen og kiggede lidt uroligt på Ryonell. "Hvad er der?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 23, 2009 21:14:10 GMT 3
"Ikke noget." Han kom nærmere på hende og tog fat i hende med den ene, raske arm omkring hende og tvang hende helt tæt på sig. Han mærkede sig selv krumme sig sammen, som i kramper. Han kunne ikke lide at være så tæt på hende. Men han tvang sig selv til at tage sig sammen og lod let sine læber berøre hendes.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 23, 2009 21:19:44 GMT 3
Hun stod lidt og vidste ikke helt hvad han havde gang i. Hun blev overrasket over kysset og stirrede lidt ind i hans øje. "Hey... hvad?" mumlede hun halvforvirret, men mærkede trækket i maven. Hvorfor? Havde han overhovedet lyst? han havde ikke virket sådan. Hun var stadig for overrasket til at reagere.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 23, 2009 21:25:55 GMT 3
Dokument pause
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 14:41:09 GMT 3
Ryonell skred ned af gangen med høj fart, men da han hørte hende stoppede han op og vendte sig hurtigt om mod hende. Han var kommet langt fra hendes værelse uden at løbe, og han stod et øjeblik og stirrede på hende med vildt øje. Han havde åbenbart ikke fået taget sig sammen endnu, men han så ikke ud til at ville forsøge sig igen. Hans ansigt var udttyksløst.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 25, 2009 15:01:08 GMT 3
Hun tog et par skridt hen i mod ham, men mødte hans blik og stoppede så. Det var vel hendes skyld. Hun havde villet det. Hendes blik ramte gulvet og hun bed sig i læben. "Ryonell... Undskyld..." mumlede hun lavt. "du må ikke gå..."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 15:05:31 GMT 3
"Det er mig der undskylder," sagde Ryonell, stadig med lysten til at tage fat i hende og bruge magt mod hende. Som han plejede med kvinder, den behandling kvinder... 'fortjente'. "Jeg vil ikke såre dig, og så længe du..." Han vendte sig væk fra hende igen og fortsatte med at gå, en smule langsommere. "Jeg kommer tilbage om lidt," mumlede han.
|
|
[/URL]
