|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 13:39:49 GMT 3
Vagternes blikke flakkede igen mellem de to, før de gav op og åbnede porten. "Se, det var da ikke så svært," sagde Ryonell med tydelig falsk opmuntring og klappede den ene vagts skulder da han gik ind. Vagten så ud til at ønske at reagere som servitricen i kroen og løbe væk, men han stod nu alligevel standhaftigt på sin plads.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 13:45:15 GMT 3
"De kommer over det," mumlede hun, så hun var sikker på, at vagterne ikke hørte hende. Hun gav sig god tid til at kigge rundt, og smilede ved det smukke syn. Måske var det ikke lige så fantastisk som i Hajhra, men hun var bedøvende ligeglad. "Er du klar over, hvor mange salver man kan lave af alt det her?" 'Alt det her' var mest henvendt til de planter og blomster, der voksede overalt inde bag slottets mure.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 21:03:18 GMT 3
"Nej, jeg har ikke forstand på salver eller healing." Han så slet ikke på planterne. Det var altid spændende at komme nye steder, men dette er ikke var ikke længere nyt for ham. Nærmere gammelt. Ikke kedeligt, men heller ikke spændende. "Hvad vil du ellers se?" spurgte han og kiggede på hende.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 21:09:19 GMT 3
Hun lo kort. "Det hele selvfølgelig! Er der noget, man bare må se?" Hun så spørgende på ham, kastede så blikket rundt igen, for at betragte det smukke syn.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 21:34:58 GMT 3
"Haverne er der adgang til for gæster, og enkelte sale. Resten kan vi bare gå ind i alligevel, med et par dirke. Det er alligevel så sent at ingen vil opdage os, så hvorfor ikke?" Han gik afslappet igennem ud til de store haver og vendte sig mod hende. "Vi kunne også sige at du førte an og opdagede det på din egen måde."
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 21:39:09 GMT 3
"Godt, så lad os fare vild." Hun begyndte at gå lige ud, uden at vide, hvor hun var på vej hen. Det viste sig at være en af de mange haver. Hun sukkede. "Resten af landsbyen er jo direkte kedelig i forhold til alt det her!"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 22:06:33 GMT 3
"Er den? En by er aldrig kedelig, lige meget hvor stor eller lille den er." Han lod blikket glide over træer og buske uden rigtig at se dem. Nogle af træerne havde endnu ikke helt fået blade, og buske og blomster var ved at springe ud. Der var liv overalt, men det rørte ikke Ryonell, og det fik ham til at virke mere skræmmende end normalt.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 24, 2009 16:57:31 GMT 3
"Jeg tænkte mere på beplantningen." Lo hun. "Gider du vise mig salene?" Hun så på ham, med de nu mørke øjne. Da vinden suste forbi dem, flagrede det lange, sorte hår i vinden, lige så vildt som hans sorte kappe.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 27, 2009 15:59:29 GMT 3
"Ja, selvfølgelig." Han bevægede sig hen til den nærmeste dør og fortsatte, uden at vende sig eller kigge på hende: "Men der er mange sale. Det kunne tage resten af natten at se dem alle, og du vil sikkert også første synes at de er smukke når du ser dem i dagslys." Han baksede lidt med døren, som var låst, og med et irriteret suk satte han sig på knæ, fandt nogle dirke frem og efter lidt roden og rykken lød der et klik fra låsen.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 28, 2009 19:19:49 GMT 3
Diana betragtede nysgerrigt hans arbejde med dirkene, og noterede sig opmærksomt, hvordan han gjorde, hvis hun en dag skulle prøve at gøre fidusen efter. "Jeg har en mistanke om, at du fortrækker mørket frem for lyset, så du skulle nødig beklage dig." Lo hun, stadig med en kølig klang i tonefaldet.. Da den store dør smækkede op, var det først så mørkt, at hun intet kunne se. Hun trådte et skridt indenfor, og havde en fornemmelse af, at hendes skridt gav genlyd i mørket, hoppede rundt som en bold, fra væg til væg, med en rungende lyd, og salen føltes enorm foran hende. Hun trådte endnu et blindt skridt fremad, vaklende, i en meningsløs frygt for at ramle ind i noget, blinkede med øjnene, og blev så stående. Hun spekulerede på, om Ryonell ikke blev lidt utålmodig af at vente på hende, da han, efter hvad hun regnede med, havde et fremragende nattesyn. Men da mørket blev lysere, og hun kunne se sig omkring, var det et overvældene syn hun så. Selv i halvmørket. Der undslap hende et kort gisp.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 29, 2009 12:53:27 GMT 3
Ryonell gik forbi hende, rigtigt nok uden problemer med synet, og betragtede salen med en svag ligegyldighed. Den var elegant smykket med farverige vægtæpper, som Ryonell vidste nogen steder gemte på flugtveje, og søjler stak ned fra loftet, udformet med buede indhug, der simulerede et netværk af roser på tynde stængler. Loftet var så højt at man først ikke kunne se det gennem mørket, men når øjnene klarede mere op, afslørede det et maleri, der strakte sig over hele loftet, af havfruer, kentaurer, minotaurer, enhjørninge, drager og en masse andre væsner.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 29, 2009 21:53:28 GMT 3
Hun fløjtede dæmpet, tydeligt imponeret. "Wauw.." Det beskrev alle hendes tanker. Hun kunne ikke sige andet. Det var bare.. Det hele.. Wauw. "Er de andre sale lige så smukke som den her?" Ville hun vide. Hun spekulerede et kort sekund over, hvornår han ville blive træt af hendes spørgsmål, imens hun betragtede loftets mange figurer, der overlappede hinanden på alle mulige og umulige måder. Hun smilede op til en havfrue, der holdt en glaskugle i hånden. Hvor så hun.. Fredlig ud.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 30, 2009 17:35:48 GMT 3
"Dette er kun den forreste. Resten er meget flottere end dette. Selvom der intet er i disse bygninger, der kan overgå skønheden i Solitopias palads i Hajhra. Jeg skulle mene det samme gælder for mange andre folk, der har set paladset. Alt i Neramore er ligesom en smule mindre." Han betragtede to af loftets fire enhjørninger, og disse to dansede om hinanden i en fredsommelig parringsdans, mens man nærmest kunne fornemme den glitren, der kom fra deres malede horn og pels.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 31, 2009 16:41:00 GMT 3
Hun lo. "Man får jo helt ondt af dem, der har lavet paladset i Solitopia, hvis det her er mindre." Hun så rundt, og fik øje på en dør, der sikkert førte videre ind til den næste sal. "Jeg tvivler på, at de overhovedet bruger dem alle sammen! Hvis jeg havde sådan en sal derhjemme, ville jeg være i den for evigt!" Hun gik tværs henover det smukke marmorgulv, og videre mod en overdrevet udsmykket egetræsdør. Hun rystede opgivende på hovedet. "Hør nu mig! Hvor jeg dog snakker løs!"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 31, 2009 20:07:09 GMT 3
Ryonell rystede bare på hovedet. "Du behøver ikke have ondt af dem." Han havde glemt at han var i Neramore, hvor tolerancen for slaver var og altid havde været lav. "Det var slaver, og midanere, der byggede det. De fortjente ikke bedre, og de hjalp i det mindste andre med at få noget smukt at se på."
|
|
[/URL]
