|
|
Post by Diana Tirina on Mar 20, 2009 20:09:08 GMT 3
Diana hævede det ene øjenbryn, men fulgte alligevel med ham, da han gjorde mine til at gå. "Er det ikke nemmere, hvis jeg giver mig ud for at være din kusine, eller sådan noget?" Spurgte hun ham
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 11:39:14 GMT 3
"Vi finder ud af det," sagde han bare og gik ud af kroen med hende bag sig og gik op af vejen mod residensen, som man kaldte det her i byen. "Hvorfor vil du egentlig gerne derop?" Han var egentlig ikke særlig nysgerrig, men der var alligevel en lille del af han der var interesseret. Han kiggede sig ikke igang tilbage for at se om hun var med ham.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 11:45:15 GMT 3
Hun havde allerede en idé til, hvad de kunne gøre, men hun sagde ikke noget højt nu. Hun forøgede sin skridtlængde, så hun bedre kunne følge med, og holdt sig hele tiden lige bag ham, for ikke at tabe ham i folkemængden. På trods af det sene tidspunkt var folk stadig oppe, og hun havde trods alt heller ikke nattesyn. "Fordi det er sjældent at jeg møder Neramores soldater, og jeg kan lige så godt benytte mig af en chance, jeg nok ikke får igen. Kom ikke og sig, du ikke ville gøre det samme."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 11:48:55 GMT 3
"Jeg ville ikke, fordi jeg alligevel altid kommer derind på et eller andet tidspunkt, om jeg vil det eller ej. Jeg har denne evne, fordi jeg altid roder mig ud eller bliver rodet ind i problemer af den ene eller den anden art." Ryonell så op mod den mørke kæmpe der strakte sig op foran dem, som det jo var, allerede på denne afstand.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 11:55:08 GMT 3
Hun nikkede. Efter slagsmålet med de fulde mænd var hun ikke i tvivl om, at det sagtens kunne forholde sig sådan. "Godt så.." Hun fulgte hans blik, og spærrede øjnene op, da hun odpagede en enorm, sort skikkelse. "Hvad er det?" Mumlede hun.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 12:11:07 GMT 3
"Den virker større i mørket, ikke? Når man ikke kan se hvad der er på toppen af bakken. Det er mit hjem, og der hvor du er på vej hen til. Er du sikker på at du vil fortsætte?" Han så stadig ikke på hende, men lyden af hendes lette sko mod den knasende lyd fra mænd og drenge var ikke til at tage fejl af. Forude blev strømmen mindre, og det kunne derfor ses som ærgerligt at Ryonell stødte ind i lige den mand, der var sur og stædig nok til at vende sig mod ham.
"Hvad er dit problem?!" råbte manden, og hævede sin ene hånd truende, som om det ville skræmme Ryonell at blive slået.
"Jeg har intet problem," sagde Ryonell, men hans øjne glimtede ondskabsfuldt, og det så ud som om mørke samlede sig bag manden. "Hvor mange kvinder har du slået i løbet af natten?" Manden så usikkert frem og tilbage, fordi Ryonell havde været så respektløs, ligeglad og alligevel hård. Manden trak på skulderne og gik videre, og mørket fulgte ham, et tavst løfte om at han ville blive fundet død i en gyde uden nogen tydelig årsag.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 12:17:32 GMT 3
Hun så overrasket efter manden.. Og tilbage på Ryonell igen. Det var hendes held, at han ikke havde været fjendtligt indstillet overfor hende. Måske fordi hun ikke var dum nok til at genere ham, som de fleste andre åbenbart var. Hendes øjne lyste at beslutsomhed, da hun svarede ham. "Jeg er helt sikker," var det eneste svar han fik. "Har du nogensinde haft en kusine eller søster med ind bag murene?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 12:24:17 GMT 3
"Nej, jeg har ingen familie her i byen, eller, det tror jeg i hvert ikke. Jeg har ingen søster, men jeg ved ikke noget om en kusine. Jeg har aldrig kendt andet familie end mine forældre og min bror." Han forsøgte at klemme sig ind mellem to mænd, der ikke gad at flytte sig, og endte så med at næsten skubbe den mindste af dem omkuld for at komme forbi. Manden var klog nok til kun at stirre overrasket efter dæmonen, og noget tydede på det var vingerne der overbeviste ham om at det var bedst at være stille.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 12:30:01 GMT 3
"Godt, så skulle det ikke være så svært at komme ind." Hun kunne udgive sig for at være Ryonells kusine. Hun tvivlede på at vagterne ville protestere mod at lukke dem ind, når de først mødte Ryonells stenansigt. Der var da nogen positive sider i at være kold og hård, som hun havde bemærket Ryonell var.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 12:35:36 GMT 3
Endelig var der fri adgang, strømmen af mennesker var væk, og han kunne gå uden at blive generet mere. "Hvis vi skal forestille at være i familie, må du hellere være overbevisende," sagde han så i mørket, der lå mellem byen og residensen. "Mørkt hår, ikke nødvendigvis sort, mørke øjne og ikke særlig prangende tøj."
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 12:47:18 GMT 3
Hun trak på skulderen, og løsnede fletningerne, så håret hang løst ned af ryggen. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig, imens hun forsøgte at se noget, der kunne ligne Ryonells kusine foran sig. På ingen tid blev det sandfarvede hår brunt, næsten sort, og kimonoen en - efter hendes mening - kedelig, grå farve. Hun slog øjnene op, og i stedet for røde, var de blevet mørkebrune, næsten sorte, og alligevel med en nuance af ravgult, hvis man så godt efter. Hun studerede hans ansigt i mørket, og rettede lidt på næsen i sit eget ansigt, samt andre småting, der ville gøre hende meget mere overbevisende. "Er der mere, der skal rettes?" Hendes tonefald var en anelse koldere, helt bevidst.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 12:52:14 GMT 3
Han vendte sig for første gang efter de havde forladt kroen, og nikkede så. "Du minder meget om min mor," meddelte han, og vidste ikke om det var en kompliment eller bare en ros for hendes evne og arbejde. "Det var min far der havde de unormalliteter jeg har." Han vendte sig og gik videre, og porten kom i syne i mørket med en ensom, lille lampe.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 12:57:25 GMT 3
Hun valgte ikke at svare, men koncentrerede sig bare om porten, imens hun faldt ind i rollen som Ryonells kusine. Hendes ansigt var blevet en anelse mere skulende, og det føltes omtrent som hvis et menneske havde sat sig for at smile hele tiden, indtil hun vænnede sig til det. Det var nu ikke noget nyt, og hun vidste, at fornemmelsen snart ville gå over. Hun mærkede spændingen stige, jo tættere de kom på porten, og snart stod de foran den.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Mar 22, 2009 13:06:10 GMT 3
"Jeg vil gerne have lov at gå ind," sagde Ryonell ligegyldigt, og to klatøjede vagter skulede til ham. Både de og han vidste hvor sent det var. "Jeg er soldat, og dette er min kusine."
"Man må ikke komme ind efter midnat," sagde en af vagterne, og den anden nikkede surt. "Og det er ikke et sted man bare kommer og besøger fordi man lige synes det kunne være sjovt. Find dig et andet sted at sove."
"Jeg forsøger at være venlig, og så kommer i bare at fornærmer mig og min familie. Lad mig komme ind, men det samme!" Ryonell tog et skridt fra, så lampen oplyste hans ansigt, og selvom usikkerheden bredte sig i dem valgte de ikke at bøje sig.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Mar 22, 2009 13:15:10 GMT 3
Diana sukkede indvendigt, men trådte så frem, så hun kom op på siden af Ryonell. Hun så indtrængende på vagterne, mødte deres øjne efter tur, bare for at sikre sig, at hun havde deres opmærksomhed. Dog bemærkede hun at fra tid til anden lod de blikket flakke mod Ryonell, ikke helt sikre på, hvad de skulle stille op. "Vil det sige, at alt hvad jeg har hørt om kongen og hans smukke, pragtfulde haver, hans gæstfrihed.. Vil det sige, at det alt sammen er forkert?" Hun forsøgte at gøre stemmen både kold og skuffet på samme tid, og det lykkedes for hende.
|
|
[/URL]