En dejlig forårsaften

[Diana Tirina]

"Har du nogensinde ladet nogen prøve at udtale det, udover din mor?" Spurgte hun leende, og drak igen fra ølglasset. En smule beskidt var glasset, men man kunne ikke forvente at alt skinnede i en kro. Og det gjorde hun heller ikke. Da døren igen blev slået op, vendte hun hovedet, for at hvem det var.

[Ryonell Bornakore]

"Nej, nu du siger det," sagde Gwui grinende og fulgte hendes blik. Det var en fin mand, der ikke så ud til at hører til her, og han så da også på de nærmeste med rynket næse mens han forsøgte at komme hen til baren. "Sådanne typer skal man holde sig fra. Gad vide hvad han kommer her for? Lige meget hvad, så tror jeg ikke, at det er godt."

[Diana Tirina]

"Hvis han har bare den mindste forstand, er han flygtet fra endnu en kedelig og anspændt sammenkomst blandt venner," smilede hun. Manden rynkede igen på næsen, da der var én, som kom til at støde ind i hans arm. Han så på servitricen med afsky og bestilte et eller andet, som Diana ikke kunne høre hvad var.

[Ryonell Bornakore]

Gwui sukkede bare og så væk med en mine, der sagde, at det var kvalmende at se på en mand, der var så højtstående og så alligevel så lav. "Søn af adelsmand, men horeunge alligevel, det er hvad jeg tror de fleste mener," mumlede han, og de nærmeste drukmåse, som endnu havde ørerne med, lo højt, mens de klappede sig på lårerne og pegede på adelsknægten og forklarede til de, som ikke havde hørt sergenten. De var dog ikke videre hemmelighedsfulde, og ordene bredte sig med den fart, som en flok tågede, berusede mænd nu kan få præsteret.

[Diana Tirina]

Adelsmanden vente sig højtideligt og gjorde et tappert forsøg på at nedstirre hele mængden på en gang. Diana undertrykte latteren der boblede i hende, og i stedet blev det til en lav fnisen. "Hvad er det, som I alle sammen griner sådan af?" Spurgte manden foraget, skønt han udmærket havde hørt bemærkningen. Hans tonefald var kvalmende fint, og Diana kunne let spore, at denne mand boede i et af de fineste kvarterer overhovdet. Måske var der noget om det med horeungen.. For hvad skulle han så ellers lave her, hvis det ikke var tilfældet?
"Jeg forlanger at få at vide, hvad der skal være så morsomt!" Sagde han, i den tro, at ingen turde at svare ham.

[Ryonell Bornakore]

"Du ved det vidst godt selv, min ven." Som altid kunne man kun beundre mørkedæmonernes evne til at falde i et med alt. Ryonell stod i døren, ubemærket, længe nok til at vide hvad der foregik. Skræmmende, og måske halvdelen af grunden til at folk rykkede væk fra ham.
"Hvad sagde du?" spurgte adelsmanden, og hans stemme dirrede af raseri, og han gik frem.
"Eller måske ikke. Du kan jo selvfølgelig ikke hvis du er døv." Ryonell var så afslappet som altid, og så på manden med halvt lukkede øjne. Adelsmanden tog endnu et skridt frem mod Ryonell, og stoppede halvvejs i en sætning, som om han havde mistet tungen.
"Spændende... Skræmmende, meget forvirrende, men spændende," mumlede Gwui og betragtede adelsmanden.

[Diana Tirina]

Diana havde fået et chok, da Ryonell pludselig gav sig til kende. Hun fulgte de to mænd med øjnene, hørte Gwuis bemærkning, og syntes mindre og mindre om den irriterende adelsmand iklædt silke og overdrevet smykket med en masse fingerringe og så videre. Hun vidste allerede hvad manden ville sige, før han åbnede munden. Han pegede på Ryonell med en dirrende pegefinger.
"Jeg melder dig for din uforskammethed!" Hvislede han ud mellem sammenknebne læber. Diana måtte bide sig i læben for ikke at le hånligt. Åh ja, det kommer du langt med, gør endelig det, tænkte hun. Det gik op for hende, at hun syntes, at hun havde set manden før.

[Ryonell Bornakore]

"Personligt ville jeg mene, at de, der er uforskammede, er dem, der sidder omkring dig, grinende og pegende. Men der er jo ingen, som er interesserede i min mening, så hvorfor spilde min tid?" Folk sad rigtigt nok endnu og grinede og pegede af adelsmanden, men de, som var nærmest Ryonell, havde opdaget deres modvilje mod ham. Selvom de nød, at han turde være sådan og stå op mod manden, var det alligevel ikke godt nok til, at de ville være ligeglade med det had, de automatisk følte overfor ham. Gwui betragtede det hele med halvt lukkede øjne og et foragtende træk i mundvigende.

[Diana Tirina]

Diana var sunket ned i sit eget hav af tanker, så hun lyttede ikke længere efter. Hun bare stirrede og stirrede på den adelige mands ansigt, imens hun forsøgte at huske, hvor hun havde set ham før. Som om der var et eller andet over ham.. Et eller andet, der var vigtigt at huske. Hun masserede sine tindinger, og i hendes hoved fremtrådte et billede af moderen, der med had og foragt i stemmen skottede over mod en fremmede mand. Nej, ikke en fremmede, men adelsmanden foran hende. Han var lige flyttet til byen, og skulle ifølge sladderen være kommet fra Jeanore.
"Ham skal du ikke tale med Diana. Han solgte sine egne børn, fordi han var i gæld til en anden herremand. Men han kunne ikke betale det hele, så han flygtede til Neramore." Dengang havde hun været ligeglad. Det var bare en historie, som hun ikke rigtig forstod. Hun måbede. Så knipsede hun med fingrene.
"Selvfølgelig," mumlede hun. Nej, hun spyttede det ud så lavt som muligt med afsky. Det så ud til at hun ikke var den eneste her, der måtte starte forfra i en anden by.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell skulle til at gå hen til sin sædvanlige plads, den i det mørkeste hjørne, fordi manden ikke interesserede ham, og han vendte ryggen til manden. "Hvor vover du at vende mig ryggen, solitanersvin!" hvæste adelsmanden, der endelig havde fået talens brug igen.
"Jeg er virkelig ked af det, hvis det fornærmer dig," sagde Ryonell med alle tegn på ligegyldighed og manglende interesse. Han fortsatte langsomt hen til sit bord. "Men vær lidt mere opfindsom, jeakøter, og lad være med at stjæle andre folks øgenavne. Jeg selv har adskillige. Jeagnom, jeanormmide, jean-orm, jeahund, jealort, jeanorm-klovn, jeanormkryb, eller bare jeakryb, jeakravl." Han tog to skridt for hvert øgenavn og havde for længst sat sig, da han endelig blev færdig. Det var ikke til at se, at han fandt på alle andre øgenavne end jeakøter her i kroen.
Adelsmanden tog tilløb adskillige gange, mens han blev mere og mere rød i hovedet, og han var ved at blive helt lilla i hovedet, da han endelig kunne lade noget af dampen slippe ud. "Jeg er ikke jeanormer," var dog alligevel alt han kunne præstere.
"Nej, tidligere jeanormer, lige som jeg er tidligere solitaner, og alligevel har vi begge en masse navne hængende over hovedet, hva'?" sagde Ryonell koldt, som for at understrege, at det var manden, der var begyndt på at fornærme de, som havde en anden opvækst end en selv og ens land.

[Diana Tirina]

Diana borede neglene ind i håndfladerne på sig selv, så der efterhånden kom tydelige aftryk af halvmåner. Hun vidste ikke, om hun skulle afsløre manden eller om hun bare skulle tie stille. Og så fik hun en anden idé. Hun rankede sig en anelse, og hvis hendes ansigt havde været fortrukket i raseri, var det ikke til at se længere. "Gwui, hvilken straf får børnehandlere egentlig?" Spurgte hun, højt nok til at adelsmanden ville kunne høre det. Hun så ikke direkte på manden, men hun kunne have svoret på at han stivnede et kort sekund, efter hvad hun kunne se ud af øjenkrogen.

[Ryonell Bornakore]

Gwui så mod manden, og havde set ham stivne. Han tvang et smil tilbage og så tænksomt på hende. "Det kommer an på, hvilket land vi snakker om. Markare er vidst ligeglade med, om man sælger dem, lige meget om det skulle være ens egne børn eller nogen man har taget fra andre. Solitanerne bryder sig ikke om det. Faktisk tror jeg, at straffen er livstid efter tortur, hvor man kan forhandle om, hvor slem torturen er." Han sad lidt og tænkte. "Her tror jeg vidst, man skal i fængsel i nogle år. Er ikke sikker på hvor længe..." Han holdt en kunstpause. "I Jeanore skal man vidst hænges, hvis jeg husker reglerne rigtigt."

[Diana Tirina]

"Jeg synes, at Jeanores lov virker retfærdig. Jeg forstår ikke hvilket menneske, der kan få sig selv til at sælge sin egne børn, gæld eller ej." Adelsmanden havde knebet læberne sammen, o hun kunne se, at han var på nippet til at sige noget. Og så braste det hele ud af ham, da han ikke kunne holde inde længere.
"Jeg synes de møgunger har godt af at blive solgt!" Spruttede han. "Jeg mener.. Det eneste de gør er at tømme vores lommer for penge!" Diana drejede hovedet mod ham og hævede det ene øjenbryn.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så ud til først at have set Diana og Gwui nu, og han virkede utilfreds med at de var der. Men han fangede den skjulte mening i hendes ord, og han blev, som solitaner og foragtende overfor den slags ting, koldere og hårdere end normalt. At Ryonell var i stand til at blive det, og at der var så stor forskel på den normale Ryonell og den Ryonell der stod foran dem nu, var skræmmende, og den normale udstråling af had og irritation over for ham blev erstattet med en aura af frygt og kulde, der ellers normalt tilhørte isdæmonerne. Han rejste sig hurtigt fra stolen og bevægede sig så langsomt hen til manden. "Så det er sådan en mand, der står foran os?" spurgte han og smilede, men det var uhyggeligt og hårdt. "Så passer ingen af mine navne jo på dig. Må jeg personligt få æren for at slæbe dig hjem, så du får den straf du fortjener?" Han lagde ikke selv mærke til den forskel, der var kommet i lokalet efter hans humørskift. Han lod kun til at se adelsmanden, mens folkene omkring ham diskret forsøgte at rykke væk fra ham.

[Diana Tirina]

Diana kunne mærke stemningen forandre sig totalt. Anspændthed var blevet til angst, og stilheden efter Ryonells ord lå så tungt i rummet, at det var som om selve luften holdt vejret. Adelsmanden vidste ikke hvad han skulle sige, men stirrede bare med had og frygt i blikket, dirrende over hele kroppen, på Ryonell. Det uhyggelige smil der var på hans ansigt.. Der var intet at sige til, at manden var hunderæd. Og så blev Dianas øjne stenhårde. Han havde fortjent det. Hver eneste lille del af angsten var velfortjent. Hans børn var måske slidt ihjel, imens han kunne vælte sig i penge og fede sig op med mad, som han ikke havde fortjent.
"D-D-Det er s-slet ikke som I tror!" Udbrød manden, der pludselig virkede lille, høj hat eller ej. "M-Min kone solgte dem! Jeg prøvede virkelig at tale hende fra det!! Det gjorde jeg! Jeg sværger ved alt helligt at.."