|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 18, 2009 23:23:48 GMT 3
De kom tæt nok på til at Diana kunne høre deres stemmer, for selvom manden prøvede at holde stemmen i ro, var hvislen let at skelne fra alt andet.
"Giv mig mine penge, dit solitanersvin!" hvislede han, men Ryonell fortsatte bare uden at se på ham.
"Du arbejder derinde, du burde vide, at hvis jeg var i stand til at betale alle de penge, ville jeg kunne købe mig ud af problemerne."
"Alle andre betaler mig, når de..."
"Så du indrømmer, at du har gjort det før? Du er dummere end du ser ud, og det er meget slemt." Han stoppede op og vendte sig koldt mod Pibestemme.
"Jeg melder dig!"
"Hvordan skal du gøre det uden at miste dit job?" Ryonells ansigt var udtryksløst. "Du kan ikke melde mig uden at indrømme, at du blev bestukket. Dine andre folk var sikkert ikke kloge nok til at se det, hva'?"
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 19, 2009 11:18:37 GMT 3
Pibestemme så for første gang en smule usikkert på Ryonell. "Jeg.. Jeg finder på noget!" Peb han. Diana var tæt på at le for anden gang af den irriterende mand. Det troede hun ikke, at han gjorde. Hun gik over mod dem, fordi hun ikke kunne lade være med at blande sig. Det kunne hun aldrig.
"Hvor meget lovede du ham, Ryonell?" Spurgte hun. Pibestemme skulle til at kæfte op, men et eneste, dræbende blik fra Ryonells kusine, der selvfølgelig måtte kunne være lige så bidende, hvis man var i familie med ham, fik manden til at tie stille igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 19, 2009 11:28:17 GMT 3
"Hele min opsparing," svarede Ryonell koldt. "Og med mit arbejde og mine vilkår burde det jo være tydeligt, at jeg ikke er i stand til at betale så mange penge, mener du ikke også?" Pibestemme var ved igen at protestere, men det gik endelig op for ham at han ikke kunne skændes med nogle, der var så kolde og klarhovede som mørkedæmoner måtte være. Han vendte sig, men inden han kom helt væk fra dem, så Ryonell over på ham. "Jeg er sikker på, at næste gang vi mødes, er du enten død eller arbejdsløs, svækling," meddelte han, vendte sig og gik med faste skridt mod porten.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 19, 2009 11:35:11 GMT 3
Diana sukkede indvendigt, og overvejede et kort sekund, om hun skulle følge efter Ryonell eller forsøge at få sovet. Men på den anden side.. Hvad var der at lave inde bag porten lige forløbig? Hun besluttede sig for at gå ned mod boderne, købe noget brød, og smutte hjem til sig selv. Hun løftede kort hånden til hilsen. "Vi ses, Ryonell!" Råbte hun efter ham, inden hun vendte rundt og gik. Den sorthårede kvinde forsvandt ind i en gyde, og kort efter kom en farverig kvinde ud. Hun smilede. Rart at være sig selv igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 19, 2009 11:44:02 GMT 3
Ryonell nikkede bare da hun råbte efter ham og fortsatte fremad. Han skulle tilbage til 'arbejdet', der lige nu handlede om at vise disciplin, men han vidste, at sergenten ikke ville straffe ham for at 'komme for sent'. Hvorfor Gwui havde et svagt punkt for ham vidste han ikke, men det var også ligemeget. Når ens sergent havde problemer med at råbe af en, skulle man ikke beklage sig.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 19, 2009 12:04:49 GMT 3
Diana købte et stykke brød. Hun var kommet på et tidspunkt, hvor de lige havde bagt, og brødet var stadig lunt, da hun satte tænderne i det. Da hun stod foran sin egen dør, havde hun sat brødet til livs, og hun skulle lige til at gå ind, da hun hørte børnestemmer bag sig.
"Det er hende! Heksen!" Var der en, der hviskede. "Mor sagde, at hun kurerede Vilva.."
"Hekse er da farlige, er de ikke?"
"Ikke hvis hun hjalp Vilva!" Kom det sædigt fra den, der havde nævnt Vilva før. "Kom nu, måske kan hun hjælpe din far. Er det ikke forsøget værd?" En usikker stemme svarede lidt efter.
"Jooeeh.." Diana blev prikket på skulderen. Hun vendte sig om med et venligt smil, og så ned på to lyshårede drenge. Den ene så ud til at være to år ældre end den anden, og han stak stædigt hagen frem.
"Min mor siger, at du er en heks. Og hans far er syg. Så vi tænkte på, om du måske kunne..." Han gjorde ikke sætningen færdig, men Diana nikkede bare smilende.
"Jeg henter lige mine ting, så kommer jeg," lovede hun og forsvandt ind i huset. Hvis hun skulle til at være kendt som heksen.. Nogen gange måtte folk da finde på andre navne til en urtekyndig kvinde! Ryst posen for pokker, Neramore! Diana kom ud igen, stadig smilende, nu med sin taske over skulderen Drengene begyndte at gå, og hun fulgte lige i hælene på dem.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 19, 2009 12:15:43 GMT 3
Ryonell kom ind i gården, hvor han fandt sine værelseskammerater på jorden, i gang med at lave armebøjninger. Sergent Gwui vendte sig og forsøgte med den mest bistre stemme han kunne. "Nej på jorden, Ryonell. Der er ikke særbehandling af nogen i denne deling." En af de nærmeste fnøs, og man måtte give ham ret i, at Ryonell blev behandlet bedre end de andre - af Gwui, i det mindste. Hvis man så fra alle andres synspunkt, generaler som byfolk, var han en næsvis, slesk og snu person, der fornærmede folk fordi han kedede sig og slap af med ting, han ikke fortjente. Så i sidste ende havde soldaten ingen grund til at fnyse.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 19, 2009 12:27:17 GMT 3
Drengene førte Diana til et meget lille hus, hvor der højst kunne være to små rum i. De gik ind af en dør, som hang på sine hængsler og knirkede som besat. Det hun trådte ind til var ét lille rum, der både fungerede som soveværelse, køkken og.. Nej, der fandtes intet toilet herinde. En mand, han kunne højst være noget med halvtreds, lå i nogen gamle klude, der skulle fungere som seng, i et mørkt hjørne. En hæs hosten undslap ham, næsten en rallen, og et kort øjeblik var Diana sikker på, at han ville hoste sine lunger op. Drengene gik over til manden, og Diana fulgte tavst efter. Det var ikke svært at se, at manden sandsynligvis snart ville dø. Hans ansigt var blegt, han var tynd, han.. Han var bare fattig. Da hun satte sig ned på knæ, fuldstændig ligeglad med, at gulvet var beskidt, kunne hun næsten fornemme, hvor han kæmpede med at trække vejret. Hun måtte læne sig tættere på ham, da han forsøgte at tale til hende. "Der er ikke langt igen, er der vel?" En hæs rallen undslap ham. Latter? "Mine børn.. Min kone.." Han lukkede øjnene et kort sekund. "Hvad skal der ske med dem?" Diana svarede ikke. Hvad var der at sige?
Da hun ti minutter senere forlod huset, kæmpede hun for at blinke tårerne væk. Hun havde ikke kunnet gøre andet end at gnide hans bryst ind i olie og hælde noget varmt i ham. Pludselig kom der en anden kvinde hen til hende. "Jeg har hørt, at De kan helbrede.. Min mand.. Han er såret," sagde kvinden bekymret, og trippede lidt foran hende. Diana nikkede forstående.
"Hvor er han?"
"Han er soldat.. Vi skal ind bag murene. Men jeg tror, at det bliver svært.." Kvinden vred et eller andet i hænderne, som hun ikke kunne se, hvad var.
"Lad os gøre forsøget." Diana smilede ved synet af vagternes protester, da de fik øje på de to kvinder, der var på vej.
"Forfanden et mylder!" Vrissede den ene.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 19, 2009 12:58:11 GMT 3
Ryonells gruppe rejste sig for at arbejde med pålæsning af en kærre, der skulle komme med affald fra slottet og ud af byen. Han stod tilfældigvis i nærheden af porten da de to kom ind, og han bandede. Kunne hun ikke bare være et andet sted end der, hvor han var? For at være ærlig, var han ved at tro at hun forfulgte ham. En af de andre soldater så irriteret på ham. "Hvad skal den banden til for? Hvad er det, der er så slemt, at du absolut skal gøre opmærksom på dig selv?" Han fulgte Ryonells blik og bandede også, men det var mere af glæde end af irritation. Det var svært at få hunkøn på krogen her.
Den fremmede kvinde fik øje på dem, og gjorde store øjne ved synet af Ryonell og hans vinger, klap og... ja, hans udseende i det hele tager. Og nok også den mørke udstråling han havde, der fik ham ud i problemer og skabte et had, der var rettet mod ham selv.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 19, 2009 20:30:19 GMT 3
Diana kastede kun et kort blik på gruppen, men gav dem ikke ydeligere opmærksomhed. Hun var ikke kommet for at sludre. Kort prikkede hun kvinden på skulderen, for at lede hendes opmærksomhed væk fra Ryonell. Kvinden nikkede hurtigt og så på vagterne, stadig en smule nervøs. Måske var hun bare nervøst anlagt?
"Jeg.. Min mand er såret. Må vi komme ind?" Spurgte kvinden og sendte vagterne et bedende blik. Vagterne sukkede dybt i kor, som om det virkelig var en pine for dem. Det var deres arbejde! De fik ikke penge for at stå og sukke. Men inden Diana fik indført et ord svang porten op. Kvinden og hende gik sammen ind.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 19, 2009 21:11:27 GMT 3
"Lad være at stirre og tag dig sammen!" sagde Ryonell surt og puffede til soldaten, som endnu så på de to kvinder ved porten. "Vi skal blive færdige inden..."
"Inden hvad? At sergent Gwui skal sige til dig at det ikke gør noget? Du får aldrig den slags problemer!" Soldaten så ikke ud til at ville arbejde videre.
"Hvis du er sådan en dovenkrop, så gå i det mindste et andet sted hen," sagde Ryonell og fandt ud af, at han var forfærdeligt ligeglad. "Neramskere er også så..."
Soldaten skar tænder. "Hvad sagde du?!" hvæste han på samme tid med at han langede ud efter ham, men mørkedæmonen dukkede sig og sprang ned fra affaldskærren da manden kastede sig frem.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 19, 2009 21:43:30 GMT 3
Kvinden så forskræmt på Ryonell endnu engang, og Diana måtte hale hende med videre, hvis de overhovedet skulle komme nogen vegne. "Hvor er din mand henne?" Kvindens blik var fjernt, og Diana ventede tålmodigt på, at hun ville svare.
"Hvad? Åh.. Han sover sammen med de andre soldater." Kvinden begyndte at gå igen, Diana fulgte efter, og snart stod de i et rum med mange hængekøjer. En enkelt lå i en af de nederste køjer, og vendte sig mod dem, da de trådte ind. "Jeg har hentet hjælp," fortalte kvinden til soldaten.
"Det behøvede du ikke." Brummede manden. Diana opfangede en svag irritation i hans tonefald.
"Men du er såret!" Udbrød kvinden forfærdet. Diana gik hen for at se, hvad manden fejlede. Faktisk var det bare et flækket øjenbryn, men sandsynligvis havde manden ikke fået lov til at rejse sig for kvinden, der muligvis kunne være lidt for pylret. Sådan var det i hvert fald tit, havde hun bemærket. Det tog ikke mere end et par minutter at behandle, og alligevel gav kvinden hende taknemmeligt et par mønter som tak.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 19, 2009 23:25:26 GMT 3
Ryonell dukkede og undveg igen og igen. Han gjorde det kun, fordi han vidste, at hvis han kom ud i flere problemer efter morgenens forhør, specielt fordi han bare var skredet uden at sige høfligt farvel til dommer eller nogen anden. Desværre var der ingen, der gjorde mine til at stoppe den anstrengende mand. De overordnede havde troet, at de kunne lade de menige være alene, og de andre menige nød Ryonells problemer. Og da han blev træt af det, valgte han at stoppe ham med et harmløst, lille stød. Han lavede det mod halsen, men hans manglende øje fik ham til at fejlbedømme afstanden, og han ramte hårdere og hurtigere end det var meningen. Soldaten gispede efter vejret, da halsen nærmest lukkede, og med en rallende lyd faldt han sammen mens han stirrede på Ryonell.
"Fandens," bandede Ryonell og trak den nærmeste af hans andre kammerater hen til manden, der nu vred sig i panik for at få luft. Han smed ham ned ved siden af. "Du ordner det," sagde han og vendte sig, og han forsvandt over mod barakkerne med et arrigt ansigtsudtryk.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 20, 2009 22:33:10 GMT 3
Diana slyngede skuldertasken over skulderen, og mødte Ryonell på vejen ud. Hun måtte næsten kaste sig ud til siden, for ikke at støde ind i ham. Han så sur ud. For ikke at sige rasende. Over hvad? Hun rystede lidt på hovedet. Det var da ikke til at holde ud, at skulle gå rundt og se sur ud hele tiden. Hun ville i hvert fald ikke kunne. Selv på afstand kunne hun se soldaten, som Ryonell havde banket, og han lå sammenkrøllet på jorden, ved siden af en anden soldat på hug. Hurtigt ilede hun over mod dem. "Hvad er der sket?" Soldaten der sad på hug sendte et mørkt blik hen mod Ryonell.
"Det var ham," bekendtgjorde han med afsky i stemmen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 20, 2009 22:41:55 GMT 3
Ryonell gik videre uden så meget som se på Diana, og var også ved at støde ind i den pylrende og, nu, skrækslagne kvinder. "Kvinder ingen adgang i sovesalen," meddelte han køligt og fortsatte.
"Er det ham? Jeg har ikke set andre med vinger," hviskede kvinden til sin mand med store øjne og forsøgte ikke at stirre for åbenlyst på ham.
"Ikke så højt!" hvæste soldaten, og selvom han forsøgte at dæmpe sig bedre, var det meget tydeligere end kvindens ord.
|
|
[/URL]
