|
|
Post by Diana Tirina on Apr 17, 2009 19:51:07 GMT 3
Diana sukkede dybt, men trådte så udenfor og lukkede døren bag sig. "Åbenbart." Hun sendte ham et skævt smil. "Fint, så før an! Jo hurtigere overstået, jo bedre. Men jeg siger jer, det er rent tidsspilde." Soldaterne begyndte at gå, Ryonell fulgte efter, og Diana holdt sig lidt bag ham. Hun gemte hænderne i kimonoens ærmer, for at skjule, at de rystede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 17, 2009 20:03:51 GMT 3
"Slap af, de finder aldrig ud af noget," forsikrede Ryonell hviskende Diana med læber, der næsten ikke bevægede sig. "Jeg har en sergent, som er højt respekteret i forhold til sin stilling, og selvom han er alene om den mening, tror han ikke på, at jeg kunne finde på at liste ind til kongen midt om natten."
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 17, 2009 20:44:32 GMT 3
Diana nikkede kort til svar. Da de nåede porten åbnede vagterne den uden indvendinger og sendte Ryonell et triumferende grin, som om han allerede hang i galgen. Hun var tæt på at sige noget til dem, men fandt det bedst bare at forholde sig tavs. Hun kastede et blik rundt i den smukke have, der omgav dem.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 17, 2009 22:00:21 GMT 3
"Smukkere i lys, synes du ikke?" spurgte Ryonell og sørgede for at både portvagterne og soldaterne kunne høre det. "Hvis nu visse folk kunne passe deres arbejde, kunne vi få lov til at nyde den lidt mere, men desværre skal vi lige hen og snakke med de fine herre."
"Forbandede udlænding!" råbte en af vagterne efter dem, pludselig meget sure. Det var den effekt Ryonell havde på alle, og som fik ham ud i problemer med alle.
"Forbandede dovne aber!" råbte Ryonell tilbage, og hans øje glødede arrigt.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 17, 2009 22:08:52 GMT 3
"Bruger du den salve jeg gav dig?" Spurgte Diana for ligesom at lede alles opmærksomhed væk fra andet end et kæmpe skænderi. Soldaterne gik tavse foran dem. Måske var de ved at kede sig lidt? Var de der ikke snart? Hun betragtede et par lyserøde roser, og indsnusede deres duft, da de gik forbi dem.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 17, 2009 22:23:18 GMT 3
"Jeg glemte den. Kom en smule sent i seng i går, og ingen soldat med en smule forstand i hovedet ville formindske den dyrebare søvn, fordi de skal smøre ting i hovedet. Håbede, at jeg måske kunne nå det efter morgenturen, men der kom ting i vejen." Han sagde det sidste meget højt og så surt op på soldaterne foran, og den største, som endnu var støvet, vendte sig om og stirrede surt på ham. Ryonell stirrede bare koldt igen.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 17, 2009 22:30:35 GMT 3
"Der er ingen undskyldning. Næste gang møder jeg op klokken seks med en trompet og blæser dig bagover," Diana sendte Ryonell et bredt grin, og prikkede så, bare for at være lidt irriterende, den mindste på skulderen. "Er vi der ikke snart?" Spurgte hun uskyldigt. Soldaten sendte hende et hånligt blik.
"Er damen ikke vant til at gå?"
"Jo! Men.."
"Vi er der, når vi er der." Kom det afvisende fra soldaten. Diana sukkede og himlede med øjnene. De gik i en rums tid endnu, og hun benyttede lejligheden til at se sig omkring. Soldaterne stoppede så pludseligt, at Diana først i sidste sekund fik stoppet, inden hun brasede ind i ham foran.
"Så er vi her," bekendtgjorde soldaten, der var en anelse højere end den mindste.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 17, 2009 23:38:50 GMT 3
"Jamen, det var da dejligt!" sagde Ryonell med en falsk glæde, der fik soldaterne til åbenlyst at vise deres had og irritation overfor Ryonell og at de var blevet givet denne opgave.
"Indenfor," sagde den største, og Ryonell gik ind uden at værdige ham et blik, og efter at have været inden for og gået et øjeblik kom de ind i et stort rum, der mest mindede om en retssal. "Sid ned," sagde soldaten videre og pegede på stolen, Ryonell syntes han kendte for godt.
Ryonell gjorde som han sagde og trak Diana med sig. "Skal vi begynde?"
"Ja," sagde en midaldrende mand og så træt på dem begge. "Du var ikke i kongens soveværelse i nat? Du viste din kusine haven?" Han fortsatte med lignende spørgsmål og gik videre og videre, og det var meget kedsommeligt. "Jeg vil mene, det er bedst, hvis vi får fat i en sandhedssiger."
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 18, 2009 10:42:45 GMT 3
Diana var halvvejs faldet i søvn, men vågnede en smule op ved ordet 'sandhedssiger.' Hun rettede sig op i den stol, hun havde fået tildelt. Hvis det her var en form for retssal, havde hun meget ondt af Ryonell. Hvor mange timer måtte han ikke have tilbragt i det her dødkedelige rum? Det eneste man skulle sige var 'ja' eller 'nej', og når hun så rundt, gabte alle andre også lidt af kedsomhed. Det var åbenbart ikke kun hende, der havde reageret på 'sandhedssiger', for en høj mand i fyrrerne brasede ind af døren, som om netop dét ord havde været signalet.
"I kaldte," kom det myndigt fra ham. Diana måtte bide sig hårdt i læben for ikke at grine. Han havde den mest forfærdelige pibestemme! Den midaldrende mand nikkede, og så lidt rundt, som om verden var fuld af idioter.
"Ja vi gjorde. Godt, jeg stiller nogen nye spørgsmål, og Mester Hazad vil kontrollere om der bliver talt sandt." De soldater der havde fået besked på at møde op, vågnede en smule. Det her var uden tvivl den mest spændende del af det hele. "Er det korrekt at du viste haven til din kusine?" Manden så direkte på Ryonell. Nye spørgsmål! Ha! Diana var tæt på at sukke opgivende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 18, 2009 12:10:57 GMT 3
Ryonell havde allerede regnet ud at han skulle udsættes for denne slags synske mænd, og han viste diskret et stort bundt pengesedler under bordet. Den synske mand så dem, og smilede på den måde der sagde Ryonell, at han havde fundet mandens svage punkt. "Ja, det er min kusine."
Manden nikkede. "Han taler sandt," meddelte han, og Ryonell lod pengene forsvinde ned i lommen.
"Viste du hende haven?" Manden nikkede bekræftende da Ryonell sagde ja, og den midaldrende fortsatte. "Der var intet andet i det?" Der skete det samme igen. Og igen. Ryonell kedede sig enormt. Og så gik de pludselig over til spørgsmål, der ikke havde nogen relevans. "Hvor kommer du fra."
"Solitopia," sagde Ryonell, og det glimtede faretruende i hans øje. Han følte det, som om manden forsøgte at fange ham i en fælde, han endnu ikke kunne se.
"Hvordan mistede du øjet?" Ryonell var ved at springe op, men det ville være meget dumt, og han satte sig i stedet stiv som en støtte af raseri.
"Jeg kan ikke se, hvordan det skulle have noget med noget at gøre," meddelte han. "Desuden mistede jeg ikke et øje."
"Du render rundt med klap for øjet, mand!" udbrød en af mændene ude i siden.
"Åh, tak, nu forstår jeg hvorfor der er et eller andet der er viklet rundt om mit hoved!" Ryonells mund var en smal streg. "Jeg skylder dig alt nu, når du var såden en..."
"Så er det godt, I to!" Den midaldrende stirrede intenst på dem begge. "Og Ryonell, jeg gider ikke have nogen udflugter! Og alle ved, at du mistede et..."
"Han taler sandt," abrød Pibestemme. "Han taler sandt, når han siger, at han ikke mistede øjet."
"Jeg vil vide hvordan han mistede det, og det kan da ikke være sandt at han ikke mistede et øje! Som soldaten påpegede, har han klap for det ene øje."
"Jeg mistede halvdelen af mit ene øje da minotaurerne angreb min familie og min mor og bror døde. Er i tilfredse? Jeg kan ikke se at det har noget med noget at gøre!" Ryonells stemme var så kold og hård som altid, men der var et eller andet, en intensitet, der fik alle til at se på ham med frygt og overraskelse. "Har i lyst til at se det? Man kan tydeligt se, at der stadig er noget derinde! Men hvis jeg fjerner klappen, vil i tvinge mig til at gå til en healer med det, så jeg gider ikke. Kan jeg gå nu?!" De så bare på ham længe, mens den midaldrende forsøgte at finde tråden igen.
"Ne-nej... ikke endnu, Ryonell, vi har endnu noget..." fremstammede han.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 18, 2009 12:46:20 GMT 3
Dianas øjne lynede af irritation. Hvordan kunne de stille sådan nogen ligegyldige og private spørgsmål? Det havde ikke noget som helst at gøre med, at Ryonells kusine blev vist rundt i en have! Hun måtte bide læben til blods, for ikke at sige noget uforskammet. Den midaldrende mand løftede hånden, for at få alles opmærksomhed. Han rømmede sig op til flere gange, men der var alligevel en angst at spore i hans stemme, da han talte.
"Da den sidste vagt tjekkede efter om aftenen, var dørene til salene låst. Men her til morgen, da vagten skulle til at låse op, var dørene allerede åbnet. Sandsynligvis dirket op. Vi ved alle sammen, at hvis man følger den vej, kunne man sagtens ende i kongens soveværelse. Ryonell, var det dig, der åbnede de døre?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 18, 2009 17:20:18 GMT 3
"Jeg åbnede én dør," svarede Ryonell koldt. "Jeg åbnede en dør, så hun kunne få fornemmelse af hvad der var indenfor, men jeg er sikker på at jeg lukkede den igen bagefter - og låste. Han er også min konge."
"Det kommer an på, om du er neramsk. Man kunne jo, at en solitaner måske havde fået ordre fra andre folk om det. Er du sikker på, at minotaurerne ødelagde dit øje? Og at du kommer fra Solitopia? For det kunne muligvis give dig problemer."
"Jeg tager ikke imod trusler, De herrer," sagde Ryonell køligt. "Og nu synes jeg, at vi er færdige, har jeg ret?" Ryonell så rundt på dem, og da var over 20 sekunder om at svare, rejste han sig og gik med ud, med et fast greb i Dianas kimono.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 18, 2009 22:28:54 GMT 3
Diana blev halet med, og sendte et triumferende ulvegrin til vagterne, der modvilligt måtte åbne porten. Da de kom lidt væk fra slottet sukkede hun. Det kunne ikke have beskrevet oplevelsen bedre med ord. "Det slap vi da meget godt fra.." Hun gabte inderligt, lidt af kedsomhed, lidt af stadig træthed. "Kan vi ikke standse?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 18, 2009 22:42:58 GMT 3
Ryonell trak på skulderne og standsede op midt i haven, der var klart oplyst af middagssolen. "Måsker alligevel ikke. Undskyld mig," sagde han og skyndte sig hen til sandhedsmanden ved porten. Han kom sikkert kun for at få sine lovede penge. Han snakkede et stykke tid, og da Ryonell pludselig rystede på hovedet blev Pibestemme arrig. Ryonell vendte sig og gik, og sandhedssigeren fulgte hvislende efter, tydeligt bange for at begynde at råbe op.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 18, 2009 22:51:10 GMT 3
Diana kunne se dem på afstand, og rynkede panden en smule. Havde Pibestemme ikke fået sine penge? Hun håbede på, at en arrig sandhedssiger ikke skulle få dem afsløret. Han kendte jo trods alt hemmeligheden. Helt tabt bag en vogn var manden forhåbentlig ikke, for ellers ville det være skidt for Neramores andre sager.
|
|
[/URL]