|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 13, 2009 19:32:47 GMT 3
Ryonell åbnede døren og gjorde ikke engang et forsøg på at være stille. De ville alle høre ham alligevel, fordig han havde så hårde støvler og de absolut skulle have så gode øre. Han gik normalt ind, og den første søvnige soldat vågnede. "Læg dig til at sove," mumlede Ryonell.
"Åh, for fanden, Ryonell, kan du ikke bare leve et normalt liv med normale sengetider?" spurgte en af de andre længere henne af række. Han talte så højt at det ikke var mærkeligt at de andre også bevægede sig.
"Kan du ikke bare blande dig udenom?!" spurgte Ryonell surt, mens soldaterne bandede og svovlede som kun soldater kan.
"Ikke hvis du absolut skal..."
"Hold kæft, alle sammen!" hvæste Ryonell pludseligt, og det rasende skær gik igen over hans øjne. De krymbede sig. "Jeg kunne godt tænke mig i det mindste at få en halv times søvn, og hvis en af jer, bare en af jer, ødelægger det lader jeg det gå ud over jer allesammen! FORSTÅET?!"
"Ja, sir!" sagde soldaterne automatisk og Ryonell skred hen til sin køje i hjørnet. Han havde underkøjen. Hurra for underkøjer.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 13, 2009 19:46:31 GMT 3
Diana boede ikke langt fra kroen 'Den frie Måge,' i et lille hus i kvarteret, hvor folk havde råd til mere end en ruin af mursten og mindre end de huse, med smukke, smukke haver og sale. Hun rodede lidt efter nøglen i sin taske, stak den i låsen, og åbnede døren med et næsten lydløst suk. Tasken blev smidt fra sig på den eneste stol i det beskedne køkken, hvor der kun var det, der var nødvendigt. Hun åbnede en anden dør, der måske engang havde været rød, og endte i et lille soveværelse, hvor der stod en seng og et sengebord. Hun gav sig ikke tid til at klæde sig af, men lod sig bare dumpe ned på den hårde seng, der knirkede lidt under hende. Hun gabte inderligt og lod øjenlågene synke i.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 13, 2009 20:08:05 GMT 3
Ryonell lagde sig til at sove, og han sov med det samme, uden at bekymre sig. Alligevel føltes det som om han kun lige havde lukket øjnene da de skulle åbnes igen. Og de blev virkeligt åbnet.
"SÅ ER DET OP I DOVNE HUNDE!" brølet kom fra sergenten, der havde hamret døren op. "KOM SÅ I GANG! VI SKAL NED GENNEM BYEN IDAG!"
"Er det idag?" mumlede Ryonell irriteret og satte sig op og rejste sig.
"Sagde du noget, Ryonell?" spurgte sergenten og kom hen til ham.
"Jeg er bare overrasket over at det var idag vi skulle ud at løbe."
"For fanden, knægt, hvornår kom du i seng?"
"Ikke så sent," svarede Ryonell undvigende og trak på skulderne.
"Han lyver," meddelte en af de andre. "Han kom for højest en time siden, og han råbte af os som om han ejer det hele."
Sergenten så indgående på ham. "Hvad lavede du så sent? Var du ude og drikke og glemte tiden?"
"Jeg drikker aldrig," svarede Ryonell og hans vinger sitrede af vrede og irritation. "Og desuden ejer jeg det hele når De ikke er her, sergent."
"Løgner! Jeg har set ham drikke!" sagde endnu en af de andre. Det var tydeligt at soldaten kun sagde noget fordi han var arrig over det sidste Ryonell havde sagt.
"Jeg drikker aldrig," gentog Ryonell og sendte soldaten et blik, der fik ham til at krympe sig og se væk.
"Medmindre du er nede, selvfølgelig," sagde en af de andre ondskabsfuldt.
"Jeg er aldrig nede, tak for bekymringen," sagde Ryonell alt andet end venligt.
"Så, så, allesammen. Få tøj på og gå udenfor. Ryonell, skynd dig hellere, der er nogen der ønsker at tale med dig. Kom ud til mig med det samme du kan." Sergenten gik sin vej, og soldaterne gik igang med dagen.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 13, 2009 20:16:46 GMT 3
Lyset strømmede ind af det eneste vindue i soveværelset, og lige meget hvor mange gange hun havde talt får over hegnet, var puden for blød, sengen for hård og vattæppet for varmt. Hun vendte sig op til flere gange i minuttet, og hendes indre ur fortalte hende, at tiden bare havde sneglet sig afsted. Da hun endelig faldt i søvn, lykkedes det et slagsmål udenfor på gaderne, at vække hende godt og grundigt igen efter bare tyve minutter. Det endte med at hun stod op, for at gå ud og lave noget te på nogen forskellige urter, der stod fremme på bordet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 13, 2009 20:52:20 GMT 3
Ryonell gik gennem døren til sergenten og lænede sig op af væggen. "Hvad er det?"
"Ved du hvad der skete i nat?" spurgte sergenten og rejste sig fra skrivebordet.
"Der sker mange ting hver nat. Det kommer an på hvor du mener." Han havde hovedpine, træthedshovedpine. Han hadede den hovedpine.
"I paladset."
"Der var en jagt på en eller anden, men jeg ved ikke hvad der foregik."
"Det var et angreb på kongen. Snigmordsforsøg, efter hvad folk siger. Og det siger at de bare forsvandt, fløj væg eller sådan noget."
"Og jeg beskyldes fordi jeg kommer fra et andet land, er mørkedæmon og har vinger?!" Ryonell lød oprigtigt rasende. Han hverken overspillede eller underspillede.
"Ja, jeg sagde du ville sige sådan. Hør, knægt, jeg tror ikke det var dig, men..."
"Men du skulle alligevel være den der kommer og siger at jeg ska gå op og give mig selv til vægterne og blive dømt for ting jeg ikke har gjort?!"
"Så, så. De vil bare finde ud af om du gjorde noget. Desuden kom du meget sent hjem i nat. Du ved hvad folk tænker om dig."
"Lad dem tænke. Desuden har jeg et alibi. Jeg viste haverne til en kvinde."
"En kvinde...? Du mener at du faktisk...?"
"Det er min kusine," sagde Ryonell med en næsten advarende undertone.
"Åh... Jamen, så er der vidst ikke noget, hvis du vil vise hvor hun bor."
"Efter morgenturen."
"Vil du gerne ud at løbe."
"Det skader aldrig. Og desuden skal jeg blive friskere."
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 15, 2009 18:28:07 GMT 3
Hun nippede til den dampende drik, en mand sikkert aldrig ville røre. Hurtigt blev kruset stillet på bordet, og hun gav et kort hyl fra sig. Det var forbandet varmt, og det brændte på tungen. Hun greb kruset med begge hænder og pustede, i et forsøg på at køle teen lidt ned. Svedperler sprang frem i hendes ansigt, da dampen steg imod hende, og hun ville vædde med, at hendes kinder var ildrøde af varme. For ikke at sige de poser under hendes øjne, af bare træthed. Forbandet være larm og hårde senge og dampende te! Der gik adskillige minutter før hun nippede til teen igen. Den var stadig varm, men kunne godt drikkes nu. Da hun havde drukket det hele trampede hun ind i soveværelset igen og smed sig på sengen. Hun stirrede op i loftet. Hvordan kunne det lade sig gøre, at man ikke kunne falde i søvn, når ens hoved dunkede og smertede af udmattelse? Det var i hvert fald ikke rimeligt!
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 15, 2009 22:40:30 GMT 3
De menige soldater stillede sig op på række udenfor deres barraker og ventede på at sergenterne og de højere overordnede skulle sende dem ud i byen for dagens 'morgentur'. Morgenturen var et løb gennem byen, en rute, der førte dem fra den ene ende til den anden, uden de kom på den samme gade to gange. Porten blev åbnet, og soldaterne satte i løb. For Ryonell var morgenturen lige så populær som alle andre mente, en anden måde at plage dem op om morgenen og ødelægger deres nattesøvn. Men som alle andre løb han afsted og ignorerede trætheden.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 15, 2009 22:47:20 GMT 3
Det lød som flere elefanter udenfor, da soldaterne trampede forbi den gade, hvor Dianas hus lå på. Hun undrede sig over, hvem der dog kunne lave så meget larm, og med en irriterende mumlen rejste hun sig for anden gang, og slog vinduet op, der vendte ud mod gaden. "Der er nogen, som prøver at sove! Gider I ikke godt at.." Det burde egentlig ikke undre hende, da hun fik øje på Ryonell i mængden, men det gjorde det alligevel en smule. Han var nem at se med sine vinger. Dog viste hun ikke tegn på at genkende ham, det ville være for dumt. Hun ærgrede sig over, at det ikke havde været nogen andre der kom støjende gennem byen, for det ville være alt andet end klogt at bede soldater om at holde deres mund.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 15, 2009 23:07:40 GMT 3
Ryonell så op og så Diana, men holdt kun øjet på hende et øjeblik. Han lod i stedet hurtigt blikket glide rundt og se hver enkel detalje, så han kunne genkende den når han skulle vise vejen mod hende til de, der skulle afhøre ham. Portvagterne kunne også bekræfte det, men han vidste ikke hvor han havde dem, mens Diana havde vist ham en ubehagelig og unormal venlighed, som lige nu ville kunne bruges i alibiet. Han håbede hun ikke var lige så dum og blev så lammet over overraskelser som han frygtede, for hun skulle komme til at udvise et stort mod for at beskytte ham mod ordensmagten.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 16, 2009 16:12:53 GMT 3
Diana rystede opgivende på hovedet. Hun måtte bare håbe, at de snart ville være så langt væk, at larmen blev dæmpet. Hun lukkede vinduet til igen, og lovede sig selv, at det var sidste gang indenfor de næste timer, at hun smed sig på sengen. Hun lå længe og lyttede til alt det, der forgik ude på gaden, men til sidst lykkedes det hende alligevel at falde i søvn. En timeefter - måske to - vågnede hun ved, at nogen bankede på døren.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 16, 2009 17:58:51 GMT 3
Ryonell lænede sig op af dørkarmen, vidende om at han blev nøje betragtet af de tre mænd, der var blevet bestemt til at følge med ham. Han stirrede bare mod dørens træ og bandede indvendig.
"Jeg har ikke set mørkedæmoner i Neramore," sagde en af mændene i et forsøg på at afbryde den pinefulde tavshed.
"Jeg er heller ikke fra Neramore," svarede Ryonell ham kort og uaktivt mens han håbede hun ville åbne. Han vidste til gengæld at de var i det neramske samfund, selvom de, fordi de ikke havde vinger og gule øjne, havde lettere ved ved at blive en del af landet og de mere normale væsner. Måske troede manden at alle mørkedæmonerne havde vinger?
"Jeg troede ikke du var udlænding," sagde en af de andre, og Ryonell trak bare på skulderne.
"Så har i jo endnu en
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 16, 2009 18:09:13 GMT 3
Da Diana kiggede ud af vinduet fra soveværelset, fik hun øje på Ryonell og tre andre mænd. Soldater? I hvert fald var det ikke svært at regne ud hvad der forgik. Diana lukkede kort øjnene, og i stedet for den farvestrålende kvinde var hun nu Ryonells falske kusine. Da hun åbnede døren, var det ikke svært at spille bekymret. "Åh.. Hvad vil I her?" Hvis nogen spurgte til hende, der hang ud af vinduet imorges, havde hun allerede en bortforklaring klar. For at være på den sikre side.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 16, 2009 18:17:27 GMT 3
"Så du er hans..." En af soldaterne, den største og bredeste, stod med et flirtende smil og grinede til hende med en venlighed, der kun kunne komme fra skjulte, frække hensigter. Ryonell fik ham skubbet væk da det blev tydeligt, et lille, uskyldigt puf der sendte ham ned på fortovet. Et øjeblik var det tydeligt hvordan han kunne have været bryder, men Ryonell ignorerede de andre mænds stirren som kun han var i stand til det.
"Hej, jeg kommer bare for at vise disse... folk, at du findes og at du var med i haven i går nat." Han var så forfærdeligt afslappet og så uinteresseret på hende, og trætheden var skjult bag den sædvanlige maske.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 16, 2009 18:26:50 GMT 3
Diana igorerede fuldstændig den flirtende soldat, som om han faktisk bare var luft. Hun himlede med øjnene. "Altid dig de mistænker, Ryonell! Selvfølgelig viste han mig rundt i haven, og hvis det nu også skal til at blive ulovligt..." Hun sendte soldaterne et irriteret blik, godt hjulpet på vej af hendes stadig totale udmattelse, også selv om hun havde fået sovet lidt. Hun skubbede døren lidt mere op. "I kan komme med ind, hvis der er mere I er i tvivl om. Jeg hundefryser!" Det var ikke til at se på hende, at hun var nervøs, men bag kusinens skulende ansigt var hun stoppet til af rædsel.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 17, 2009 19:44:16 GMT 3
"Vi vil gerne have dig med op til slottet," sagde en af de andre mænd, den mindste af dem, men den største forsøgte at komme på benene igen med nogenlunde værdighed og børstede støv af tøjet.
Ryonell så irriteret på dem. "Ja, kom heller med," sagde han efter at have nidstirret dem noget så forfærdeligt. "Folk elsker åbenbart at spilde deres tid."
|
|
[/URL]
