En dejlig forårsaften

[Diana Tirina]

Hun var lige i hælene på ham, på bare fødder. I farten greb hun fat i kimonoen og bandt en knude i den ene side, så hun ikke skulle snuble i den. Nu gik den hende kun til knæene. Der var ikke tid til at se bagud, så hun holdt bare blikket rettet lige ud, koncentrerede sig om ikke at snuble, og så bare.. Spurte. Selv om hun var sikker på, at det her ville ende galt, var det noget af det mest spændende og risikable hun nogensinde havde prøvet.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så bagud på vagterne, og mørket bag de tre bagerste kom over og omsluttede dem. De skreg, og faldt, døde. "Kom med her," sagde han til Diana, endnu ikke forpustet, og drejede om bag en stor sten, åbnede en lem skjult i græsset og sprang ned. Da Diana også var kommet ned kom vagterne og stoppede op. "Hvor blev de af?" spurgte en. "De kan ikke bare sådan forsvinde!" Ryonell tog en hånd over Dianas mund, så hun ikke sagde noget.

[Diana Tirina]

Hun sendte ham et irriteret blik. Hun var jo nok ikke så dum at sige noget! Lydløst, så de ikke blev afsløret, forsøgte hun at presse Ryonells hånd væk. Vagterne over dem talte stadig videre: "Måske var den ene magiker?" - "Vær nu ikke dum, selvfølgelig ikke, så var de jo nok forsvundet i en røgsky! Videre, ellers slipper de jo nok væk!" - "Hvad hvis de skjuler sig i buskene?" - "Fint, så leder vi da lidt, men jeg siger dig.. De er løbet fra os inden!"

[Ryonell Bornakore]

Ryonell ignorerede Diana, for koncentreret om vagterne. "Der er noget her!" Den ene af vagterne havde fundet deres fodspor, som endte lige foran lemmen, og Ryonell bed sig i læben og lukkede øjet, som om det ville hjælpe dem til at blive ved med at være skjult for vagterne. "De forsvinder jo bare!" - "Måske kunne de flyve?" - "Så ville vi have set dem!" En af vagterne gik ovenpå lemmen, og den knirkede, men mændene lagde ikke mærke til noget. "Det er jo mørkt!" - "Hvordan har du tænkt dig at de skulle flyve? Med vinger? Kun engle har vinger, og de ses så sjældent!" - "En soldat i min sovesal har vinger." Tavshed fulgte. "Er han loyal?" spurgte en. Der var tavst, og Ryonell forbandede næsten at han ikke kunne se om manden nikkede eller rystede på hovedet.

[Diana Tirina]

Diana holdt vejret. Sekunder føltes som lange, sneglende minutter. Tavsheden var uendelig. Hvis lemmen knirkede igen.. Hvis de opdagede den.. Hun var helt holdt op med at forsøge at kæmpe sig fri. Tankerne fór rundt i hendes hoved. Var her en gang de kunne flygte videre fra? "Hvis det er ham, så er de fløjet væk.." - "Det er ikke sikkert. Måske skjuler de sig lige i nærheden!" Stemmen lød ivrig. Åbenbart én der ville elske at blive forfremmet. En af dem bevægede sig. Lemmen knirkede igen. "Shh! Hvad var det?" - "Hvad for.." - "Prøv lige at gå igen!" Mere knirken over dem. Diana forsøgte at puffe Ryonell bagud, i et håb om, at der virkelig var en gang. Det var kun spørgsmål om tid, før soldaterne ville opdage den lem.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell rystede på hovedet. Der var ingen vej ud. Hans syn var glimrende i mørket, og han havde desuden afprøvet den i dagslys. Der var ingen vej ud. Han lavede en håndbevægelse, og mørke dækkede dem. Det var et mørke, der var uigennemseeligt, men som alligevel lignede normalt mørke. En langtrukken knirken fortalte at manden gik af lemmen, og et bump sagde at den blev åbnet, men de kunne intet se, og Ryonell og Diana kunne heller ikke se op. "Der er ikke noget dernede," sagde en af vagterne skuffet. "Vi må videre." De forsvandt, lukkede lemmen og løb videre. "Vi må blive hernede lidt endnu," hviskede mørkedæmonen.

[Diana Tirina]

Diana nikkede til svar. Mørket måtte være hans værk. I hvert fald kunne hun intet se overhovedet. Det var lidt som at være blind, og hun havde en dyb medfølelse til de mennesker, der blev født blinde. Hun fik en svag hovedpine, i sine anstrengelser på at se ud i mørket, og lukkede til sidst øjnene. Jhanin sad på hendes ene skulder, tavs og ubevægelig, som var den en sort statue, men hun kunne næsten ikke mærke det. Flere minutter passerede forbi. Hun havde ingen fornemmelse af, hvad klokken kunne være.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg går op og ser om der er fri bane," meddelte Ryonell hviskende efter endnu nogle minutter, og kryb op gennem den halvt åbne lem. Mørket forsvandt, og han nikkede som tegn på at der var fri bane. "Jeg burde snart gå ind i barraken," sukkede han og så gennem mørket. "Klokken er fire. Det bliver snart lyst."

[Diana Tirina]

Hun sprang op af lemmen. Jhanin begyndte at pibe igen, og flaksede over på Ryonells hoved. "Hvis soldaterne tror det var dig, ville de nok ændre mening, hvis du mødte op. De regner nok med, at vi er flygtet langt væk nu." Hun lo kort. Mirakuløst nok havde hun stadig sin taske over skulderen, som hun fuldstændig havde glemt alt om.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg hjælper dig ud, og så går jeg i seng," sagde Ryonell og så over mod porten de var kommet ind af. "Medmindre du selv vil prøve at komme ud, selvfølgelig." Han betragtede hende lidt, og tog så Jhanin og kastede den op i luften. Den spredte vingerne og fløj ud i natten, og forsvandt hurtigt af syne for almindelige øjne. Ryonell kunne se den længe.

[Diana Tirina]

"Nej, det går bare galt." Hun så smilende efter Jhanin, selv om hun ikke kunne se ham. "Kaster du altid bare sådan rundt med dine kæledyr?" Spurgte hun, da hun begyndte at gå mod porten. Hun bandt knuden op på kimonoen igen, så hendes ben ikke længere var synlige.

[Ryonell Bornakore]

"Der er ikke noget 'dine'. Jeg har kun ham, og jeg har aldrig haft andre end ham, og desuden så ser jeg ham ikke som et kæledyr." Ryonell snakkede mens han gik over mod porten, og de nåede hurtigt frem. "Hun skal tilbage igen," sukkede Ryonell og pegede på Diana. Vagterne rystede på hovedet.
"Der er kommet besked om at ingen må -hov, vent!" Ryonell var gået forbi dem og havde åbnet porten, og i det samme vagten forsøgte at tage fat i ham gled han ned forbi mandens side. Vagterne stod usikkert, og så nikkede den ene.

[Diana Tirina]

Diana var lige ved at smile som tak til vagterne, men kom i tanke om sin rolle i sidste sekund. I stedet for at smile indskrænkede hun sig til et stramt nik, og fulgte rank efter Ryonell. Hun stoppede lidt væk fra porten, så tankefuldt op på ham, inden hun begyndte at tale. "Det har været hyggeligt.." Hun hævede formandene en pegefinger. "Husk nu den salve jeg gav dig." Så rystede hun smilende på hovedet. Hurtigt, så han ikke kunne nå at protestere, omfavnede hun ham venskabeligt, og hviskede til ham. "Tak fætter." Et drilsk glimt skød frem i hendes øjne, og hun begyndte at gå.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell stivnede over hendes omfavning, og et farligt glimt kom over hans øje et kort øjeblik da hans ingen-fysisk-kontakt-regel blev overtrådt så kraftigt. Han vendte sig og skred over til vagterne igen i meget dårligt humør. "Nå, så nu skal du til..." beklagede den ene vagt sig, selvom de ikke engang var begyndt at lukke porten, og Ryonell rev den ene fod væk under ham med sin egen fod i en glidende bevægelse.
"Spurgte jeg dig måske om noget?" spurgte han endnu mens den meget større mand var på vej mod jorden, og den anden vagt så bare lamslået på han da mørkedæmonen fortsatte gennem porten og over mod sit hjem - barakken.

[Diana Tirina]

Hun så sig rundt, for at sikre sig, at her ingen var. Imens hun gik blev kimonoen fra grå og kedelig til den altid, prangende lyserøde, med blomstrede mønstre. Det mørkebrune hår blev igen sandfarvet, og de mørke øjne blev igen røde. Ansigtet vred sig, til det fandt sin naturlige form, og det var lidt af en lettelse at vende tilbage til sit gamle jeg. De gule bånd, der lå i hendes taske, blev trukket op, og imens hun gik hen af den mørke gade, flettede hun håret. Det var på vej til at blive lyst, og hun glædede sig til at kunne se noget. Købmænd var allerede på vej med deres boder, nogen var endda sat op, og et smil bredte sig på hendes læber, da hun gik tilbage mod krogen. Først nu gik det op for hende, hvor træt hun egentlig var. Hovedet føltes tungt, som om det kunne falde ned på hendes skulder når som helst. Dog blev hun mere vågen, da nogen nævnte, at der havde været indbrud i selveste kongen og dronningens soveværelse! Der gik endda rygter om, at det var Satan selv, der havde listet væk, og så var fløjet ud gennem et åbent vindue. Det med Satan nej.. Det med vinger.. Ja. "Pas på, Ryonell." Hun mumlede det så uhørligt, at hvis man havde stået lige ved siden af hende, var det stadig utydeligt.