|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 3, 2009 13:56:17 GMT 3
"Kun på husdyr," svarede Ryonell. "De kan være meget grådige og drikke så meget blod at de ikke kan gå på vingerne igen, men husdyrene opdager det slet ikke hvis der kun er 10-15 stykker. De bor i regnskoven, og det er der jeg har ham her fra. Han lever for sig selv, normalt, men han kommer når jeg kalder." Flagermusen flavrede tilbage til Diona og satte sig på hendes skulder, og de sylespidse hjørnetænder glimtede hvidt i mørket. Den var så lille at den kunne sidder i hendes hænder hvis hun holdt dem samlede. "Normalt er de, ligesom alle andre vilde dyr med bare en lille smule forstand, bange for mennesker."
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 3, 2009 14:10:01 GMT 3
Hun lukkede forsigtigt hænderne om vampyrflagermusen, og vristede den af hendes skulder. Hun åbnede de lukkede håndflader, langsomt så flagermusen ikke blev forskrækket ved en pludselig bevægelse. "Jeg forstår dem godt," sukkede hun. "Vi fylder nok for meget i verden." Forsigtigt og blidt strøg hun flagermusens ene vinge. Den veg lidt tilbage.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 3, 2009 14:18:58 GMT 3
Ryonell kiggede rundt i salen endnu en gang, og gik så hen til en dør i den anden ende af rummet. Han hårde soldaterstøvler gav flere hundreder gange genlyd, men der var ingen vågne i nærheden til at høre det. "Skal vi gå videre?" spurgte han efter at have sat sig på knæ ved nøglehullet, og han fik den hurtigt dirket op. Han åbnede døren langsomt, og derinde var en sal med mørkerøde og gyldne farver, og i stedet for malerierne af væsner i loftet var der hvide og sorte roser på grønne stilke, og adskillige rustninger, statuer og skulpture stod langs væggene.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 3, 2009 14:24:24 GMT 3
Hun sukkede betaget, da hun trådte ind med Jhanin i hænderne. Den pev som besat, men det generede hende ikke. "Hvad bruger de overhovedet så mange sale til?" Tænkte hun højt, og så over på Ryonell, som om han havde svaret. Men kun i et kort øjeblik. Blikket gled rundt i den store sal, i al dens smukke skønhed.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 3, 2009 14:31:23 GMT 3
Ryonell trak på skulderne. "Det har aldrig interesseret mig. Jeg kan bare godt lide at se på dem." Han så rundt i den store, røde sal på dørene, og han smilede pludselig lumsk. "Har du lyst til at se kongen og dronningen? De er selvfølgelig ikke så spændende når de sover, men de er vel ikke mindre royale af den grund."
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 3, 2009 14:43:57 GMT 3
Hun stirrede på ham. "Du har vel ikke tænkt dig... Åh jo, det har du." Hun kunne se det på ham. Selv i mørket. Mørkedæmoner måtte åbenbart have behov for spænding. Så smilede hun selv. "Det kunne da være sjovt." Jhanin peb ivrigt, som om den var enig. Eller også var det fordi, at den peb hele tiden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 3, 2009 14:49:12 GMT 3
Ryonells ansigt blev igen udtryksløst, og han skyndte sig hen til den nærmeste dør og dirkede den op, kiggede ind og dirkede den i igen. Han gik hen til den næste og gjorde det samme, og den næsten, og den næsten igen, indtil han stod ved den sjette dør, der førte til en højloftet gang. "Det er her," meddelte han med sit lysende gule øje rettet mod Diona.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 3, 2009 14:59:30 GMT 3
Hun nikkede, overvejede en enkelt gang, om hun virkelig kunne gøre det her, men puffede tanken fra sig. Hvem gad dog at binde sig til sin indre tvivl? Forsigtigt og lydløst trykkede hun håndtaget ned, og åbnede døren. Mon her var vagter? Det måtte Ryonell vide. Han ville aldrig være så sindssyg, at bryde ind i at rum med vagter. Hun listede videre ned af gangen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 3, 2009 15:10:04 GMT 3
Ryonell tog armen om livet på hende og fløj lydløst op med dem begge. "Vagterne kigger sjældent op, og de har aldrig lyset tændt, så vi er i sikkerhed i luften. Pas godt på Jhanin." Han fløj videre og landede uden for en trædør, der var belagt i guld, og satte sig på knæ med dirkene. Den første han stak ind ætsede væk, så han lod et mørkt lag omkranse nummer to og fik åbnet træværket.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 3, 2009 15:18:06 GMT 3
Hun undertrykte en glad latter, da de suste gennem luften. Hvor var det sjovt! Hvordan kunne nogen dog tro, at de var bedre, bare fordi en anden havde vinger? Det burde næsten være lige omvendt.. Hun nikkede, uden at sige noget, så bare til, imens han arbejde med dirkene. Da låsen gik op, så hun forventningsfuldt på døren.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 3, 2009 15:43:41 GMT 3
Indenfor var et stort lokale, der næsten var større end den største sal de havde set, og det der dækkede størstedelen af rummet var en seng, der var mindst syv gange større end den lille enmands Ryonell havde i barraken. Det var jo lige til at blive jealoux over! I sengen lå to personer. Kongen var slank og muskuløs, dronningen høj og elegant.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 3, 2009 16:01:38 GMT 3
Lidt ligesom i eventyrerne var parret skønne og smukke, selv når de sov. Folk ville undre sig den dag kongerne gik hen og giftede sig med en grim kvinde. Så det var dem Neramore tjente og beskyttede. Dem der hængte forbrydere, måske også en uskyldig af og til.. Selv Jhanin klappede i med sin piben af kongen og dronningen i deres store, lukseriøse seng, som Diana og Ryonell kun kunne drømme sig til. I det hele taget... Hvis hun kiggede rundt, var alt hvad hun så forfærdeligt dyrt. Det bedste af det bedste. Måske vidste de ikke engang, hvor godt de havde det? Hun håbede, at det ikke var tilfældet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 3, 2009 16:10:23 GMT 3
Ryonell gik nærmere, så tæt på det var muligt uden at risikere at røre sengen, og tæppet der lå på gulvet dæmpede lyden af hans skridt. Det gule, katteagtige øje glimtede i mørket, og han snusede ind, som for at fange færten af dronningens parfume, og den blomsteragtige duft gik lige i næsen på ham. Han nøs, og kongen satte sig op og kiggede sig omkring. Det eneste han så var mørkedæmonens øje. "Indtrængene! Der er indtrængene i bygningen!" Kongen sprang op, og kun iført underbukser sprang han mod Ryonell, der sprang væk, løb hen og tog fat i Diana og trak hende ud af døren.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Apr 3, 2009 16:18:36 GMT 3
Vagterne myldrede straks gennem den mørke gang, der var sorte skikkelser alle vegne. Diana hørte dronningen vågne forvirret op, og spørge kongen hvad der var sket. Hun kunne, halvt bevidst, mærke, at hun knugede om Ryonells arm, som om det kunne redde hende. Hun ledte febrilsk efter noget at slå fra sig med, men fandt ingenting. Hendes kampevner rakte ikke langt, og hun tvivlede på at Ryonell kunne bekæmpe dem alle sammen selv. "Hvad gør vi?" Hviskede hun panisk.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Apr 3, 2009 16:26:42 GMT 3
Som svar bredte Ryonell sine vinger ud og 'sprang' over alle vagterne og ud af døren de kom fra, igennem alle salene og ud i natten, mens vagterne fulgte med dem. Ryonell vendte sig om og råbte af sine lungers fulde kraft med en stemme, der var lavet hæsere en hans egen. "Ignorer mig, Jhaninwan, jeg kan klarer mig selv. Bliv indenfor og dræb dem begge inden de får lejlighed til at flygte!" Vagterne stoppede op, og størstedelen vendte om for at fange Ryonells 'medsammensvorne'. Ryonell vendte sig og løb videre for at komme væk fra de, som endnu jagtede dem.
|
|
[/URL]
