|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 15, 2009 22:21:27 GMT 3
I kort øjeblik tænkte Movicth den dumme tanke, at man da blot kunne klatre over muren, og så være ude i det fri... Men det hjalp ikke, når byen var bygget i en cirkel, og der var flere mure at klatre over, hvor man ikke kunne undgå at blive set på den anden side. "Det lyder lidt ensformigt," smilede han med hovedet på skrå.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 15, 2009 22:31:19 GMT 3
Et grin bredte sig på Aijous ansigt, og han rystede på hovedet. "Nej, det er ikke ensformigt. Ikke rigtigt. Tingene er fuldkommen anderledes fra mur til mur, og selvom jeg aldrig har været ved de yderste, at er jeg sikker på at der er meget mere farverigt derude." Vingerne sitrede, og han så kort ud i mørket.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 15, 2009 22:35:56 GMT 3
"Så det ville være ligesom... At rejse fra Jeanore til Solitopia?" Spurgte Movicth med et kort grin, bare for at have en sammenligning. Han havde svært ved at forstille sig Dødens Rige som farverigt, men alt var vel muligt. Alt. Hvis man ville. Det havde hans far i hvert fald sagt engang.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 15, 2009 23:13:28 GMT 3
"Ja, det ville være en god måde at beskrive det, selvom der ikke er forskel på vejret og temperature. Men planterne der lever i gaderne, husenes udforming, farverne på folks tøj, mønstrene i gaderne, mængden af affald. Det er alt sammen nyt, og formentligt bedre, hvis du får adgang til en port en smule længere væk fra midten." Et suk undslap han, og han så ned. "Jeg har lov til at gå igennem 7 porte. Jeg tror, der er 13 i alt."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 15, 2009 23:16:03 GMT 3
"Syv porte? Det er da i hvert fald over halvdelen," Movicth lænede hovedet tilbage mod klippevæggen. Det er da... Fint nok tror jeg. Specielt hvis man er helt i bunden af rangstigen," han nikkede, som om han begyndte at se det som ret godt gået. Han ville gerne se Dødens Rige, men selvfølgelig kunne han ikke det, han havde jo ikke adgang.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 15, 2009 23:43:18 GMT 3
"Men jeg ved ikke hvor de fra denne verden, ender med at bo," mumlede han pludselig, og betragtede lidt ilden. "De rige holder os i uvidenhed, og lader os tro det er en myte. De kan jo derfor ikke lade de døde vandre rundt i byen, da de skiller sig ud som vingeløse. Men for de rige er det ikke meningen at de fattige skal have drømmen om at komme og leve i denne verden."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 15, 2009 23:47:29 GMT 3
"Hvis jeg kommer over murene, når jeg dør, kan det være, jeg kan fortælle dig det en dag," tilbød Movicth med et skævt smil, uden rigtig at vide, om han mente det, eller om det var i sjov. Måske var det tilmed umuligt. Men hvorfor ikke forsøge? Han rystede på hovedet. Han var allerede begyndt at planlægge, hvad han skulle gøre, når han døde.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 15, 2009 23:59:37 GMT 3
Aijou grinede. Det var længe siden han havde gjort det, sådan rigtigt, og hans latter var høj og lys i det. Smilet var der ikke for ingenting da han igen så på Movicth, da han havde glemt hvor forfriskende det var at grine sådan rigtigt. "Der er meget du ville være i stand til at fortælle mig om mit eget rige," smilede han bredt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 16, 2009 0:02:30 GMT 3
Movicth kunne ikke lade være med at blive smittet af latteren, da den lød så oprigtig og forfriskende. "Jeg ved nu ikke. Det kommer an på, om jeg kan finde rundt. Det må være lidt et chok for dem der ikke tror på dødsengle, hvad?" Han rynkede panden tænkende. Måske var Dødens Rige.. Nej, han kunne ikke sætte ord på. Det var en verden hensides hans egen, som han knapt nok kunne forstille sig, i sine dystre, men farverige farver. Underligt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 16, 2009 0:13:57 GMT 3
Aijou trak på skulderne og så lidt ned igen, som om latteren for ham efterlod et hul, der kun kunne lækkes med tavshed. "Emneskift," mumlede han så. "Har du noget arbejde." Hurtigt løftede han blikket igen, og sparkede en sten ind i ilden, så gnister for op. Han var endnu våd, men kulden havde ikke nået ham endnu. Den ville nok ikke nå ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 16, 2009 0:18:07 GMT 3
"Ikke rigtigt," indrømmede Movicth. "Jeg har arvet noget guld fra min slægt, fordi det er for farligt for os at spilde tiden. Vi bliver nødt til at være i bevægelse hele tiden, så et arbejde ville der ikke være tid til. Måske kunne det presses ind, men det ville ikke blive let." Han smilede skævt. Det var næsten helt naturligt for ham at snakke om efterhånden.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 16, 2009 10:34:54 GMT 3
"Så længe man kan overleve," sagde Aijou med et skuldertræk. "Arbejde er ikke vigtigt hvis du har penge til at overleve. Det kunne være noget til at fylde dagen ud med, men hvis du allerede har travlt, hvilket du jo må have, så må det nærmere være en belastning end rart at have." Dødsenglen sad lidt og tænkte.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 17, 2009 14:37:53 GMT 3
"Du har ret. Det ville være en belastning, og jeg har indtil videre penge nok." Movicth nikkede, og betragtede den anden, der så ud til at være faldet hen i sine egne tanker. Han spurgte ikke til, hvad han tænkte på, men var alligevel lidt nysgerrig. Snart sad de begge to og tænkte lidt. Movicth tænkte over, hvad Aijou tænkte på.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 17, 2009 23:48:19 GMT 3
Han kunne godt tænke sig et ordentligt, fast arbejde, som ikke mindede ham om alt det derhjemme. Men han var nødt til at rejse rundt, og nogle af hans aktiviteter kunne også gøre folk mindre interesserede i at få ham i arbejde. Men han kunne godt tænke sig arbejde. Selvom det her var mere primitivt, så var de forskellige erhverv nogenlunde ligesom det han kendte fra sit eget rige.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 23, 2009 22:28:32 GMT 3
Movicth lukkede øjnene, ikke længere bange for det mørke, der lå under øjenlågene. Han følte sig tryg, omgivet af flammer, og... En dødsengel. Ikke det mest betryggende, men det føltes socialt. Han var et socialt væsen, desværre. Det var ikke så meget det, at snakke løs som en anden tornado, men at føle en andens tilstedeværelse, frem for at vandre ensom rundt, dag ind, dag ud, uden nogen anden afveksling end vejret, landskabet og årstiderne. Han savnede det... Ukendte.
|
|
