When you need somebody

[Aijou Ishi]

Regnen fortsatte, og Kerai trak på sine spinkle skuldre. "Der er ikke noget du kan gøre. Min art er skabt til det, og at jeg søger andre væsner en min egen arts kærlighed og respekt er... Imod hvad vi er til for. Men..." Dødsenglen så endelig på ham igen, og selvom man kunne tror det som en spøg, var alt ved ham dybt alvorligt. "Hvis du dør i kamp skal du regne med at vi mødes igen."

[Movicth Fengar]

Movicth slog en hæs latter op. "Åh, jeg er skam bange for, at min skæbne ligger på et helt andet spor," svarede han med skjult bitterhed. "Jeg dør ikke heltemodigt, i kamp mod fjenden, med et sværd i hånden, og forsøger at tage så mange med mig i døden som muligt. Tro mig. Det er slet ikke mig, og hvis det endelig var.. Var det umuligt." En antydning af et smil spillede på hans læber, men det forsvandt snart igen.

[Aijou Ishi]

"Man ved aldrig. Der er en måde at ende alle forbandelser. Men de arvelige er værre end de nye." Han hentydede lige så meget til generne som til den forbandelse Movicth havde. Der var vel to slags arvelige forbandelser, som derfra havde underarter. De havde på en måde hver sin. Aijous blik gik ned i ilden. "Finder nyt brænde," mumlede han så, rejste sig og gik ud i regnen.

[Movicth Fengar]

Movicth tænkte lidt over det dødsenglen havde sagt. Altid en løsning... Man skulle bare finde den. Men hans håb havde sunket mange gange, trods at han stadig holdt fast i håbet. Det var utroligt, at han gad fortsætte. Med et suk så han ud i regnen, og fik dårlig samvittighed over, at han ikke havde tilbudt at gøre det selv.

[Aijou Ishi]

Store og små stykker træ var læsset på Aijous små skuldre, og han svang dem ned tæt på bålet så vandet kunne dampe af, og han satte sig også uden at lægge mærke til at regnen havde gennemblødt ham. "Jeg kan godt lide skovene..." mumlede han og lukkede øjnene, og lod jakken falde, og spredte de kulsorte vinger ud. "De findes ikke der hvor jeg er fra."

[Movicth Fengar]

Movicth kastede et af tæpperne over til Aijou, og rykkede tættere på ilden. "Skove er meget fine. Jeg kan bedst lide den blå himmel," indrømmede Movicth ærligt, med en kort latter, der hurtigt svandt ind igen. "Og lyset," tilføjede han efter en kort tankepause.

[Aijou Ishi]

"Vi har heller ingen blå himmel..." Et øjeblik så han igen ud i regnen. "Eller, det ved jeg faktisk ikke om vi har. Der er altid overskyet derhjemme. Har aldrig set himlen over." Dødsenglen følte sig lige så alienagtig som han var lige nu, og han trak vejret dybt et øjeblik. "Meget er anderledes her," mumlede han så til sidst.

[Movicth Fengar]

"Det kunne jeg nemt forstille mig," nikkede Movicth, der derimod ikke kunne forstille sig at leve uden en blå himmel. Det ville være... Uvirkeligt. Forkert. "Er det ændret til det gode?" Spurgte han af almindelig nysgerrighed. Måske syntes dødsengle, at deres rige var bedst, smukkere end resten af verden, selvom den måske var malet i dystre farver.

[Aijou Ishi]

"Jeg ved det ikke. Det er fremmed og skræmmende her, men ellers er her vel... hyggeligt, tror jeg. Det kan det også være derhjemme. Selvom jeg synes det regner meget lidt, og i dette falder det der hvide stads de kalder sne. Jeg ved ikke om jeg skal synes mit eget er bedst, for det er så forskelligt." Et par regndråber blev ført ind med blæsten og ramte hans bukser, og Aijou tørrede dem fraværende væk og lod vingerne folde sig sammen og glide om bag ryggen. "Jeg kunne måske have tendens til at finde mit eget bedst, fordi der ikke er alle de farlige overraskelser der er her."

[Movicth Fengar]

Den sidste bemærkning fik Movicth til at le igen. Han havde helt glemt, hvor underholdende selskab kunne være, selv dødsengle. Eller måske endda netop dødsengle. "Hvad har du da været ude for?" Spurgte han interesseret, og lænede sig lidt frem, ind mod ilden, stirrede på de knitrende flammer, imens han ventede på svar.

[Aijou Ishi]

"Is der falder ned i hovedet af mig," mumlede Aijou. "Tror nok det kaldes hagl. Og en mand advarede mig om at et benløst, langt dyr, en slange, kunne finde på at bide mig hvis jeg forsøgte at røre den - mens jeg var ved at forsøge og røre den. Jeg har aldrig været udenfor en by i mit eget rige, så også selve skoven er fuld af mærkelige ting." Et smil begyndte at brede sig på Aijous ansigt igen. "Jeg taler sikkert om hverdagsting for dig. Du ligner en, der har levet i skoven hele dit liv."

[Movicth Fengar]

"Du har ret. Jeg kender til disse ting, rimelig godt. Man kan vel sige, at jeg er en slags overlever," nikkede Movicth, satte sig i skrædderstilling. "Så det vil sige.. Der er ingen hagl, ingen slanger i dit rige? Det lyder... Underligt. Men så må der være noget andet?" Det var spændende at snakke om andre verdener end sin egen, for en gangs skyld.

[Aijou Ishi]

"Jeg har aldrig været uden for byen, og den er meget stor. De velhavende lever yderst, og min familie inderst, så jeg har aldrig oplevet noget af verdenen udenfor. Haglen kan jeg sige med sikkerhed ikke findes, men det kan være at der er skove og slanger og rådyr og alle de ting uden for byen, hvor det, for mig, var forbudt at gå."

[Movicth Fengar]

Inderst og yderst? Mon byen var... Bygget rund? Det virkede sjovt, men ikke umuligt. Movicth tænkte lidt over det, han havde fået at vide, og nikkede så. "Men.. Hvorfor forbud?" ville han vide. Men det var trist at vide, at også i Dødens Rige var der almue og adel. Men når det kom til stykket, var det ikke så forfærdeligt overraskende.

[Aijou Ishi]

"Min familie er blandt de aller fattigste, og jeg er derfor lavest. Fordi vi er så mange fattige er de mere velhavende bange for os, for da der ikke er nogen trusler udefra, så må man jo spærre de inde, der kunne blive en trussel. Der er adskillige mure mellem de fattigste og de rigeste, og man skal have speciel tilladelse for at komme forbi hver mur. Hvilket er meget svært at få, så det er direkte umuligt at komme ud af byen."