|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 22:24:17 GMT 3
Movicth besvarede smilet, mindre vellykket. "Det er hårdt ja. Specielt i starten var det hårdt. Men det handler om at vænne sig til det, selvom man gerne ville ønske sig noget andet tit. Men det måtte da også være hårdt at arbejde hele tiden? Var det ikke?" Han brød sig ikke om, at tale om sin egen elendighed. Andre fortjente ikke at fyldes med hans brok. De skulle ikke have hans byrde på skulderen, det kunne han ikke være bekendt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 19, 2009 23:15:54 GMT 3
Aijou trak på skulderne og legede lidt tænksomt med en sten fra hulens gulv. Han brød sig heller ikke om at andre kontaktede ham omkring det, spurgte ham om hvad han lavede. "Jo... Det var hårdt. Meget..." Han sukkede dybt og blev ramt af en mærkelig rutsjebane at følelser og hamrede stenen så hårdt ind i muren at den splintredes. "Og det kunne ALDRIG være tilfredse med mig!" udbrød han, og snakkede om sine forældre. Tårerne skød frem i hans øjne. "Jeg gjorde ALT hvad de ønskede, og... Alligevel..." Han sørgede for at holde gråden tilbage. Han kunne ikke græde. Det var ikke godt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 20, 2009 1:14:02 GMT 3
"Det lyder som om, du blot går lidt henover din fortid." Movicth nikkede. "Vi behøver ikke snakke om det." Han så mod den splintrede sten. Han var da ikke den eneste, der havde en dårlig fortid bag sig. "..Hvis du ikke har lyst." Tilføjede han, med medfølelse. Det var nemmere at koncentrere sig om andres lidelser, når man led selv, mente han.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 20, 2009 1:53:19 GMT 3
Aijou stirrede på stenen uden at se den, stirrede bare frem for sig da han nikkede. Det var nok bare en svag sten. Den havde føltes okay stærk i hånden, men han var ikke stenekspert... Og han vidste han tænkte udenom. Han rystede på hovedet. "I forhold til dig tror jeg ikke, jeg har haft det slemt," mumlede han så, ufølsom overfor sig selv.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 25, 2009 0:14:13 GMT 3
"Man kan aldrig vide." Movicth trak på skulderen. "Jeg vil gerne høre, hvis du vil fortælle." Han lænede sig lidt frem mod den anden, og fremtvang et opmuntrende smil. Han ville virkelig gerne høre. Det ville han. Men hvorfor var stemningen så forbandet trykket? Sikkert på grund af ham.. Han var ingen festabe.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 25, 2009 0:22:21 GMT 3
"Hvis jeg fortæller dig det så du kan forstå det, er jeg tvunget også til at fortælle dig noget som jeg har sørger for at undgå at forklare," mumlede han og stirrede stadig ud i ingenting, og hans vinger rokkede inde under tøjet, for at sidde mere behageligt. Han rokkede let frem og tilbage, men lokkede så øjnene og stirrede over på Movicth med sine næsten helt sorte øjne.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 25, 2009 1:01:07 GMT 3
"Jeg tror godt, jeg kunne klare at få det at vide. Men det acceptere jeg." Movicth smilede opmuntrende. "Jeg skal nok lade være med at plage dig så." Han lukkede øjnene uden at have mere at sige, da han ikke regnede med, at manden ville sige noget om sig selv.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 25, 2009 1:21:51 GMT 3
Kerai Aijou sukkede. Han vidste, at han burde fortælle om sig selv hvis han nogensinde skulle håbe på at blive rigtig glad igen, selvom hans nuværende situation gjorde det umuligt. Han var heller ikke god til at snakke med folk om hvad han var, fordi de flestes reaktion altid var den samme, at flygte i panik. Han så på lysdæmonen og førte uskyldigt samtalen over mod det. "Hvor meget ved du egentligt om engle?"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 5, 2009 0:01:52 GMT 3
Engle? Lignede Aijou en engel? Movicth havde svært ved at forstille sig det. En dyster engel måske. Men der fandtes vel også forskellige slags engle. "Tilstrækkeligt til at følge med, skulle jeg mene." Smilede han. "Ikke meget, men alle de almindelige ting, som man ved om engle, og så nok en lille smule mere."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 5, 2009 15:44:31 GMT 3
"Lad mig høre hvad du ved. Det gælder også djævle, hvis du overhovedet kender noget til dem. Selvom engle nok er lidt vigtigere i denne samtale." Han betragtede lysdæmonen med næsten sorte øjne, men så så ind i ilden igen, og de brune øjne virkede igen brune. Han havde styr over sine følelser, og et forsigtigt smil bredte sig på hans ansigt. "Jeg lyder meget religiøs, gør jeg ikke?"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 5, 2009 22:35:11 GMT 3
"Jeg ved, at engle bærer vinger, og jeg ved, at de kan påvirke stemningen. For det meste til en behagelig atmosfære, men jeg skulle mene, de også kan gøre den dyster, lidt afhængig af hvilken race måske. Måske lidt som lysdæmoner og mørkedæmoner i virkeligheden. Der er mange smukke billeder af engle. Man opfatter dem jo som et smukt væsen, ikke? Jeg tror ikke, at det altid er sådan. Intet væsen kan være konstant glad, det lyder umuligt. Og djævle.. Alt jeg ved er, at de er svage i ental, og stærke i flertal." Han slog undskyldende ud mod hænderne. "Nu lyder jeg lidt religiøs." Hans matte smil passede ikke ind i hans blege ansigt, passede ikke til hans tunge hjerte.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 6, 2009 0:10:01 GMT 3
"Der findes to reacer af engle, og selvom det kan se sådan ud, har det intet at gøre med indflydelsen mørke og lysdæmoner har på verdenen omkring dem. Lysdæmoner gør ikke folk glade, men giver den sikkerheden på at netop den lyse person der står foran dem kun vil dem godt, en slags illusion. Engle giver ægte glæde, velbehag og tryghed. Det samme gølder for mørkedæmoner og den race af engle, der kaldes dødsengle." Han sad tavst herefter, og håbede, at lysdæmonen selv kunne samle resten af puslespillet.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 13, 2009 20:02:47 GMT 3
Movicth nikkede tænkende. Det forklarede pludselig stemningen, at han var dødsengel. Men det skræmte ham ikke. Han blev siddende. "Det er derfor, at stemningen er dyster, selvom jeg nok bidrager lidt selv også." Han smilede skævt. "Men det gør ikke noget. Ens liv kan ikke være svævende hver dag."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Aug 13, 2009 20:16:27 GMT 3
Der gik lang tid før Aijou igen sagde noget. Så trak han på skulderne. "Det svært at komme i nærheden af folk, der bliver kede af det," sagde han så og så ud i mørket. En let klikken fra bladene fortalte, at der var regn. Dødsenglen undgik øjenkontakt med lysdæmonen. "Det svært når folks lidelser er ens kilde til nydelse..."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 13, 2009 21:15:46 GMT 3
"Jeg kunne forstille mig det, men jeg kan ikke sætte mig ind i det," svarede Movicth ærligt, efter endnu en lang pause i tavshed, hvor han stirrede ind i de knitrende flammer, hans eneste kilde til lys i øjeblikket, der ville dø ud på et tidspunkt. "Men det må være... Hårdt." Han lukkede øjnene et kort sekund, men mørke var mørke under øjenlågene, og han stirrede i stedet på ilden igen. "Desværre kan jeg ikke hjælpe dig. Som sædvanlig."
|
|
