|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 29, 2009 23:39:42 GMT 3
Movicth væltede nærmest ind i bjerghulen, med øjne der svømmede, segnefærdige, da han lod sig falde ned på det kolde, hårde gulv. Hans øjne faldt i, men han ville ikke sove, trods at han ikke havde fået søvn længe. Han havde dybe, sorte rande under øjnene, og hans krop var ligbleg. Mørket havde sænket sig udenfor, her var lige så mørkt i bjerghulen, og øjenlågene kæmpede deres egen kamp.. Som de snart måtte opgive. Han faldt ind i drømmenes mørke helved.
Han gik gennem en tunnel af mørke, det tykkeste, sorteste mørke, som en klam, fugtig tåge, hvor ingen kunne se. Han famlede sig fremad, snublede ledeløst rundt, uden at vide, hvor han endte. Men pludselig var der lys forude, og han satte i løb, stadig snublende, stadig blind i mørket. Lyskeglen blev større og større, han sansede en åbning, en chance for frihed!
...Men da han trådte ud i lyset, en eng badet i lys, lå mørket spundet omkring den, og lange, kolde fangarme trængte gennem lyset, skønt det prøvede at bide fra sig. Skyggerne greb ham, flåede ham fra hinanden, og nogen skreg skrækslagen i nærheden.
Nej vent. Det var ikke nogen. Der var ingen, ingen andre end ham, og det gik op for ham, at det var hans egen skrig, han hørte. Han skreg, skreg uafbrudt, og...
...Satte sig op igen, hivende efter vejret. Mareridt igen. Hans skrig gav ekko i bjerghulene, og han krøllede sig sammen til en kugle, en kugle fortabt i evigt mørke.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jun 29, 2009 23:48:47 GMT 3
Aijou hørte skriget mens han stod på en af bjergsiderne, og han skyndte sig op. Han havde ingen magt over mørket, men heller intet problem med det, og han gik næsten uden at falde. Hurtigt kom han op til hulen med brænde i hånden og gik ind, selvom han vidste han ville forpeste stemningen. Den kunne vel ikke være meget værre, hvis man skreg, vel? "Tror du ikke det er bedre med et bål i stedet for at sidde i mørket?" spurgte han og var allerede i gang med at tænde op.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 29, 2009 23:52:48 GMT 3
Movicth vidste ikke, om han skulle holde øjnene åbne eller lukkede. Skulle han lukke af fra mareridtene eller det virkelige mareridt? Han så over mod manden, og fik en følelse af, at stemningen blev endnu mere dyster og fortabt. Håbløs. Men han havde været ramt af modløshed før, og hans øjne lukkede i igen, imens han forstillede sig en strøm af lys, der flød igennem ham. Det styrkede ham - bare en smule. "Jeg tror ikke.. At bål gør en forskel.." lød hans svar. "Hvem er du?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jun 30, 2009 0:00:43 GMT 3
"Mit navn er Aijou Ishi, og jeg vil foreslå at du åbner øjnene og ser dig omkring. Verdenen er ikke så slem som du tror, så længe du har lidt lys." Han havde fået lavet et sikkert og varmende bål og så spørgende på den fremmede. "Har du noget mad du vil dele? Eller er jeg nødsaget til at gå ud og jage i mørket?" Hans sværd hang i bæltet og så ud til at være hans eneste våben. Han kunne aldrig fange et dyr. Troede folk.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 30, 2009 0:06:43 GMT 3
Movicth lo bittert, men slog alligevel øjnene op. "Desværre, mad ville tynge mig ned, hvis jeg skulle bære rundt på det hele tiden. Men jeg behøver.. Ikke noget. Jeg kan godt.. Klare mig uden." Jo, han var sulten. Men derfor skulle manden da ikke sætte liv og lemmer på spil i bjergene, hvor der var kulsort, bare for madens skyld. "Mit navn er Movicth Fengar." Præsenterede han sig selv.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jun 30, 2009 0:10:03 GMT 3
"Åh, du er da oss så trist," sukkede Aijou og rejste sig. "I sidste ende, hvis alt handller om hvor hurtig du er, så vil mad få dig til at få det bedre. Hvem siger man skal grovæde. Du ser udmattet ud." Aojou havde slet ikke lagt mærke til det underlige i at manden havde vinger. Han var født og opvokset i en verden hvor alle havde vinger. "Jeg går ud og jager, og så kan du selv bedømme om du vil spise med eller mukke."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 30, 2009 0:14:56 GMT 3
"Jeg er ikke..." Movicth tog sig i det, for jo, han var nok ret dyster i øjeblikket. I stedet holdt han bare mund. Man takkede ikke nej til hjælp, når den blev tilbudt, og Movicth ville med glæde spise med. Han lænede sig op af klippehulens væg, og så ud i mørket. Mørke. Gud forbande mørke..
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jun 30, 2009 0:20:50 GMT 3
Aijou kom hurtigt tilbage og ødelagde stemningen igen, selvom han havde et dyr med sig på ryggen. Et rådyr, som havde spor efter hans sværd, og han lænede sig op af væggen. Man kunne ikke se nydelsen i hans øjne takket være mørket i kanterne, selvom den var tydelig. Heldigvis forsvandt den og han kunne fortsætte arbejdet med dyret og fik det hurtigt skindet og stegt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jun 30, 2009 20:55:48 GMT 3
Movicth så på Aijou Ishi, som han havde kaldt sig selv, betragtede manden i hans arbejde, uden at sige noget, uden at kommentere det. Hans sind var forfærdeligt dystert idag, af en eller anden grund. Måske var det trætheden, måske var det.. Han så over på manden, og mærkede hans forpestede stemning bedre, end han havde gjort nogensinde før. "Jeg er nok ikke det gladeste væsen lige nu," undskyldte han.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 4, 2009 22:06:03 GMT 3
"Åh, det tager jeg ikke så tungt. Du ser ud til at have god grund til det. Sult, træthed. Tror ikke du har sovet særlig godt, hvis du da overhovedet har sovet." Og døden hænger omkring dig som en tåge. Du flygter. Andet ved jeg ikke. Aijou tvang sig til at smile venligt og rakte noget kød til Movicth. "Du har vinger. Hvide vinger." Som en engel...
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 4, 2009 22:22:51 GMT 3
"Jeg har ikke sovet andet end en time eller to de sidste tre dage," medgav Movicth ærligt. Han var et åbent menneske, ikke bange for at indrømme ting, selvom folk måske hellere ville være foruden den viden om hans tragiske skæbne. "Og jeg har vinger. Jeg er lysdæmon. Mange kan komme til at forveksle det med en engel, men det er ikke tilfældet." Han nikkede kort, smilede mat, et smil der ikke passede til det blege ansigt og den magre, rystende krop.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 4, 2009 23:05:00 GMT 3
"Spis nu noget, ikke," sagde Aijou kommanderende, men alligevel bydende, og lavede en bevægelse mod kødet. "Man kan ikke tillade sig at være vegetar med så lidt mad." Han så på vingerne. De kunne ligne en engels ved første blik, men derefter var det tydeligt. Han trak på skulderne og sagde noget, som han vidste ikke kunne være sandt. "Men der er vel ikke sådan en forfærdelig stor forskel på engle og lysdæmoner."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 4, 2009 23:23:09 GMT 3
"Jeg er ikke vegetar," protesterede Movicth stilfærdigt, tog noget mad, og begyndte at spise. En rumlen afslørede, hvor sulten han faktisk var, og der gik ikke lang tid, før han havde spist det færdigt, som han havde taget. "Der er forskelle på lysdæmoner og engle. Flere end du aner. Specielt mig og en engel."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 4, 2009 23:41:36 GMT 3
Han trak igen på skulderne og gav lysdæmonen mere mad, som han ikke ville lade blive afslået. Han forsøgte at holde den andens humør oppe, fordi han vidste, at han ødelagde det for folk. Det var ikke ligefrem nemt. "Men fik jeg navnet? Ja, jeg gjorde. Movicth." Hans smil stoppede og så så ud af hulen og ud i mørket. Næsten ingen måne i nat, eller kraftigt overskyet i hvert fald. Han sukkede.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 5, 2009 0:16:45 GMT 3
Movicth lukkede øjnene igen, imens han spiste med grådig appetit. Så deprimeret var han dog heller ikke, til intet at kunne spise. "Og du hed Aijou. Aijou Ishi. Nu da du ved jeg er lysdæmon.. Hvad er du så?" Han så på den sukkende, mørke skikkelse, der også selv virkede lidt dyster. Forhåbentligt smittede han ikke.. Manden skulle helst ikke være i sørgeligt humør på grund af ham. I et forsøg på at muntre stemningen op, samlede han en kanal af lys i sig, et meget svagt lys, han hentede fra en opfundet, lyseblå himmel, med massere af lys, selv om han nok i virkeligheden også tærede lidt på bålets lys, men det blev ikke til andet end gråligt mørke, i stedet for sort mørke, da han spredte det i hulen.
|
|
