|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 5, 2009 1:11:05 GMT 3
Aijou smilede, og tvang det til at være venligt, mens han strøg sit hvide hår med blege hænder. "Du er ikke interesseret i mig. Jeg er ikke så spændende. En fattig dreng i en rig by, som aldrig rigtigt har været noget værd." Han så igen ud i mørket i nogle minutter inden han mærkede vingerne begynde at gøre ondt. Han havde brug for at strække dem, men vovede ikke at gøre det når andre var til stede.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 5, 2009 1:57:22 GMT 3
"Tak for mad." Movicth strakte sig, skiftede stilling med et nyt suk. "Jeg vil nu gerne høre noget alligevel. Det er sjældent jeg hører om fattiges fortid. Faktisk om nogens overhovedet. Du behøver jo ikke at gå i detaljer." Han smilede skævt, opmuntrende, for en gangs skyld, selvom det da også krævede sit.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 5, 2009 11:30:53 GMT 3
"Det ikke så let at forklare som det," sagde Aijou nærmest undvigende og alligevel vidste han, at det var en 'undskyldning', der var noget i. Han var nødt til at fortælle om hvad han var, og det ville forklare den dårlige stemning og sikkert også skabe frygt og modstand hos den anden, så de ikke længere ville kunne sidde her og snakke så afslappet.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 12, 2009 13:19:33 GMT 3
"Jeg tror godt, jeg kan følge med, lige meget hvor ubetydeligt, du mener, det må være. Jeg kan jo fortælle dig noget til gengæld, som du vil høre.. Hvis der da er noget." Movicth sukkede. Han fandt ikke sig selv som noget spændende, selvom at høre om skygger og forbandelser og flugt, måtte være det store drama for andre. De vidste ikke, hvor heldige de var.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 15, 2009 19:44:17 GMT 3
"Det kommer an på hvad du kan diske op med. Du er sikkert forfærdeligt spændende, du ligner en der er, men... Ja, jeg er ikke vandt til at rode i andre folks liv, hvis det sådan man siger det. Har ikke noget imod at høre om folks problemer, vil altid gerne hjælpe, men ved ikke hvor jeg skal begynde med at spørge." Dødsenglen trak på skulderne.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 17, 2009 2:06:50 GMT 3
Movicth sukkede. "Jeg tror ikke, du kan hjælpe mig, lige meget om du så var den bedste problemløser på jorden. Jeg er forbandet. Du kan ikke hjælpe mig alligevel." Han skar bittert en grimasse, men smilede så mat. "Det er derfor jeg er så svag lige nu.. Men nok om mig. Ville du fortælle noget om dig selv?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 17, 2009 2:15:07 GMT 3
Det er derfor jeg mærker døden om ham, tænkte Aijou. Han tvivlede ikke et øjeblik på den andens ord og sad lidt og tænkte. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han kunne lyve, men han vidste ikke hvor godt lysdæmoner fornemmede løgne. Han kunne sige sandheden, men den sandhed ville få den anden til at hade ham. Han kunne sige noget midt i mellem... Men vidste ikke hvad det skulle være. "Øhm..." var det eneste der slap fra ham i starten. "Øhm... Øhm... hvad vil du vide?"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 0:28:40 GMT 3
"Hvor kommer du fra? Hvem er du? Hvordan var din fortid?" Movicth rynkede panden. "Undskyld, at jeg er så krævende. Men det er sjældent jeg hører om andre, selvom jeg gerne vil vide, hvordan det er mest normalt at vokse op, og se tingene fra mange synspunkter. Det er interesserant at sammenligne." Han smilede svagt, et smil mørket forsøgte at fjerne, men han vandt kampen, og smilet spillede stadig blegt og træt på hans læber.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 19, 2009 0:39:00 GMT 3
"Du vil altså høre om mit liv?" spurgte Aijou. "Da jeg voksede op?" Han var tvunget til at lyve og brugte sin yndlingsløgn, der satte en stopper for megen tvivl omkring hans opvækst. "Jeg kommer ikke fra et af de fire lande. Jeg kommer fra den anden side af havet ud for Neramore. Og som sagt er jeg ikke andet end en fattig dreng i en rig by. Jeg har brugt det meste af mit liv på at arbejde for at hjælpe familien til overlevelse. Jeg... Vi boede mine forældre og min tante og onkel, og der endte med at være over tyve børn. Jeg ved ikke hvor meget mere der er at sige..."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 0:42:33 GMT 3
Movicth nikkede tavst, som om alle den andens ord var guld for lysdæmonen. Han lænede sig atter tilbage mod klippevæggen. Han var ikke sikker på, om Aijou sagde hele sandheden, men det virkede ikke som om, det var en direkte løgn. "Spændende." Smilede han oprigtigt. Ikke at smilet var oprigtigt. Det var nok nærmere tonefaldet.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 19, 2009 0:52:08 GMT 3
Aijou rystede på hovedet. "Langt fra," mumlede han, og mens hans humør dalede tvang han også stemningen i hulen til at dale. "Men jeg håber du har fået hvad du vil vide ud fra det. Jeg ved stadig ikke hvad jeg ellers skal sige dig om mig selv." Han lukkede øjnene og forsøgte at tænke glade tanker. Ikke for meget med tristhed, så forsvandt samtalen og at den anden kunne lide ham.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 0:55:50 GMT 3
"Jeg behøver ikke mere. Det var helt fint." Sagde Movicth, forsøgte at holde sin egen stemning oppe. Han gav forbandelsen skylden for sit dystre sind. Det var trods alt ikke den andens skyld, at han sad her, totalt udmattet. Aijou havde faktisk hjulpet ham. Han burde være taknemmelig og munter.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 19, 2009 1:02:02 GMT 3
Aijou nikkede bare tavst og mærkede, at samtalen var ved at ebbe ud. "Jeg har intet fået at vide om din barndom og opvækst," mumlede han så, desperat efter at forhindre dem i at skulle skilles. "Jeg vil selvfølgelig ikke snage, og jeg har jo fået at vide om din forbandelse, men..." Han tav igen. Hvad nu hvis den anden ville begynde at spørge igen?!
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 19, 2009 1:19:22 GMT 3
Movicth trak på skulderen. "Jeg kan godt fortælle.. Jeg var på flygt sammen med min far i de første år jeg levede overhovedet, og har været det lige siden. Vi forlod min mor i en landsby, det var det bedste for hende. Hun så os aldrig mere. Jeg kan ikke huske hende, måske er hun død.. Men min far blev for gammel til sidst, og jeg.. Måtte dræbe ham, inden skyggerne tog ham i stedet." Nyt skuldertræk. "Tja.. Så har jeg jo bare.. Flygtet. Det er ikke nogen mirakelhistorie med en lykkelig slutning som i eventyrerne desværre."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Jul 19, 2009 1:24:47 GMT 3
"Begge vores historier er nok dømt til at ende sådan," sagde Aijou uden at tænke og var lige ved at bande over at bidrage til den dårlige stemning mere end han allerede gjorde. Han forsøgte sig et nyt smil, og det var vellykket. Så langt så godt, nyt spørgsmål. "Det må være hårdt at rejse rundt på den måde hele tiden." Han kunne ikke finde et spørgsmål! "Så..." hans stemme forsvandt i usikkerheden.
|
|
